Indlæg

CPH PIX: 18 dages filmfestival er slut

/i /af

DAG 18: Jeg dækkede for tredje gang CPH PIX her på bloggen og efter 18 dage med masser af forrygende, fængslende og spændenden film havde filmfestivalen sin sidste dag i søndags. Så nu vender bloggen tilbage til de sine mere vante folder.

Det har virkelig været et stærkt program i år med langt flere gode filmoplevelser end fusere. Skønt. Jeg nåede at se og skrive om små 38 film ud af det omfangsrige udvalg. Vanen tro kom jeg godt rundt i både genrer og verden med film fra bl.a. Frankrig, Grækenland, Japan, Mexico, Australien, Tyskland, Indonesien, USA, Filippinerne, Sydkorea og Brasilien – her blev der budt på alt lige fra nære dramaer, aparte absurditeter, spaglede skrækfilm, intens action og søde komedier.

Som det forhåbentlig har fremgået af mine skriverier fra i år, er det en festival, der giver rig mulighed for mange forskellige oplevelser – og noget for enhver smag. Og skulle man overhovedet have været i tvivl, så viser CPH PIX med al tydelighed, at der i den grad sker spændende ting i filmlandskabet rundt omkring i verden.

De 38 film jeg fik set og skrevet om på CPH PIX 2012: Last Screening, Dark Horse, Lovely Molly, Weekend, Le Petit Poucet, Miss Bala, Take Shelter, Faust, Gantz, Gantz: Perfect Answer, Sleep Tight, Arirang, Smuggler, Himizu, Poongsan, The Raid: Redemption, Snowtown, Scabbard Samurai, I Wish, The Future, Headshot, L, Tim and Eric’s Billion Dollar Movie, Livid, Terri, Hard Labor, Reported Missing, The Preening Swan, Porfirio, The Human Centipede 2, Twixt, Alps, By Day and By Night, 4:44 Last Day on Earth, Killer Joe, Kinetta, For Ellen, Captive.

– Læs mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011 og 2012.

CPH PIX: sidste dag på festivalen endte i junglen

/i /af

DAG 17: I går nåede jeg så til sidste dag på filmfestivalen CPH PIX her i København. Desværre blev mine to planlagte visninger skåret ned til en enkelt, fordi kopien der skulle vises af Hemel var uden undertekster. Øv – og desværre får jeg ikke tid til ekstravisningen på tirsdag. Nå, men heldigvis fes festivalens sidste dag ikke ud i sandet. For med den filippinske Captive var der dømt terrorfyldt junglehelvede.

Filmen er baseret på gidseltagningen af en gruppe turister tilbage i 2001 på Filippinerne. Man følger således gidslerne og gidseltagernes vandring gennem en på alle måder udfordrende jungletur. Det er ikke meget baggrundsviden man får, hverken om de politiske forhold, gidslerne eller gidseltagerne – en muslimsk terrorgruppe tilknyttet al-Qaeda. Man kastes så at sige uforberedt ud i mareridtet. En både intens og smuk film, der fornemt fik trukket mig med ind i junglens håbløse dyb.

Noget af ’muslim-versus-kristen-retorikken’ blev godt nok en smule firkantet, mens pointer om menneskelig splid og næstekærlighed ikke altid fik lige overbevisende eller nuanceret fat. Men rejsen ind i usikkerheden greb mig med sine både foruroligende og poetiske billeder, hvor heftige ildkampe undervejs slog intenst ned i den sitrende atmosfære. Jeg så også Brillante Mendozas fremragende rå og klaustrofobiske Kinatay på festivalen i 2010 og ser bestemt frem til flere film af ham.

– Læs mere på CPH PIX: Hemel og Captive.

CPH PIX: tomgang, melankoli og prisuddeling

/i /af

DAG 16: Jeg varmede op med to film inden festivalens prisuddeling på Vega lørdag aften. Det var dog en noget sløv opvarmning. Først var der med Kinetta dømt græsk tålmodighedstest, mere end en tankevækkende absurditet, som det er tilfældet med instruktøren Yorgos Lanthimos’ to andre film, Dogtooth og Alps – samt den ligeledes absurde græker L, som jeg også har set på festivalen i år.

Det er ikke sådan at afkode, hvad Kinetta handler om. Her er ikke nogen egentlig progression i fortællingen eller et sammenhængende plot. Ikke at det er nødvendige elementer for en spændende filmoplevelse. Se blot instruktørens to andre film, der ligeledes leger kryptisk med mediet. Men i denne næsten ordløse debutfilm opnår de aparte scener aldrig for alvor en dragende symbiose, hvor bl.a. klodsede og ofte komiske genskabelser af forbrydelser er et tilbagevendende element.

Desværre er der alt for få af de groteske optrin, der vækker bare en form for følelse eller eftertanke. Gab. For mit vedkommende var det derfor mest interessant at se filmen som en slags forstudie til instruktørens to andre og overlegne film. Med dagens anden film, blev min tålmodighed atter sat på prøve. Der var dog med den melankolske For Ellen tale om et noget mere tilgængeligt drama.

Her følger man i dvælende tempo rockstar-spiren Joby Taylor, der midt en skilsmisse må kæmpe for retten til at se sin datter. Et skilsmissedrama i halvt tempo, hvor den selvfede Joby konfronteres af egen egoisme, ensomhed og utilstrækkelighed. Paul Dano er desværre ikke specielt troværdig eller interessant som rockstar med vridende hofter og sort neglelak. Dramaet kommer til at mangle nærvær og nerve i denne for lidt engagerende omgang tungsind tilsat et døsigt snelandskab som kulisse.

Om aftenen var der så prisuddeling, hvor Politikens Publikumspris først blev uddelt. Det er festivalens publikum, der har kunnet afgive stemmer til ti nominerede film, hvor vinderen vil få hjælp til markedsføring og en mulig biografdistribution. Af de nominerede har jeg kun set The Human Centipede 2 (som desværre ikke vandt) og den søde, japanske I Wish. Det blev det canadiske folkeskoledrama Monsieur Lazhar, der løb med prisen.

Festivalens anden pris, New Talent Grand PIX, gives til en debuterende instruktør, der udover æren også får 30.000 euro. Det er en international jury, der udnævner vinderen af ti nominerede debutfilm og i år gik prisen til det brasilianske drama Neighbouring Sounds. En film hvor naboskab og frygt er i spil. Jeg har ind til videre kun set  L, Snowtown og Reported Missing af de nominerede.

Efter prisuddelingen stod den så på fest samt koncert med danske Shiny Darkly og Thee Attacks. Rock og rul samt filmsnak med andre af festivalens deltagere. En virkelig hyggelig aften – og det er altid sjovt at få snakket med andre filmfans om festivalens mange film. Helt færdig er CPH PIX dog ikke, for i dag venter mine sidste film – og i næste uge er der ekstra visninger, hvis man er sulten på mere.

– Læs mere på CPH PIX: Kinetta og For Ellen.

CPH PIX: flad sci-fi, tom undergang og cool morder

/i /af

DAG 15: Efter at jeg i torsdags byttede biografmørket ud med en voldsom og vildt sjov koncert med Andrew W.K., var jeg godt gennembanket tilbage på PIX om fredagen. By Day and By Night var den første af dagens tre film – en omgang lommefilosofisk science fiction fra Mexico. Den formåede dog ikke at indfri de store tanker og sit futuristiske familiedrama til en specielt gribende film.

I en dystopisk fremtid har man pga. af overbefolkning givet befolkningen et enzym, der styrer deres søvn. Herved er der skabt et ’nathold’ og et ’daghold’ – to grupper, der aldrig kan mødes. Sorgen rammer en mor, da hun mister sin datter, der på mystisk vis skifter ’hold’. Kernen i filmen er altså et menneskeligt drama, der også jonglerer med tanker om bl.a. personlig frihed og hvad det vil sige at være menneske. Dramaet får bare aldrig følelsesmæssigt fat og de filosofiske idéer ikke nok resonans.

Sandra Echeverría giver ikke rollen som ulykkelig mor det nødvendige nærvær – og man savner i det hele taget karakterer, der kunne give historien den nødvendige dramatiske bund. Det futuristiske miljø er heller ikke just fængslende. Her leveres dog et par smukke billeder, hvor et naturfrodigt fremtidslandskab fornemt forener fortid og fremtid. Men sine gode takter til trods, var det en ujævn og for lidt gribende film.

Herefter ventede endnu en dyster fremtidsvision, nemlig selve jordens undergang. Men i Abel Ferraras storby-spiritualistiske undergangsfilm 4:44 Last Day On Earth er det ikke med et brag, at dommedag iscenesættes, men hjemme hos en rynket Willem Dafoe og hans kunstnerkæreste Shanyn Leigh, der deler den sidste dag og nat sammen, inden det hele er forbi. Et i grunden småirriterende New Yorker-boheme-par med malerpensler og Buddha-statuer på hylderne. Oh well…

Ja, budgettet er skrabet, men det ændrer ikke på et til tider småhysterisk overspil, hvor Shanyn Leigh leder skingert an. De to virker ikke til at være blevet ’spillet ordentligt sammen’ til at skabe den intensitet, der sigtes efter. Og tanker om hvordan mennesket vil agere i sine sidste timer forbliver postulater og ikke en tankevækkende og gribende film. Dog flyder der en smule cool storby-tritesse ud mellem de teatralske sideben, men i sidste ende efterlod jordens undergang mig kold. Øv.

Heldigvis sørgede William Friedkins yderst underholdende og foruroligende Killer Joe for at dagen ikke endte med tre flade film. Langt fra. Sagerne løber her helt af sporet for den forgældede Chris, da han hyrer den korrupte strømer Joe Cooper aka Killer Joe til at nakke sin mor, så han kan få udbetalt forsikringssummen. Men Chris aner ikke hvor hurtigt hans situation kan gå fra gal til katastrofal – og snart er hele hans bonderøvs-familie viklet ind i det spegede mordkomplot.

Et hedt Texas skaber en perfekt ulmende atmosfære til denne skarpt skrevede sag, der med sikker hånd om sin sorthumoristiske historie og fantastiske cast fik sat medrivende fut under både manglende moral og iltre temperamenter. Matthew McConaughey er fænomenal som den kolde Killer Joe, Juno Temple forførende som datteren Dottie og Thomas Haden Church sjov som smådum familiefar. Et aparte og voldsomt cool comeback for manden bag Eksorcisten og The French Connection.

– Læs mere på CPH PIX:
By Day and By Night, 4:44 Last Day On Earth og Killer Joe.

CPH PIX: Campet Coppola og identitetsforvridninger

/i /af

DAG 14: Det er altid spændende af se, hvad de gamle mestre går og roder med. Så selvfølgelig skulle jeg se Francis Ford Coppolas nyeste film – manden bag klassikere som Dommedag nu og ’Godfather’-trilogien. Den gotiske horror-flick Twixt er dog ikke en klassiker in spe. For denne hyldest til de campede og billige B-film fra back in the days løfter sig aldrig rigtigt fra jorden – selvom man både støder på børnemord, drømmende scenarier badet i koldt månelys og en lille bleg pige i korset.

Val Kilmer spiller en falleret gyserforfatter, der under sit ophold i en døsig by opfordres til at undersøge et grumt seriemorder-mysterie. En blodig tragedie, der muligvis kan inspirere til en ny bog. Drøm og virkelighed begynder dog på mystisk vis at vikles uløseligt sammen for den fortabte forfatter. Desværre bliver Coppolas hyldest til de campede skrækfilm hverken rigtigt gribende eller underholdende.

Mysteriet får aldrig bid og drømmeuniverset er ikke særligt fængslende. Det er altså ikke nok med skæve vinkler og kunstig belysning til at skabe atmosfære. Val Kilmer er dog et lyspunkt, selvom hans kliché af en fordrukken forfatter ikke for alvor får lov at folde sig ud. Det er dog meget sjovt, at 3D-formatet i to scener bruges som en kitschet gimmick. Men kitschværdi eller ej, så halter historien, man savner interessante karakterer og de billige effekter mangler charme. Øv.

Jeg har allerede en gang været et smut i Grækenland med den aparte L – og med Alps stod den på endnu en absurd græker. Her fortælles den groteske historie om en gruppe mennesker, der tilbyder at erstatte og imitere afdøde familiemedlemmer, for herved at lindre sorgen hos de efterladte (!). En bizar præmis, der med underspillet komik og sære menneskelige relationer bl.a. sætter tankevækkende skub i idéer om identitet og hvordan man selv agerer i de relationer, man indgår i.

Instruktøren Giorgos Lanthimos, der også står bag Dogtooth og Kinetta (begge er at finde på PIX) introducerede filmen og deltog efterfølgende i en Q&A. Det var interessant bl.a. at høre om instruktørens tanker bag den aparte historie, som han selvsagt ikke kunne give entydige svar på, men håbede ville sætte publikums egne tanker i gang. Det gjorde den, om end filmen ikke helt opnåede det følelsesmæssige punch, der gemte sig bag absurditeterne.

I dag bytter jeg biografmørket ud med en koncert. Et lille afbræk inden festivalen sidste visninger og afslutningsfesten på lørdag, som man kan sikre sig billet til HER.

– Læs mere på CPH PIX: Twixt og Alps.

CPH PIX: Colombiansk kørestol og sadistisk fryd

/i /af

DAG 13: Den første af dagens to titler var den afdæmpede Porfirio. Filmen er baseret på den virkelige historie om Porfirio Ramirez Aldana, der på trods af at være bundet til sin kørestol forsøgte at kapre et fly. Det er den rigtige Porfirio, der har hovedrollen og på den måde opstår et intimt forhold mellem dokumentar og fiktion. Filmen fungerer på flere måder som et observerende portræt, der uden et egentlig forløb blot følger Porfirios stillestående hverdag i tiden inden flykapringen.

Nej, der sker ikke meget i denne minimalistiske sag. Det er selvfølgelig en pointe i sig selv, at gøre publikum til passive tilskuere til Porfirios daglige anstrengelser og døsige dage. En observerende stil, der med et følsomt nærvær giver et både skrøbeligt og ærligt portræt af en mand, der forsøger at opretholde sit liv og værdighed. Filmens stilstand og repetitive væsen giver dog en smule kald på engagementet undervejs, men aldrig mere end at Porfirios menneskelige tilstedeværelse forbliver intakt.

Og så stod den ellers på herligt udpenslede perversiteter i den voldsomme The Human Centipede 2 – opfølgeren til den ligeledes morbide første film fra 2009. Det groteske koncept tages her til nye højder, for i stedet for blot tre, har den vanvittige Martin planer om at sy hele tolv mennesker sammen – ja, med mund til anus – så de til sidst udgør et grusomt menneskeligt ’tusindben’. En ganske enkelt bizar præmis, der også i denne omgang fascinerer, frastøder og fryder (men smid lige logikken væk).

Selvom her ikke er samme minutiøse dvælen ved og insisteren på at trække pinen ud for de sammensyede ofre, er det bestemt stadig en grum sag. Men de væmmelige indgreb opnår ikke helt samme ulækre nærvær og fysiske ubehag som i den første film. Måske fordi konceptet antager så absurde proportioner og at man ikke rigtigt får et forhold til de mange ofre. Det ændrer dog ikke på, at det er en yderst depraveret rejse, den syge og storsvedende Martin tager publikum med på.

Instruktøren Tom Six har ligeledes gjort det snedige metagreb, at gøre Martin til fan af den første film – det er altså filmen, der inspirerer til hans ugerning. Et morbidt indspark i censurdebatten. Desuden er Laurence R. Harvey et kropsligt trumfkort som underkuet sadist og monstermand, der med ubehagelig upræcished molesterer sine ofre. Den første film er stadig min favorit, men scenariet besidder også her sin egen syge poesi, selvom volden i denne ombæring runger mere hult.

– Læs mere på CPH PIX: The Human Centipede 2 og Porfirio.

CPH PIX: kedelig tysker og 60’er-bobbet retrogys

/i /af

DAG 12: Den sidste uge på festivalen blev for mit vedkommende ikke skudt specielt medrivende i gang. For den tyske Reported Missing var et noget trægt thriller-mysterie. Da Lothars 14-årige datter på mystisk vis forsvinder, indleder han straks en eftersøgning. Mystikken tager til, for det viser sig, at flere og flere børn forsvinder – men hvorhen, og hvorfor vil ingen af datterens venner snakke om det?

Og så burde man egentlig pege på nogle af filmens kvaliteter – de er dog til at overse. Groft sagt. Idéen med de forsvundne børn og den ensomme fars jagt på sandheden er dog i udgangspunktet interessant og afføder også et par fængslende billeder. Men historien afvikles for sløvt og mysteriets konturer tegnes simpelthen ikke engagerende nok op til at pirre nysgerrigheden eller blot sikre en smule spænding, (nå jo, den sultne Lothar stjæler godt nok en pita kebab på et tidspunkt, bum bum).

Man kan selvfølgelig gribe fat i filmens tematiske lag, så som generationers kamp, men det gør ikke filmen til et mere engagerende bekendtskabt – hvilket en anonym hovedkarakter og et par pulserende violiner på lydsiden ikke ændrer på. Men ret skal være ret, for det er selvfølgelig et plus, at instruktøren hedder Jan Speckenbach – smag lige på den, Speckenbach, Speckenbach, Speckenbach…!

Min anden og sidste film på mandagens menu var en omgang okkult 60’er-nostalgi. For med retrogyset The Preening Swan stod den på bobbet hår, brunt og blomstret interiør samt uskyldig midnatsgru. Den yndige Barbara besøger den formælte Howard, men i skyggerne af flirten lurer uhyggen. For en morder huserer i nabolaget – og da Barbara finder en blodig hårklump, får morder-mysteriet uventet liv.

Det er charmerende 60’-camp med en finurlig skrækfilmsfortælling, der også tillader sig et par herlige afstikkere, bl.a. et bizart mareridt og en klodset edderkoppejagt. Men ja, det er en ujævn lowbudget-produktion og filmen bliver til tider lige lang nok i spyttet, bl.a. morderens obligatoriske bekendelser. Men Jordana Oberman er superskøn som Barbara – en pige, der ikke sådan er til at skræmme. Hun er hele filmen værd, mens også et par smukke mord gør 60’er-homagen et bekendtskab værd.

– I aften venter bl.a. den forhåbentlig übermodbydelige The Human Centipede 2, der har fået en ekstravisning, efter den første blev aflyst. Så der ses vi – jeg glæder mig.

– Læs mere på CPH PIX: Reported Missing og The Preening Swan.

CPH PIX: kantet komedie og hårdt arbejde

/i /af

DAG 11: Filmfestivalen er nu lidt over halvvejs og der har for mit vedkommende bestemt været flere fuldtræffere end misere. Nu håber jeg bare at kunne holde den gode stime de sidste syv dage, hvor der venter mig lige på den anden side af ti film. Søndagens første titel gjorde i hvert fald sit til at holde de positive oplevelser i overtal.

For med den kantede Terri stod den på off-beat og følsomt komediedrama. Den mere end overvægtige teenager Terri har det ikke nemt. Han moppes i skolen, har nærmest droppet at få venner og derhjemme må han passe sin syge onkel. Men tingene ændrer sig måske, da den velmenende rektor Fitzgerald på sin egen skæve måde begynder at guide outsideren gennem problemerne. Et umage venskab tager form og Terris selvtillid får så småt grobund.

En sød historie, der måske ikke ligefrem byder på de store overraskelser, men dramaet er fint leveret og har en håndfuld engagerende karakterer i spil. Jacob Wysocki er på en gang skrøbelig og afbalanceret som Terri, mens John C. Reilly næsten stjæler filmen med uimodståelig komisk timing i rollen som Fitzgerald. Intet indie-mesterværk, men bestemt en fin lille film om teenagelivets usikkerhed og om at turde være sig selv – leveret med masser af underspillet humor og varm oprigtighed.

Min anden søndags-film var den dystert ulmende Hard Labor. Et gråt og råt socialrealistisk drama, hvor arbejdsløshed og håbløshed tager favntag med en lille brasiliansk familie. Manden er blevet fyret og konen har åbnet en lille butik. Begge forsøger de at holde hjulene kørende og modet oppe. Bag den triste realisme begynder mystiske kræfter imidlertid at røre på sig. Bl.a. trænger en slimet sort masse stinkende op gennem butiksgulvet og hunde gør dyrisk i natten.

Her er altså mere på færde end blot det umiddelbart depressive drama. En udefinerbar uhygge bag overfladen. Men desværre går den tiltagende gru og de subtile overnaturlige elementer aldrig for alvor i omklamrende symbiose med filmens realisme. Kun momentant synes uhyggen underspillet at ekkoe ondt familiens hverdag, hvor primale overlevelsesinstinkter skuler ondt ud i intetheden.

– Læs mere på CPH PIX: Terri og Hard Labor.

CPH PIX: absurd græker, vanvid og et gotisk gys

/i /af

DAG 10: Min lørdag startede med den græske absurditet L. En sær snegl af en film, hvor den ene aparte scene afløser den anden. I centrum for de groteske optrin finder man en 40-årige chauffør, der lever af at fragte honning til en knotten mand i rød poloshirt (!) – nå ja, og så er der bl.a. også en mut motorcykelbande, en bjørne-mand og en række livløst leverede sange (!).

Det hele er lige ved at ende som én stor og distanceret stiløvelse udi absurditeter, hvor replikkerne konsekvent leveres med monotom klang. Men filmen voksede på mig efterhånden som den mærkværdige historie foldede sig ud og bl.a. med tilbagevende elementer trak krøllede tråde mellem nonsens-scenerne. Helt vellykket vakler grækeren sig dog ikke i mål, men byder bestemt på flere fine scener, bl.a. diskussionen om navngivningen af en båd – herlig tør og underspillet komik.

De aparte optrin fortsatte med dagens anden film, dog i en langt mere udadvendt og farvestrålende indpakning, nemlig med vanvidskomedien Tim and Eric’s Billion Dollar Movie. De to gutter bag har med deres bizarre sketchshow ramt en komisk guldåre af herligt upassende, uskønne og ulækre morsomheder. Deres outrere stil og kradse komik er her intakt, men deres univers klarer ikke helt vellykket overførslen til spillefilmsformatet.

Tempoet holdes ikke hele vejen og efter en suveræn første del bliver der til tider en smule langt imellem de vellykkede gags. Det ændrer dog ikke på, at der hives mange grin ud af løjerne, hvor Tim og Eric forsøger at tjene en milliard dollars, så de kan betale deres gæld til en ond olding. Filmen er desuden spækket med bizarre biroller, bl.a. kendisser som en sygdomsramt John C. Reilly, Zach Galifianakis som modeguru og en hysterisk Will Ferrel – well, og en mand, der sælger brugt toiletpapir (!).

Aftenen sluttede med det grumme, gotiske gys Livid – en film jeg har set meget frem til. For de to franskmænd bag, Julien Maury og Alexandre Bustillo debuterede i 2007 med Inside, som er en af de seneste års absolut mest forrygende, blodige og poetiske skrækfilm. Det smukke og grumme er også her fængslende forenet, men i en mere ambitiøs historie, der ganske vist en mindre blodig, men fyldt med tung haunted house-stemning i det store, knirkende hus, hvor filmen udspiller sig.

På sin første dag som hjemmehjælper, besøger den unge Lucie en creepy gammel dame, der nærmest som et lig med iltapparat ligger i koma i sit store hjem. Da natten falder på, vender hun, kæresten og en ven tilbage for at finde den skat, som den rige olding efter signede skulle gemme et sted i huset. Deres skattejagt ender dog snart som et overnaturligt mareridt, der med en egen mørk logik sætter virkeligheden ud af spil og i stedet indsætter isnende gru.

For filmen starter godt nok som en stemningsmættet spøgelseshistorie grundet i en relaterbar virkelighed, men ender som et regulært mareridt, hvor det uforklarligt overnaturlige hersker. Man forstår godt sammenligningen med bl.a. italienske Dario Argentos irrationelle skrækfilm. Livid vil helt sikkert også tabe publikummer pga. sin mangel på rationel sammenhæng, men jeg var vild med den drømmende logik, dystre atmosfære og det overrasende genremiks.

– Læs mere på CPH PIX: L, Tim and Eric’s Billion Dollar Movie og Livid.

CPH PIX: søde børn, finurlig krise og dyster hitman

/i /af

DAG 9: På festivalens niende dag fik jeg set tre film. En sød starter, en finurlig mellemret og en fængslende mørk hovedret. Først den japanske I Wish, der med et barns ukuelige naivitet charmerede sig hele vejen mod rulleteksterne. Her er to brødre blevet skilt ad, da deres forældre er gået fra hinanden. De bor nu i hver deres by, den ene med mor, den anden med far – men begge med håbet om at blive én familie igen.

Uden at det skal lyde kvalmt, så var den liflige I Wish en delikat fornøjelse, hvor man ganske enkelt føler sig godt tilpas i det stille drama. Den rørende historie fortælles uden de store armbevægelser, men med en indsigtsfuld ro og smittende eftertænksomhed, der fornemt belyser livet og hvad det indebærer af håb og forliste drømme – lige barnsben og langt op i voksenlivet. En både sjov og opløftende sag om naivitetens styrke og fantasiens kraft. Jep, en skøn film.

Herefter var det fra Grand Teatret i indre by og ud mod yndlingsbiografen Empire på Nørrebro. Her ventede den semi-deprimerende finurlighed The Future. En mildt sagt off-beat sag, der får vredet nogle yderst surreale scener ud sit grå forstadsmiljø og historien om de midtvejskriseramte James og Sophie, der har knuder i parforholdet. I udgangspunktet noget man har set mange gange før, men her fortalt mere end skævt.

Det er søde Miranda July, der både spiller Sophie, har instrueret og skrevet filmen. Hun stod også bag den fine Me and You and Everyone We Know – samme sarte forløsning rammes desværre ikke her. Det aparte univers ender i stedet med at blive en tand for navlepillende indie-agtigt til min smag – og næsten lige så selvoptaget en størrelse som de to hovedroller, der lider af en frygt for at binde sig og derfor aldrig får først nogle af deres idéer og drømme ud i livet.

To passive karakterer, der til at starte med er tør og deadpan-sjovt selskab. Men deres ugidelighed ender med at blive mere frustrerende end engagerende – og jeg havde mest af alt lyst til at sparke dem ud af deres selvmedlidende neuroser. Miranda er dog svær at stå for. Hun har en forrygende komisk timing, bl.a. i sine akavede forsøg på at optage dansevideoer. Men som helhed fangede dette gadekryds af krøllet kreativitet og midtvejskrise mig ikke – det gjorde derimod dagens sidste film.

Her stod den på eksistentialistisk lejemorder-action med den forførende, thailandske Headshot. Da den retfærdige politimand Tul lokkes i en fælde af korrupte politikere, ender han selv i fængsel. Han hyres nu som lejemorder af en magtfuld bagmand mod at blive sat fri af fængslets tremmer. Det egentlige fængsel er dog hans eget sind og filmen formår således elegant at forene de eksistentielle tematikker med hidsig action.

Her er ganske vist et par plotmæssige bump undervejs, men de er til at leve med. For filmen lever i lige så høj grad af sin tunge og fængslende atmosfære, lige fra poetiske billeder af en våd regnskov til et neonoplyst Bangkok. En smuk og brutal perle, der ligeledes flirter med klassiske film noir-elementer som skæbnesvangre femme fatales og rygende pistoler.

– Læs mere på CPH PIX: I Wish, The Future og Headshot.