Indlæg

CPH PIX 2018: Menneskeheden på røven og en filippinsk seriemorder

CPH PIX 2018: Så er det ved at være nu, hvis du skal nå at fange bare en af de mange film, der stadig bliver vist på dette års udgave af filmfestivalen CPH PIX i København. For ja, det hele slutter nu på onsdag den 10. oktober. Jeg har naturligvis opholdt mig troligt i biografens mørke, hvor den siden sidst har stået på en tur på et svævende krigsskib samt en ubehagelig filippinsk seriemorder.

Hver gang CPH PIX har haft en film af den sydkoreanske filmskaber Kim Ki-duk på programmet, har jeg siddet klar i biografen. Det gælder også i år, hvor han er aktuel med den intense, brutale og tankevækkende ’Human, Space, Time and Human’. Her kommer man ombord på et krigsskib, der svæver højt oppe blandt skyerne, mens dets passagerer kun bliver mere og mere desperate over både manglen på mad og den håbløse situation i det hele taget.

Således serveres fortællingen som en urovækkende allegori over menneskeheden – og her blandt andet, hvor langt mennesket vil gå for at overleve. Det hele bliver måske nok en kende kategorisk leveret, men heldigvis går Kim Ki-duk linen ud i en film, der dog mangler nogle mere interessante karakterer og et bedre greb om at bevare et nærvær om fortællingen og den i grunden dybt bizarre situation deroppe i himlen.

Med den filippinske og dystre thriller ’Smaller and Smaller Circles’ er en bestialsk seriemorder på spil i 1990’erne. Han tager her livet af unge drenge på stribe i et beskidt slumområde, mens man følger to jesuiterpræster, der forsøger at afsløre morderen, inden han slår til igen. Henholdsvis den erfarne Fader Gus og hans tålmodige assistent Jerome.

Selvom her ganske vist er flere stemningsfulde scener med skyggerne liggende tungt om den drabelige sag, mens der også er et politisk spil på menuen samt temaer som Gud og menneske, så får filmen aldrig rigtig et medrivende greb om mig. Replikkerne synes ofte stive og leveret med manglende nærvær, mens plottet mister faldhøjde, momentum og intensitet undervejs. Filmen når dog nogelunde i mål takket være den tunge stemning og sagens brutale natur.