Jeg havde tre film på programmet den første dag på CPH PIX. Det var dog langt fra den mest veloplagte start på filmfestivallen, der ventede med den franske The Girl From Nowhere. For selvom den både bød på overnaturlige fænomener, filosofiske diskussioner og lidt erotisk girl on girl-action, forblev det en prætentiøs snoozefest,
Vi møder her den pensionerede matematikprofessor Michel, der pusler med store tanker og arbejder på sin nye bog i sin rolige og bogfyldte lejlighed. Freden bliver dog brudt, da en pige pludselig dukker forslået op på hans dørtrin. Han tager hende til sig, så hun kan komme sig efter overfaldet – men hvem er hun i grunden og hvad er det for nogle mystiske lyde, der brummer fra lejlighedens indre?
Her kunne være tale om et skoleprojekt for filosofistuderende, der er løbet af sporet, men det er Jean-Claude Brisseau, der står bag både manuskript, instruktion og selv spiller Michel. En omgang flade strøtanker om ensomhed, alderdom og kærlighed med referencer til Victur Hugo og Van Gogh. Men tematikkerne får aldrig luft under vingerne, mens det stive skuespil sætter nye standarter for uoplagthed og døde blikke, hvilket en sød Virginie Legeay som den mystiske pige langt fra afhjælper. Pyha.
The Girl From Nowhere 1/6: 
Der ventede en langt mere veloplagt film med Brandon Cronenbergs bizarre spillefilmsdebut Antiviral. Ja, det er David Cronenbergs søn og man må sige, at æblet ikke er faldet langt fra stammen. For ligesom fader Cronenbergs film, er her også et fokus på kroppens forfald, der udover det rent fysiske ubehag også indeholder både bidsk satire og grotesk humor. Herligt.
Vi befinder os i en nær fremtid, hvor dillen er at få overført sygdomme fra kendisser, så man herved kan føle sig tæt på stjernerne. Ja, kendiskulturen taget til det ekstreme. Syd March (Caleb Landry Jones) arbejder her for et firma, der overfører disse kendissygdomme. Han eksperimenterer imidlertid også med sygdommene på sig selv, men snart løber hans eksperimenter og omgang med underverdenen af sporet.
Filmens sælsomme præmis udfoldes i et smukt stiliseret univers, hvor blanke overflader og hvide vægge står i kontrast til de væmmelige sygdomme og kroppens kødelige forfald. Et både absurd og fascinerende univers, der med sikker hånd får udfoldet den kuriøse historie og Syds optrappende sygdomsforløb. Her rammes således en medrivende balance mellem ren æstetisk body horror og intellektuelt pirrende temaer som identitet og kendiskultur. En fornem debut.
Antiviral 4/6: 
Sidste film på min første dag var Ciaran Foys nervepirrende spillefilmsdebut Citadel – en yderst stemningsfuld horrorfilm med overnaturlige elementer sat i en socialrealistisk ramme. Her danner trøstesløs betonbyggeri og grå skyer bagtæppet for den tragiske historie om Tommy (Aneurin Barnard), der må se hjælpeløst til, mens en gruppe hætteklædte unge overfalder hans gravide kæreste.
Hun overlever ikke, men deres barn kommer til verden. Således må en nu nedbrudt Tommy beskytte sit nyfødte barn, mens de ansigtsløse overfaldsmænd synes at forfølge den angstfyldte alenefar. Den udefinerbare ondskab i de hætteklædte unger bliver således malet effektivt op imod barnets uskyld og Tommys tiltagende angst.
Det er både pokkers gribende og atmosfærefuld gru, hvor spændingen med snigende intensitet og tiltagende uhygge tager et hele vejen fastere jerngreb om sit publikum. Jeg køber således gerne den måske lidt for bombastiske finale for filmen formår hele vejen at fastholde sin onde stemning af fængslende håbløshed.
Citadel 4/6:
