Indlæg

De 10 bedste film fra 2016

De 10 bedste film fra 2016: Så har endnu et filmår nået sin ende. Ikke just det stærkeste filmår, meeeeen der har trods alt været ok med titler til at besætte min årlige top 10-liste. Sådan nogenlunde. Som altid er der titler, jeg af uransagelige årsager ikke har fået set, eksempelvis The Lobster. Den må jeg nuppe i det nye år.

Og bare lige for at undgå misforståelser, så er min top 10 baseret på de film, der har haft dansk biografpremiere i 2016. Derfor er blandt andre den ellers fremragende The Witch ikke med.

1) ARRIVAL (instruktør: Denis Villeneuve)
Vi har set et utal af eksplosive møder med rumvæsner på film, men med Denis Villeneuves Arrival er der tale om et langt mindre pompøst encounter med en fremmed livsform. Det er en elementært spændende film, der ligeledes sætter både hjernen og følelserne i sving på fin og afbalanceret vis. En filmoplevelse af de store, der kommer til at indgå i rækken over science fiction-klassikere.

arrival-bedste-film-2016
2) THE REVENANT
(instruktør: Alejandro G. Iñárritu)
Det er pænt nederen at være Leonardo DiCaprio i The Revenant. Han bliver nemlig fatalt såret af en bjørn og efterladt i den amerikanske vildmark, hvor han forsøger at overleve i den iskolde natur. Simpelt og elementært spændende, hvor filmen lykkedes med at fremkalde en helt fysiske tilstedeværelse i det ubarmhjertige landskab. Vildt. Min anmeldelse.

revenant-bedste-film-2016

3) SON OF SAUL (instruktør: László Nemes)
Ja, der kan laves film om grusomhederne i KZ-lejrene under 2. Verdenskrig. Og ja, de kan bestemt være ligeså relevante i dag som nogensinde. Det beviser László Nemes med sin både rystende og uafrystelige film, der foregår i 1944 i Auschwitz, hvor man fra en fanges point of view følger hans liv i lejren med blandt andet afbrænding af liv og gasning af øvrige fanger.

son-of-saul-bedste-film-2016

4) EX MACHINA (instruktør: Alex Garland)
En forrygende og kompakt lille film, der på kompleks, underholdende og intelligent vis får sat emnet kunstig intelligens stævne. Her følger man nemlig en ung programmør, der udvælges til et eksperiment om netop kunstig intelligens hos et charmerende og halvgalt geni langt ude i en skov, hvor grænsen mellem menneske og robot således bliver udvasket.

ex-machina-bedste-film-2016

5) ROGUE ONE: A STAR WARS STORY (instruktør: Gareth Edwards)
En langt mere beskidt, rå og gritty udgave af Star Wars-universet end hidtil set på film, hvor publikum introduceres for en række nye karakterer, man ikke kender fra den ellers elskede kanon af film. Både de nye ansigter og den mere alvorlige tone fungerer med tung regn og dystre settings. Min anmeldelse.

rogue-one-star-wars-bedste-film-2016

6) THE HATEFUL EIGHT (instruktør: Quentin Tarantino)
Tarantino tager publikum med ind i en intens trykkoger af en træhytte med otte revolver-røvhuller i sin seneste film. En pokkers medrivende og veldrejet dramatisk film, der stort set kun udspiller sig inden for hyttens fire klaustrofobiske vægge, hvor spændingerne bygges sikkert op simultant med, at mistroen vokser. Min anmeldelse.

hateful-eight-bedste-film-2016

7) ANOMALISA (instruktør: Duke Johnson, Charlie Kaufman)
Filmskaber og manuskriptforfatter Charlie Kaufman har sammen med Duke Johnson skabt Anomalisa. Et underspillet, rørende og tragisk samt meget menneskeligt drama – men med dukker. Et sirligt stop-motion-univers, der følger den ensomme Michaels tur til en konference, hvor mødet med en kvinde sender ham ud på en indre rejse om at finde kærligheden – ikke mindst til sig selv.

anomalisa-bedste-film-2016

8) 10 CLOVERFIELD LANE (instruktør: Dan Trachtenberg)
Hvad ville du gøre, hvis Jorden blev ramt at et angreb, der betød døden på grund af strålefare, hvis du gik udenfor? Sådan er det i 10 Cloverfield Lane, hvor man følger tre personer, som har forskanset sig i en underjordisk bunker. Her langt under jorden opstår spliden og paranoiaen dog hurtigt i dette intense kammerspil med en tiltagende paranoia. Min anbefaling.

10-cloverfield-lane-bedste-film-2016

09) MIDNIGHT SPECIAL (instruktør: Jeff Nichols)
Jeff Nichols rev mig omkuld med den apokalyptiske Take Shelter i 2012. Med Midnight Speciel gør han det ikke helt så meget, men bestemt nok til, at denne science fiction- skråstreg underspillede superhelte-film når en niende plads. For en fars flugt med sønnen Alton fra regeringen på grund af drengens utrolige kræfter er både fantasifuld, spændende og tankevækkende, når den er allerbedst.

midnight-special-bedste-film-2016

10) BATMAN V SUPERMAN: DAWN OF JUSTICE (instruktør: Zack Snyder)
2016 blev året, hvor den længe ventede kamp mellem to af superhelteverdenens største ikoner landede. Den er ikke er uden sine blandt andet plotmæssige problemer, men jeg kunne godt lide dens tegneserieæstetik, det bombastiske univers og ikke mindst Ben Afflecks portræt af en brutal mere Batman. Få også lige set Ultimate Edition-udgaven af filmen, der byder på 30 minutter mere spilletid.

batman-v-superman-bedste-film-2016

– Læs også mine top 10-lister for 2009, 2010, 2011, 2012 og 2013 og 2014 og 2015.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook her.

7 fremragende film om kulter

I Paul Thomas Andersons nye film The Master spiller Philip Seymour Hoffman den karismatiske kultleder Dodd Lancaster, mens Joaquin Phoenix er hans protegé. I den forbindelse anbefaler jeg syv fremragende film, der på hver deres måde også omhandler skræmmende kulter og lyssky fællesskaber. Du finder min anmeldelse af The Master her – og se flere ‘7 fremragende film’ her.

ROSEMARY’S BABY (instruktør: Roman Polanski, 1968)
Den skræmmende tvivl og alt det usagte får i Roman Polanskis mesterlige film lov til at lege ondskabsfuld kispus med både publikum og den gravide Rosemary. For hvad tumler naboerne egentlig rundt med og hvor meget foregår blot oppe i hovedet på Rosemary? Ja, selvom filmen har mere end 40 år på bagen, er den stadig et både nervepirrende og medrivende bekendtskab.

rosemarys baby kulter

THE WICKER MAN (instruktør: Robin Hardy, 1973)
Kultiske sange, dansende ritualer og uhyggelige dyremasker. Robin Hardys kultgyser er en både bizar, dybt fascinerende og skræmmende rejse udi indspiste fællesskaber og mystiske ceremonier. En helt unik film, der desuden rangerer højt på min liste over favoritfilm. Så har du kun set det ufrivilligt morsomme remake med Nicolas Cage, bør du straks få fingre i originalen.

wicker man kulter

SUSPIRIA (instruktør: Dario Argento, 1977)
Italienske Dario Argento er en personlig favorit og med Suspiria skabte han en både kulørt, larmende og ikke mindst chokerende film. Man følger her ballerinaen Suzy Bannions grufulde møde med en danseskole, der gemmer på andet end balletsko i skabene. Gruen driver ned af væggene, farverne skriger og soundtracket trygger terroren helt ind i hjertet. Herligt.

suspiria kulter

EYES WIDE SHUT (instruktør: Stanley Kubrick, 1999)
Mesterinstruktøren Stanley Kubricks sidste film omhandler en maskeklædt og orgieglad kult, der sender Tom Cruise og Nicole Kidman på en sælsom rejse ind bag lukkede facader. Man bliver her mødt af uudforsket begær og farlige lyster, der fornemt lader sig optrevle, men aldrig til fulde afsløre. En dragende film, der er indhyllet i uudgrundelig mystik.

eyes wide shut kulter

MARTHA MARCY MAY MARLENE (instruktør: Sean Durkin, 2011)
En film, der roligt, men sikkert tager et insisterende greb om sit publikum efterhånden som det går op én i hvor stort et omfang Martha er blevet hjernevasket af sin tid i en omklamrende kult. John Hawkes er skræmmende god som den egenrådige kultleder, mens Elizabeth Olsen nuanceret får portrætteret en pige i kamp med sig selv og sin fortid. En på mange måder fængslende film.

martha may kulter

RED STATE (instruktør: Kevin Smith, 2011)
Filmen udspiller sig i en flække i USA’s bibelbælte, hvor en gruppe fundamentalistiske kristne pryder bybilledet med hadfyldte demonstrationer imod homoseksualitet og andet, der ifølge deres bibellæsning fordærver verden – og de vil gå langt for at håndhæve Guds ord. Den ekstremistiske menighed holder således gryden lystigt i kog med denne herligt uimponerede bastard af gys, action, komedie og thriller. Dynamisk, fandenivoldsk og uforudsigelig.

red state kulter

KILL LIST (instruktør: Ben Wheatley, 2011)
Der gemmer sig dystre hemmeligheder lige under overfladen i den forrygende Kill List. En mørk rejse væk fra hverdagens spisebordsskænderier og langt ind i et sitrende vanvid, hvor volden hersker og det okkulte regerer. Jep, en urovækkende oplevelse, der med tålmodig insisteren knuger sig ondt om sit publikum. Her kan man ikke andet end hjælpeløst at følge med ind i det klaustrofobiske mareridt.

kill list kulter

De 100 bedste komedier, nogensinde!

Lister over film er altid sjove – og en liste med de 100 bedste komedier bør i sagens natur være ekstra sjov, get it. Det er Time Out London, der står bag listen og de har virkelig været grundige. De har bedt om en top 10 fra mere end 200 personer, der på den ene eller anden måde arbejder med humor – og gennemsnittet af disse lister er blevet til den omfattende liste – 100 Best Comedies Of All Time.

Udover en interessant top 100, der består af både ældre og nye titler, så har man også muligheden for at gå på opdagelse i bidragsyderes personlige top 10 lister, hvilket er ret cool. Her finder man bl.a. instruktøren Edgar Wright, manden bag den fantastiske Shaun of the Dead, som indtager en flot 16. plads, Stephen Merchant, medskaber af The Office og mange mange flere. Mon dine favorit-komedier er på listen?

Klik videre til Time Out London, hvor du kan gå på opdagelse i:
Den omfattende top 100
Bidragsydernes personlige lister