Indlæg

THE WOLFPACK: Den vilde historie om søskendeflokken, der blev holdt indespærret i 14 år

Dokumentar på dvd: Det er en vild og vildt utrolig historie, dokumentaren The Wolfpack fortæller. Her møder man en syv personer stor søskendeflok, som hele deres barndom og op i deres ungdomsår har boet isoleret fra resten af verden i en lejlighed på Manhatten.

Ja, de har praktisk talt været holdt til fange af deres forældre, der ville skærme dem for verden. De har derfor boet og blevet undervist af deres mor gennem hele 14 år i lejligheden, som de kun få gange har været ude af. Indtil for få år siden.

Det er denne både tragiske, morsomme og vilde historie, som instruktør Crystal Moselle utroligt nok her har fået adgang, da hun tilfældigt støder ind i de syv søskende – seks brødre og en søster.

wolfpack-the-dvd-anmeldelse-02

Det er primært brødrene, der fortæller deres historie, men forældrene kommer også til orde. Hvor sympatien overvejende er placeret hos moderen af de to, da det er faderen, som har villet holde børnene afskærmet fra resten af verden – og kun ham med en nøgle til lejligheden.

Jeg skal ikke kunne sige, hvor tæt filmen er på sandheden. Umiddelbart virker søskendeflokken – aka The Wolfpack – dog overraskende normale taget i betragtning af, hvor fucked up deres barndom må have været. Men jeg er jo ikke psykolog, så det skal jeg ikke kloge mig ydereligere på.

Jeg savner dog at komme tættere ind på børnene og deres historie – få flere nuancer med. At der kom mere kompleksitet og dybde ind i beskrivelsen af dem og forholdet til deres mor, far, hinanden og verden.

wolfpack-the-dvd-anmeldelse-03

Portrættet af primært brødrene virker på sin vis en smule fattigt på nuancer og kompleksitet. Men selvom jeg ikke synes at komme vildt tæt ind på livet af dem – og endnu mindre på deres far og mor – er historien som sagt utrolig og bestemt værd at se.

Desuden er drengene søde, generte og karismatiske nok til, at jeg hænger på. Blandt andet når de fortæller om deres store kærlighed til film. For netop film har været den primære flugt fra virkeligheden og beskæftigelse for dem. Deres vindue til verden under opvæksten i lejligheden.

Således ser man, hvordan de genskaber kostumer og udspiller scener fra deres yndlingsfilm. Scener som disse er med til at give The Wolfpack et engagerende lag af eventyr og konkretisere den parallelvirkelighed, som de har levet i. Her bliver deres behov for flugt og virkelighedsflugt håndgribelig.

wolfpack-the-dvd-anmeldelse-01

Det er dog umiddelbart en meget snæver filmsmag, som flokken har, når man tænker på, at de har set mere end 10.000 film. Her er det kun gængse populærkulturelle titler såsom Pulp Fiction og The Dark Knight, de snakker om og spiller. Det virker på mig lidt underligt.

Men snæver filmsmag eller ej, så er The Wolfpack et spændende bekendtskab, jeg vil anbefale folk – også selvom jeg savner lidt mere personlighedsmæssig kompleksitet, mens filmen også den sine steder virker noget iscenesat.

The Wolfpack
er udkommet på dvd den 28. april 2016.
[tabgroup][tab title=”The Wolfpack | dvd”]

wolfpack-dvd-cover
Titel: The Wolfpack, USA, 2015
Release: den 28. april 2016
Instruktion: Crystal Moselle
Medvirkende: Hunter Gray Izabella Tzenkova Crystal Moselle Alex Orlovsky m.fl.
Spilletid: 86 min.
Udgiver: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]