Indlæg

CPH PIX: søde børn, finurlig krise og dyster hitman

DAG 9: På festivalens niende dag fik jeg set tre film. En sød starter, en finurlig mellemret og en fængslende mørk hovedret. Først den japanske I Wish, der med et barns ukuelige naivitet charmerede sig hele vejen mod rulleteksterne. Her er to brødre blevet skilt ad, da deres forældre er gået fra hinanden. De bor nu i hver deres by, den ene med mor, den anden med far – men begge med håbet om at blive én familie igen.

Uden at det skal lyde kvalmt, så var den liflige I Wish en delikat fornøjelse, hvor man ganske enkelt føler sig godt tilpas i det stille drama. Den rørende historie fortælles uden de store armbevægelser, men med en indsigtsfuld ro og smittende eftertænksomhed, der fornemt belyser livet og hvad det indebærer af håb og forliste drømme – lige barnsben og langt op i voksenlivet. En både sjov og opløftende sag om naivitetens styrke og fantasiens kraft. Jep, en skøn film.

Herefter var det fra Grand Teatret i indre by og ud mod yndlingsbiografen Empire på Nørrebro. Her ventede den semi-deprimerende finurlighed The Future. En mildt sagt off-beat sag, der får vredet nogle yderst surreale scener ud sit grå forstadsmiljø og historien om de midtvejskriseramte James og Sophie, der har knuder i parforholdet. I udgangspunktet noget man har set mange gange før, men her fortalt mere end skævt.

Det er søde Miranda July, der både spiller Sophie, har instrueret og skrevet filmen. Hun stod også bag den fine Me and You and Everyone We Know – samme sarte forløsning rammes desværre ikke her. Det aparte univers ender i stedet med at blive en tand for navlepillende indie-agtigt til min smag – og næsten lige så selvoptaget en størrelse som de to hovedroller, der lider af en frygt for at binde sig og derfor aldrig får først nogle af deres idéer og drømme ud i livet.

To passive karakterer, der til at starte med er tør og deadpan-sjovt selskab. Men deres ugidelighed ender med at blive mere frustrerende end engagerende – og jeg havde mest af alt lyst til at sparke dem ud af deres selvmedlidende neuroser. Miranda er dog svær at stå for. Hun har en forrygende komisk timing, bl.a. i sine akavede forsøg på at optage dansevideoer. Men som helhed fangede dette gadekryds af krøllet kreativitet og midtvejskrise mig ikke – det gjorde derimod dagens sidste film.

Her stod den på eksistentialistisk lejemorder-action med den forførende, thailandske Headshot. Da den retfærdige politimand Tul lokkes i en fælde af korrupte politikere, ender han selv i fængsel. Han hyres nu som lejemorder af en magtfuld bagmand mod at blive sat fri af fængslets tremmer. Det egentlige fængsel er dog hans eget sind og filmen formår således elegant at forene de eksistentielle tematikker med hidsig action.

Her er ganske vist et par plotmæssige bump undervejs, men de er til at leve med. For filmen lever i lige så høj grad af sin tunge og fængslende atmosfære, lige fra poetiske billeder af en våd regnskov til et neonoplyst Bangkok. En smuk og brutal perle, der ligeledes flirter med klassiske film noir-elementer som skæbnesvangre femme fatales og rygende pistoler.

– Læs mere på CPH PIX: I Wish, The Future og Headshot.