Jeg bringer en advarsel: de næste 5 minutter står den altså på zombier, så hvis det ikke lige er noget for dig – ja, så scroll ned og følg linket… – men here we go:

Zombier har i adskillige årtier rejst sig fra graven for at frastøde, underholde og gnaske sig gennem et begejstret filmpublikum. Den sejlivede genre har da også med sine forgnaskede kranier, åbne benbrud og blodige headshots en umiddelbare visuel appel. Nu indtager zombierne så igen biograferne, denne gang med den sprøde horrorkomedie Zombieland, hvor en veloplagt Woody Harrelson leverer både grin og gys i massevis.

Forud for dette dugfriske skud på zombie-stammen er der dog stavret mange levende døde over lærredet. Tilbage i 1932 kunne man første gang opleve zombien i White Zombie med legendariske Bela Lugosi på rollelisten og senere bl.a. også i I Walked With a Zombie (1943) og i Edward D. Woods berygtede Plan 9 From Outer Space (1959). Det var dog ikke de blodige zombier, som senere gik hen og blev genrestandarden.

Den sultne zombie med åbenstående mavesæk blev bragt til live af instruktøren George A. Romero, da han i 1968 tog første spadestik med sin sort/hvide zombie-klassiker Night of the Living Dead. Den blev fulgt af farvefilmene Dawn of the Dead i 1978 og Day of the Dead i 1985. Denne appetitlige trilogi er nu blevet en populær franchise. For Romero lod atter de døde gå igen med Land of the Dead i 2005, Diary of the Dead fra 2007 og senest med Survival of the Dead, som netop har haft premiere i USA.

Den langsomt stavrende zombie, som den bl.a. ses i disse film er om ikke død (no pun intended), så i hvert fald blevet udfordret af mere moderne zombier, så at sige. Specielt var Danny Boyles dystopiske 28 Dage Senere fra 2002 med til at træde speederen i bund på kadaverne, som i den grad forstod at løbe sig ind på de skrigende ofre – hvilket også var tilfældet med Zack Snyders effektive Dawn of the Dead-remake fra 2004 og ligeledes den aktuelle Zombieland.

De seneste år har genren haft godt vind i sejlene. Bl.a. myldrer zombierne frem i Robert Rodriquez’ Grindhouse-halvdel Planet Terror (2007), mens de i den spanske [REC] (2007) lurer i mørket. Resident Evil-filmene (2002, ’04 og ’07) er heller ikke er blege for at levere zombie-snask. Ja selv Tobe ”Motorsavsmasskeren” Hooper har bragt de døde til live i Mortuary (2005), mens det irske højland lagde ryg til løjerne i Dead Meat (2004). Og Danmark har også forsøgt sig, dog i mindre skala. Bl.a. med kortfilmen Rådden kærlighed fra 2002 og Codename: Yin/Yang (2006).

Ligeså gruopvækkende det kan være at se sine medmennesker blive revet midt over af sultne zombier, ligeså hysterisk morsomt kan de det også være. Det mere end beviste britiske Edgar Wright med den fantastiske og morsomme Shaun of Dead i 2004. Faktisk var det filmen der inspirerede Zombielands instruktør Ruben Fleischer – og det kan ses. For humoren, filmreferencerne og den medrivende splat er på plads. Helt samme niveau når denne amerikanske broder dog ikke, men for pokker, det er stadig medrivende og ikke mindst morsom zombie-underholdning.

Der er levende døde nok at tage af – og heldigvis kan man plukke nogle af genrens bedste titler ned fra DVD-hylderne. Lige fra Romeros klassikere over italienske Lucio Fulcis Rædslernes Grønne Ø (1979) og videre til rækken af nye zombie-film. Så der er nok at varme op med, inden man bevæger sig ind i mørket for at se de levende døde blive revet midt over eller onduleret med en banjo af Woody Harrelson i Zombieland.

– …og så ikke et ord mere om zombier lige foreløbig…! fingers crossed… – og som et plaster på såret, værsågod.