Indlæg

CPH PIX: kantet komedie og hårdt arbejde

DAG 11: Filmfestivalen er nu lidt over halvvejs og der har for mit vedkommende bestemt været flere fuldtræffere end misere. Nu håber jeg bare at kunne holde den gode stime de sidste syv dage, hvor der venter mig lige på den anden side af ti film. Søndagens første titel gjorde i hvert fald sit til at holde de positive oplevelser i overtal.

For med den kantede Terri stod den på off-beat og følsomt komediedrama. Den mere end overvægtige teenager Terri har det ikke nemt. Han moppes i skolen, har nærmest droppet at få venner og derhjemme må han passe sin syge onkel. Men tingene ændrer sig måske, da den velmenende rektor Fitzgerald på sin egen skæve måde begynder at guide outsideren gennem problemerne. Et umage venskab tager form og Terris selvtillid får så småt grobund.

En sød historie, der måske ikke ligefrem byder på de store overraskelser, men dramaet er fint leveret og har en håndfuld engagerende karakterer i spil. Jacob Wysocki er på en gang skrøbelig og afbalanceret som Terri, mens John C. Reilly næsten stjæler filmen med uimodståelig komisk timing i rollen som Fitzgerald. Intet indie-mesterværk, men bestemt en fin lille film om teenagelivets usikkerhed og om at turde være sig selv – leveret med masser af underspillet humor og varm oprigtighed.

Min anden søndags-film var den dystert ulmende Hard Labor. Et gråt og råt socialrealistisk drama, hvor arbejdsløshed og håbløshed tager favntag med en lille brasiliansk familie. Manden er blevet fyret og konen har åbnet en lille butik. Begge forsøger de at holde hjulene kørende og modet oppe. Bag den triste realisme begynder mystiske kræfter imidlertid at røre på sig. Bl.a. trænger en slimet sort masse stinkende op gennem butiksgulvet og hunde gør dyrisk i natten.

Her er altså mere på færde end blot det umiddelbart depressive drama. En udefinerbar uhygge bag overfladen. Men desværre går den tiltagende gru og de subtile overnaturlige elementer aldrig for alvor i omklamrende symbiose med filmens realisme. Kun momentant synes uhyggen underspillet at ekkoe ondt familiens hverdag, hvor primale overlevelsesinstinkter skuler ondt ud i intetheden.

– Læs mere på CPH PIX: Terri og Hard Labor.