Cool kortfilm med robotter og russisk mystik
The Gift er en virkelig vild og flot science fiction kortfilm af Carl Erik Rinsch. Den har netop ramt nettet og udspiller sin mystiske fortælling i et gråt Rusland, hvor en robot-tjener pludselig er på flugt fra politiet.
Rinsch var tæt på at nappe tjansen, som instruktør på den kommende Alien-prequel. Nu arbejder han i stedet på remaket af Creature from the Black Lagoon og 47 Ronin, en episk samuraifilm. Og efter kortfilmen at dømme, kan man godt glæde sig til at se ham udfolde sig i spillefilmslængde. (Og prøv så lige at søge efter reklamefilm af Carl Erik Rinsch på YouTube. Labre sager!) Skynd dig at se The Gift – den er ret fantastisk og efterlader en stakåndet efter mere.
The Gift er en del af Parallel Lines projektet, hvor fem instruktører fra Ridley Scott Associates – et reklame og film produktionsselskab – i samarbejde med Philips har skullet lave en kortfilm i en genre efter eget valg. Eneste regel var, at replikken “It’s a unicorn. Never seen one up close before”, skulle bruges.
Se de to andre offentliggjorte film: Johnny Hardstaffs fremtids-thriller Dark Room og Hi-Sims animerede eventyr Jun & the Hidden Skies. Bestemt også et kig værd.