Indlæg

Jang og de desperate mænd

I forbindelse med udgivelsen af Nicolas Winding Refns seneste film, Bronson, har jeg kigget lidt nærmere på instruktørens øvrige film.

Tilbage i 1996 bragede Winding Refn – også kaldet Jang – gennem det store lærred med spillefilmsdebuten Pusher. Det var håndholdt desperation med Kim Bodnia i hovedrollen som dopedealeren Frank, der ”skulder” Milo (Zlatko Buric) penge. Tre år senere fulgte han succesen op med Bleeder (1999). Igen var Kim Bodnia, Mads Mikkelsen og Zlatko Buric med – og igen ledte Bodnia an. Denne gang som Leo, der ikke kan forholde sig til sit liv og langsomt går op i limningen.

Kim Bodnia i "Pusher"

Herefter drog instruktøren til udlandet for at indspille den engelsksprogede Fear X (2003). Her finder man John Torturro i hovedrollen som Harry, der i et forsøg på at opklare mordet på sin kone begynder at miste besindelsen. Filmen var en kunstnerisk succes og fortalte sin historie med et andet og mere roligt filmsprog, end hvad Refn tidligere havde leveret med sine håndholdte adrenalinindsprøjtninger. Fear X blev modtaget godt af anmelderne – men var bl.a. pga. pengeproblemer og anden produktions-polemik med til at sende Jang til økonomisk tælling med et konkursramt produktionsselskab.

John T i Fear X

John Torturro i "Fear X"

Der skulle nu penge i kassen. Fallitten skulle vendes til profit, så Jang fortsat kunne være en spiller på filmscenen. Planen blev at lave to efterfølgere til debut-successen, nemlig Pusher II (2004) og Pusher 3 (2005). På bare et år både skrev, producerede og indspillede den pressede instruktør de to film. En stresset og energifyldt proces, man kan følge i den fine dokumenter Gambler fra 2006, som går tæt på Refn i den stormombruste periode.

Pusher II kom i kassen og blev en stor succes. Publikum gik i biografen og anmelderne stod i kø for at rose filmen, ikke mindst Mads Mikkelsens præstation i rollen, som den forsømte Tonny. Året efter landede så Pusher 3 med den bombastiske undertitel Angel of Death. Denne gang med Zlatko Burics karakter Milo i centrum. Den fik ikke nær samme positive modtagelse, det selvom filmen er en fremragende skildring af en mands håbløse kamp for at holde sig oven vande.

Z B i Pusher 3

Zlatko Buric i "Pusher 3"

Inden turen kom til den nu aktuelle Bronson (2008), var Refn et smut forbi DR2 programmet den 11. time hvor han i en interviewrække udleverede sig selv for åben skærm, komplet med tårevæddet ansigt og efterfølgende overskifter på spisesedlerne. Om det hele blot var spil for galleriet står uklart, men det gav instruktøren en del spalteplads. Med Bronson er Refn så tilbage i sit rette element, som filminstruktør.

Tom Hardy i Bronson

Tom Hardy i "Bronson"

Forude venter allerede endnu en film af Refn, nemlig vikingefilmen Valhalla Rising med en stum Mads Mikkelsen i rollen som krigeren One-Eye. Filmen har premiere d. 19. marts næste år.