Indlæg

BLODIG WEEKEND 2013, DAG 2: Fra zombier til kække dræberklovne

I går fredag var anden dag på genrefilmsfestivalens Blodig Weekend (læs mere HER) – og den startede mindre blodig, end den sluttede dagen forinden. For I Declare War rykkede væk fra snasket horrorland og ind i krigsgenren – dog med et cool twist. For man følger her en gruppe børn, der leger krig i en skov, hvor virkeligheden og børnenes fantasi smelter sammen.

Så når de forestiller sig, at de render rundt med rigtige våben, er det også det, man som publikum ser. En spændende måde at gribe børnenes leg an på, der får en ellers uskyldig leg til at gælde liv og død. Der leveres således medrivende krigsscener, mens der fortælles en dynamisk og nuanceret historie om venskab og fjendskab med blandt andet misundelse, magtbalancer og hævntørst i spillet.

i declare war

For selvom det egentlig bare er en gruppe børn, der leger krig i en skov, får dramaet med dette twist ekstra pondus. Nu er her også tale om yderst velspillende børn, der er med til at bevare den brutale illusion hele vejen. Stærkt og vedkommende.

I Declare War 4/6: 4_6 - stars_LILLE

Med dagens anden film var vi tilbage i horrorland med The Battery, der tager et tilbagelænet, men ikke mindre indtagende favntag med zombiegenren. Her følger man Ben og Micky, der bevæger sig rundt i et postapokalyptisk og mennesketomt New England. De er ikke på vej noget bestemt sted hen, men bevæger sig blot for at overleve.

Filmen har derfor også en løs struktur, hvor det ligeså meget er stemningen og forholdet mellem de to venner, der holder filmen kørende, end et egentligt plot – og det fungerer virkelig godt. Både Adam Cronheim som drømmeren Mickey og den mere praktisk anlagte Ben, spillet af Jeremy Gardner, er veloplagte og nogle, man har lyst til at følge rundt i dette ødeland.

battery 02

Det er desuden Jeremy Gardner, der også har skrevet og instrueret filmen – det er han sluppet mere end heldigt fra. Her udfoldes et troværdigt og fængslende univers, hvor der med fint flair for dramaet smides langsomt stavrende zombier ind de helt rigtige steder. Filmens ofte lange og observerende indstillinger er desuden med til at højne realismen, hvor begivenhederne får lov at udspille sig i realtid foran kameraet.

Jeg blev virkelig grebet af stemning, den improviserende og dokumentariske feel, hvor man aldrig rigtig vidste, hvor filmen ville bevæge sig hen – også fordi hverken Ben eller Mickey ved det. Læg hertil et lækkert soundtrack og en velbalanceret brug af (sort) humor midt i håbløsheden og du har en zombiefilm, der formår at give originalt liv til en ofte forudsigelig genre.

The Battery 4/6:4_6 - stars_LILLE

Tredje film på dagens program tog publikum med tilbage til 1970 med den italienske krimi-thriller Forbidden Photos of a Lady Above Suspicion – eller en giallo, som italienerne kalder det. Thure Munkholm, der arbejder på filmfestivalen CPH PIX introducerede med indsigt og beundring den forførende film.

Her følger man den smukke Minou, der i en stemningsfuld åbningsscene opsøges og trues af en mand, der tilsyneladende ligger inde med dystre hemmeligheder om Minous mand. Han afpresser hende således til at underkaste sig sine seksuelle lyster i et herre-slave-forhold – for hvis ikke Minou makker ret, vil han afsløre de skæbnesvangre hemmeligheder, der indebærer mordet på en mand.

forbitten photos

Ingen tror dog på Minous historie om denne mytiske afpresser. Men som det gælder for genren, er ikke alt, hvad det giver sig ud for at være. Det sirlige og løsmaskede plot fører således publikum på afveje og ind i en verden af kynisk afpresning, undertrykte drifter og fordækte kort, mens der kæderyges og køres sjusser ned i et væk. Filmen er dog ligeså meget båret af sin atmosfære som af plottet.

For med sine smukke billeder og et lækkert svingende score, bliver man her henført i en nærmest drømmelignende tilstand, hvor virkeligheden til tider udvaskes og underbevidstheden får lov at tage over – ikke ulig det mareridt den uligevægtige Minou befinder sig.

Forbidden Photos of a Lady Above Suspicion
4/6:
4_6 - stars_LILLE

Med klovne-slasheren Stitches blev der i den grad skiftet gear – og understreget hvor herligt alsidig Blodig Weekend er. Her stod den nemlig på sjov og blodig ballade med herlig lowbudget 80’er vibe og groteske kills. En ond klovn vender tilbage fra graven for at hævne sig på en gruppe børn, der år forinden var skyld i hans død. Hmm, så er det vel i grunden en zombie-dræber-klov-slasher?! Anyways...

stitches

Under en højstemt fest, går jagten således ind på børnene, der nu er teenagere – du ved: hor, druk og drab. ja, det er kloven og de opfindsomme mord, der skal sikre filmens succes. For den er aldrig uhyggelig, karaktererne flade og manuskriptet ikke særligt stærkt. Heldigvis er der også flere gode drab at komme efter – blandt andet ét, der involverer en paraply, eller hvad med en rusten dåseåbner. Cool.

Ja, sorthumoristisk og morbide løjer med en klovn, der lirer cheesy one-liners af. Han spilles desuden veloplagt af komikeren Ross Noble, der også introducerede filmen. Her er dog filmens gode takter til trods ikke tale om en ny klovneklassiker. Delvist charmerende og delvist vellykket, men ikke helt med det tempo og nok oplagte kills til at hæve sig over at være mere end en forglemmelig horror-komedie. Hvilket også er helt ok og ofte nok – som det er tilfældet med Stitches.

Stitches 3/6: 3_6 - stars_LILLE

Sidste film på dagens program var We Are What We Are – et særdeles vellykket amerikansk remake af den mexicanske original fra 2010. Her følger man en familie i dagene efter, at moderen er død på tragisk vis. Familien er selvsagt ramt af sorg – med gemmer også på dystre hemmeligheder. For hvorfor er det lige, at folk forsvinder i det lille samfund, hvor familien lever forskanset fra omverdenen.

En stemningsfuld film, der med nedtonede farver og tungt regnvejr turde tage sig tid til sin historie og ikke jage efter at afvikle det grumme plot. For godt nok er vi i horrorland, men her ligeså meget tale om en film, der er båret af et knudret familiedrama som  af blodig gru og eery scares – hvilket man dog også får, men i små, velvalgte doser.

We Are What We Are Blodig Weekend stills

Desuden er Julia Garner og Ambyr Childers både sarte og stålsatte som familiens engleagtige piger med mælkehvid hud og røde render under øjnene, mens den ordknappe patriark spilles med tungsind og fysisk pondus af Bill Sage – og ja, familiens lille knægt (Jack Gore – ja, Gore, det hedder han sgu) bringer fin uskyld ind i det olme familieforetagende.

En på mange måder vellykket dag to på festivalen, hvor der for alvor blev åbnet op for godteposen med et alsidigt udbud film. Jeg glæder mig i den grad til at hoppe ind i biografen de kommende to dage af Blodig Weekend.

We Are What We Are 5/6: 5_6 - stars_LILLE

– Besøg Blodig Weekend på Facebook HER og eget site HER.
– Læs mine anbefalinger og få et overblik over Blodig Weekend HER.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.