Indlæg

WITHOUT WARNING: Flyvende vagina-frisbee-monstre med tænder i dejligt billig ruminvasion

Filmanbefaling: Ja, overskriften beskriver vel i grunden ganske udmærket, hvad vi her har med at gøre. En kulørt alien-invasionsfilm lavet for en 20’er og en sæk kartofler. Greydon Clarks dejligt naive Without Warning fra 1980 – med den skønne danske titel Jagtområde Jorden – bør fordøjes tilpas tilbagelænet.

Godt nok gælder det intet mindre end Jordens skæbne, men alligevel er der en charmerende rolig vibe over filmen dens ellers ganske potente scener til trods. Jeg mener, den ene sagesløse person efter den anden angribes af flyvende vagina-frisbee-monstre med tænder. Gisp!

without-warning-dvd-anmeldelse-05

Ja, Jorden er under angreb fra rummet! Disse rummonstre er dog ikke personstore krabater, som det fine exploitation-lystige dvd-cover ellers signalerer. Her ser man nemlig et par af dem i menneskestore størrelser flyvende efter en blondine med brystpartiet skudt godt frem.

De er derimod ikke meget større end en halvt vellykket pandekage – og så kan man desuden se fiskesnøren, der får dem til at flyve gennem luften. Herligt. Nej, de er ikke just de mest skræmmende filmmonstre, jeg har set. De er derimod ækle, slimode og ganske grumme, når de sådan suger sig fast på deres ofre og skyder deres lange tænker ind i kødet og suger løs, så blodet flyder.

without-warning-dvd-anmeldelse-04

Desuden finder man selveste Martin Landau og Jack Palance som henholdsvis paranoiaramt eks-soldat og handlekraftig jæger, der forsøger at overleve og dræbe de fæle rumvæsner. Mens også karakterskuespilleren Cameron Mitchell dukker op i en kort machorolle.

De unge campister på flugt er derimod hurtigere glemt – blandt andet en meget ung David Caruso. Lad os kalde dem smuk kanonføde. De udfylder således fint deres pladser, mens man også møder en pjusket Neville Brand, en smugrygende spejderleder og en brovnten kromutter.

without-warning-dvd-anmeldelse-06

Skønne bikarakterer, der sammen med Landau og Palance samt slimede mord, frisbee-monstre og en skønt über-alien er med til at gøre Without Warning til den dejligt dovne og naive lowbudget invasionsgyser, den er. Aldrig uhyggelig, men tilbagelænet 80’er-snask, som jeg kun kan anbefale til andre fans af genren.

Without Warning er udgivet på dvd, men indeholder desværre kun trailer og slidehow som ekstramateriale. Den kan desuden også streames hos Blockbuster.dk.

without-warning-dvd-anmeldelse-03

[tabgroup][tab title=”Without Warning | filmanbefaling”]

without-warning-dvd-cover
Originaltitel: Without Warning, USA, 1980
Udgivelse: April 2015
Instruktion: Greydon Clark
Medvirkende:
Jack Palance, Martin Landau, David Caruso, Tarah Nutter, Christopher S. Nelson, Cameron Mitchell, Neville Brand, Ralph Meeker, Larry Storch Beth, Kevin Peter Hall m.fl.
Spilletid: 1 time 29 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]