2014 – Filmskribenten

Indlæg

CPH PIX 2014: To ugers forrygende filmfest sluttede med bravur

17. april 2014/i CPH PIX 2014 /af Bjarke Friis Kristensen

Så nåede CPH PIX 2014 sin ende, og hvilken ende. Det var nemlig for mit vedkommende min personlige favorit, sydkoreanske Kim Ki-duk, der fik lov at sætte punktum for to ugers filmfest i de københavnske biografer. Jeg nåede selv at få set 27 beskedne titler ud af det 150 film store program, mens jeg desværre ikke har nået nogle af de koncerter, debatter og andre events, festivalen også har budt på.

Det er i biografens mørke, jeg finder mit CPH PIX, et mørke, der i år langt overvejende har budt på gode og fremragende filmoplevelser. Mine festivalhøjdepunkter kommer længere nede i teksten. For jeg vil lige runde de syv titler, jeg sluttede festivalen af med – fra kinesisk hævndrama, monsterfilm og japansk vanvid til spansk syre, iskold science fiction og ordløst drama.

Den kinesiske A Touch of Sin leverede en voldsom hævnhistorie, hvor man på skift følger fire personer, der tager deres hævn – blandt andet over korrupte chefer og nådesløse arbejdsgivere. Intens, insisterende og ikke mindst brutal, mens samfundskritikken sitrer bag blodsudgydelserne. De fire skæbner sættes desuden fornemt i relation til hinanden og samfundet som hele.

Herefter gik turen til et sneklædt Østrig med isolationsgyset The Station, hvor en flok forskere på en klimastation i Alperne kommer i en alvorlig knibe, da de pludselig står ansigt til ansigt med glubske, muterede monstre. En flot og stemningsfuld creature feature med herligt old school effekter og et herligt cast. En skøn overraskelse. Der var også overraskelser i den japanske R100. Det regnede jeg nu også med, da det er nyeste film fra vildbassen Hitoshi Matsumoto.

Her får en japansk herre i den grad røven på komedie. For da han melder sig ind i mystisk bondageklub, kan han aldrig vide sig sikker for, hvornår de hårdtslående dominatrixer tropper op for at piske, spytte på og ydmyge ham. Absurd, sjov og uforudsigelig bizarro, der konstant overrasker og elegant leger med mediet og publikums forventninger. Det absurde herskede også i den spanske The Distance.

Her er nemlig tale om 80 minutters surrealistisk heist-film om tre telepatiske dværge, der skal bryde ind og stjæle et ukendt objekt i et øde kraftanlæg i Sibirien. Det ene bizarre og sorthumoristiske optrin afløser det andet, hvor man blandt andet også møder et skorsten, der taler japansk. Til tider tenderer løjerne at være påtaget kuriøse, men lykkedes langt overvejende godt med sit syrede univers. Skør og skøn.

Sydkoreanske Joon-ho Bong, der blandt andet står bag monsterfilmen The Host og den fremragende Mother, som jeg så på CPH PIX i 2010, er klar med sin første engelsksprogede film, science fiction-filmen Snowpiercer. Den fik en ekstravisning, så jeg fik heldigvis mulighed for at springe på filmens højteknologisk tog, der huser Jordens sidste mennesker i en ny brutal istid. De fattigste bagerst, de rigeste forrest. Du ved, en lidt stivbenet allegori over rig og fattig, samfund og klasseskel.

Men det er også både intenst og underholdende at følge de fattiges oprør og deres brutale vej sig op gennem togets vognsæt. Chris Evans og Jamie Bell leder energisk an med en vis John Hurt på sidelinjen og Tilda Swinton som overspillet skurk. Så selvom filmen vakler lidt i sin plotafvikling og metaforerne er tunge i røven, var det bestemt en god togtur. Hermed var jeg ankommet til min sidste dag på CPH PIX.

Den bød først på en syret tur i Disneyland med Escape From Tomorrow, hvor en familiefar går op i limningen på en tur i forlystelsesparken. Han begynder at se syner, mens virkelighed og mareridt flyder sammen. Filmen er skudt guerilla-style uden Disneys tilladelse, hvilket selvfølgelig er sjovt og lidt af et scoop at slippe afsted med. Så selvom filmen har sine fodfejl og dårligt skuespil, er det en herligt sær film.

Min sidste film på festivalen var sydkoreanske Kik Ki-duks Moebius – en forrygende afslutning på CPH PIX. For det ordløse drama om en mildest talt dysfunktionel familie rullede over lærredet med alt det bedste fra øverste hylde, du ved, incest, voldtægt og sex, kastrering, utroskab og skyld. Urovækkende, fascinerende og med veldoseret galgenhumor. Kim Ki-duk er sgu stadig en stand up guy.

Okay, så lad mig hurtigt lige nævne nogle af højdepunkterne. De tæller blandt andet Sion Sonos forrygende vanvittige Why Don’t You Play in Hell?, hårdtslående håndmadder med The Raid 2 og onde nazi-zombier med Dead Snow: Red vs. Dead, videre til Alejandro Jodorowskys fascinerende The Dance of Reality, japansk bizarro med R100 og et gysende gensyn med Eksorcisten og tilhørende besøg af William Friedkin samt selvfølgelig Kim Ki-duks Moebius.

Værd at nævne er også den absurde komedie Wrong Cops, den syrede animations-dystopi The Congress samt den mareridtsgivende Enemy og monsterfilmen The Station. Men inden jeg får listet alt, jeg har set, så lad mig blot slå fast, at CPH PIX altså for mit vedkommende langt overvejende har budt på gode filmoplevelser. Alsidig, udfordrende og underholdende. Ja, jeg glæder mig selvfølgelig allerede til næste år.

Til dem, der ikke orker at læse mere end én linje om hver film:
– A Touch of Sin. Brutal hævnfilm, man bør se – om ikke andet, så for voldens skyld.
– The Station. Herligt blodig monsterfilm med sjove idéer og cool old school-effekter, der skal ses.
– R100. Vanvittig, uforudsigelig og absurd sjov japansk bondagekomedie, alle skal se.
– The Distance. Hvis du er til russisk telepaterede dværge, er dette filmen for dig.
– Snowpiercer. Halvklodset sci fi-allegori, men også underholdende, intens og flot.
– Escape From Tomorrow. Dit bedste alternativ til en tur på syre i Legoland.
– Moebius. En film for hele familien, hvis din familie er fucked. Se den.

– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mine øvrige skriverier fra CPH PIX 2014 HER.
– Læs mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011, 2012 og 2013.
– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.

De 27 titler, jeg fik set på CPH PIX 2014:
Intruders, Why Don’t You Play in Hell?, All Cheerleaders Die, Wrong Cops, Eksorcisten, The Strange Colour of Your Body’s Tears, The Babadook, Locke, The Raid 2, The Zero Theorum, The Suspect, Dead Snow 2, The Dance of Reality, Proxy, The Double, The Congress, In Darkness We Fall, Enemy, Ping Pong Summer, Afflicted, A Touch of Sin, The Station, R100, The Distance, Snowpiercer, Escape From Tomorrow, Moebius.

CPH PIX 2014: Så går slutspurten ind på filmfesten

13. april 2014/i CPH PIX 2014 /af Bjarke Friis Kristensen

Der er nu kun fire dage tilbage af dette års CPH PIX, men det er bestemt stadig muligt at fange flere af festivalens film. Jeg ser blandt andet frem til Moebius, den nye film af sydkoreanske Kim Ki-duk, samt japanske Hitoshi Matsumotos bondagekomedie R100. Det tegner absolut til at blive en helt og aldeles fornuftig slutspurt frem til det filmfesten slutter på onsdag. Husk at tjekke ekstravisningerne her.

Men inden biografmørket atter kalder senere på dagen, vil jeg runde de sidste tre dage, hvor jeg har fået set syv titler. Syv titler, der vidner om festivalens lokkende spændvidde. Fra lifligt coming of age-drama, brutal thriller og håndholdt horror til syret animation og kafkask klaustrofobi.

Torsdagen startede med thrilleren Proxy, der i grunden har alt det, der skal til for at være en intens og overraskende omgang gru med menneskelig klangbund. I udgangspunktet en simpel, men stærk historie om en gravid kvinde, der overfaldes og mister sit ufødte barn. Historien udvikler sig dog på overraskende vis og viser sig at være en mere hemmelighedsfuld og kompleks sag end først antaget.

Her er både gode idéer, hemmeligheder og genreleg, men Proxy får aldrig forløst sin historie tilfredsstillende og forbliver uengagerende, mens den snubler over sig selv i sidste tredjedel. En film, der må have fungeret bedre på papiret end det store lærred. Richard Ayoades klaustrofobiske, kafkaske og grotesk morsomme The Double er baseret på Dostoevskys roman fra 1846 og fungerede bestemt godt på lærredet.

Jesse Eisenberg spiller her en underkuet gut, der får en selvsikker dobbeltgænger på nakken, mens Mia Wasikowska er en yndig love interest, der placeres mellem de to Eisenberger. Det er i høj grad også filmens fascinerende univers af dystopisk tristesse, mudderfarver og gult lys, der bærer filmen gennem sine indtagende kringelkroge af ensomhed og ulykkelig kærlighed. Syret, sort og sine steder helt rørende.

Ari Folman slap om fredagen farverig syre løs i The Congress, en herligt udknaldet omgang science fiction fortalt med live action og i boblende animation. En spruttende kulørt dystopi og fabuleren over blandt andet identitet, virkelighedsopfattelse og fri vilje, der tog afsæt i historien om en skuespillerinde, som lader sig fremtidssikre ved at blive kopieret digitalt. En herligt løsmasket filmoplevelse med blandt andet Robin Wright, Jon Hamm, Paul Giamatti og Harvey Keitel.

Ja, de der utallige found footage-horrorfilm har taget en smule overhånd. Men når det gøres rigtigt, kan den håndholdte tilgang til genren levere intensitet og nærvær, der giver fugtige håndflader. Den spanske In Darkness We Fall gør det rigtigt. En brutal og no bullshit omgang survival horror, hvor en gruppe unge farer vild i en mørk grotte, mens panikken snart breder sig. Klaustrofobisk, beskidt og solid grotte-gru. En af de der skønne CPH PIX-overraskelser.

Lørdag var det igen tid til dobbeltgængermystik med dagens første film ud af tre. Den fascinerende og urovækkende Enemy var et gulligt belyst mareridt med Jake Gyllenhaal på afveje i dobbeltrollen som henholdsvis historieprofessor og skuespiller. De tos veje krydses, hvilket sender Gyllenhaal et og to samt publikum på en surrealistisk tur af et mindfuck, hvor drøm, virkelighed og identitet testes. Fejende flotte mareridtsbilleder, der med sikker hånd etablerer filmens urovækkende stemning.

Det var noget mere muntre toner, der blev slået an med det både søde og sjove coming of age-drama Ping Pong Summer. En omgang overbevisende 80-nostalgi, hvor en teenageknægt på ferie med sin familie får sig en ny bedste ven, en summer-flirt og et par bøller på nakken. Liflig feel good, og så er Susan Sarandon med i en Mr. Miyagi-lignende rolle. Der var dog ikke meget feel good i lørdagens sidste film, den håndtholdte horror-flick Afflicted.

Ja, to dobbeltgængerfilm, og nu anden film i found footage-genren. Her følger man vennerne Derek og Cliff, der vil dokumentere deres verdensomrejse. Derek bliver dog syg, men det viser sig snart at være noget helt andet end blot en forkølelse. Desværre mangler karaktererne dybde, plottet snubler og den håndholdte gru stoler så meget på sine gimmicks, at historien og personerne glemmes. Ujævn og uengagerende. Gab.

Til dem, der ikke orker at læse mere end én linje om hver film:
– Proxy. En ujævnt fortalt thriller, der vil for meget, men kan for lidt. Drop den.
– The Double. Kafkask klaustrofobi, som du bør lade sig indfange af.
– The Congress. Spruttende kulørt dystopi og boblende animation. Den skal du se.
– In Darkness We Fall. Brutal og no bullshit survival horror for store og små.
– Enemy. Et fascinerende og urovækkende mindfuck, man bør se.
– Ping Pong Summer. Sødt coming of age-drama fuld af 80-nostalgi, man bør se.
– Afflicted. Håndholdt horror, der stoler for meget på sine gimmicks. Kedelig.

– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mine øvrige skriverier om CPH PIX 2014 HER.
– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.

CPH PIX 2014: Halvvejs gennem filmfestivalen vil mere have mere

10. april 2014/i CPH PIX 2014 /af Bjarke Friis Kristensen

Det er meget passende her halvvejs gennem CPH PIX (løber fra den 3.-16. april) at stoppe op og kigge på mellemtiderne, samt selvfølgelig at se på, hvad der venter forude. For mit vedkommende har jeg indtil videre set beskedne 13 ud af programmets 150 titler. Det har til gengæld været langt overvejende positive oplevelser. Ja, det er altså i den grad gode mellemtider, der er tale om.

Siden sidste CPH PIX-skriv, har jeg således fået set fem titler, to fremragende og fire virkeligt gode. Fire af titlerne er desuden at finde på min liste over 10 film, du skal se på CPH PIX. Det drejer sig om The Raid 2, The Zero Theorem, Dead Snow: Red vs. Dead og The Dance of Reality, samt The Suspect. Forude venter der blandt andet gys med Proxy, syret animation med The Congress og incest med Kim Ki-duks Moebius. Ja, mere vil have mere, særligt når der er tale om så gode sager.

Men hvad er det egentlig, der gør en tur i biografen under CPH PIX til en ’filmfestivalsfilmoplevelse’? Det er selvfølgelig mange ting. Men det er blandt andet, når en sal fyldes op til bristepunktet med forventningsfulde filmfans, og man kan mærke forventningens glæde sitre – ja, en form for kampgejst. Sådan var stemningen til visningerne af The Raid 2 og Dead Snow: Red vs. Dead aka Dead Snow 2.

Jeg forstår godt hvorfor. Begge titlers forgængere har nemlig tidligere fyldt salene op under CPH PIX, så nu var folk sulte på mere – mere vold, mere blod og flere zombier. Det var jeg også – og begge film leverede i den grad varen, hvilket både klapsalver, høje grin og spontane råb vidnede om ved begge visninger. Så ja, dem skal du selvfølgelig nå at fange på festivalen. Andet ville være dumt.

Der blev nemlig i den grad delt øretæver og benbrud ud i den indonesiske actionfilm The Raid 2. Instruktør Gareth Evans formår frygtindgydende elegant at sætte voldskaos og slåskampe i scene, så man nærmest selv får blodsmag i munden og blåmærker. Lige fra masseslagsmål i en mudderpøl til nævekampe i klaustrofobiske rum. Den norske instruktør Tommy Wirkola var også veloplagt tilbage med Dead Snow: Red vs. Dead. Den bød på flere zombier, flere opfindsomme drab og en smule mere sort humor end forgængeren. En særdeles vellykket nazi-zombie-sequel. Fuck yes!

Selvom Terry Gilliams The Zero Theorem ikke kommer på niveau med hans dystopiske mesterværker som 12 Monkeys og Brazil, er det en både sprudlende, syret og flagrende flot omgang science fiction. Her blev alt fra religion og menneskets eksistens, videre til overvågningssamfund og kærlighed med meget mere vendt og drejet i et neonoplyst og melankolsk fremtidsunivers med Christoph Waltz i hovedrollen som en fortvivlet hacker, der jagter meningen med livet.

Efter knap 25 år siden sin sidste spillefilm er Alejandro Jodorowsky tilbage med The Dance of Reality. Med film som El Topo (1970), The Holy Mountain (1973) og Santa Sangre (1989), der også vises på CPH PIX, var mine forventninger selv sagt høje. Men med sikker sans for det surreelle, smukke og visuelt opfindsomme, var her tale om et par forrygende timers Jodorowsky-magi. Efterfølgende deltog Alejandros søn, Brontis Jodorowsky, der har hovedrollen i filmen, i en veloplagt Q&A. Det er altid en fornøjelse, når CPH PIX byder på den slags gæster. En virkelig fantastisk oplevelse.

Den sydkoreanske action-thriller The Suspect leverede i fart over feltet med agenter, snigmordere og korrupte politikere, der enten jagter sandheden eller forsøger at hytte eget skind. Fortalt i et heftigt tempo af biljagter og nævekampe med et plot, der byder på flere overraskende drejninger. Desværre lidt for lang for sit eget bedste, men ikke desto mindre en medrivende film. Nej, det er ikke uden grund, at den i programmet sammenlignes med Bourne-filmene.

Til dem, der ikke orker at læse mere end én linje om hver film:
– The Raid 2. En brutal, intens og medrivende to’er, som du selvfølgelig skal se.
– Dead Snow: Red vs. Dead. Alt er større og vildere i denne fremragende to’er.
– The Zero Theorem. Følg du roligt med Terry Gilliam ind i fremtiden.
– The Dance of Reality. Selvfølgelig skal du se Alejandro Jodorowsky comeback.
– The Suspect. Hvis du kan klare adrenalinsuset, er det bare med at hoppe på.

– Læs om 10 film, du skal se på CPH PIX HER.
– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.

CPH PIX 2014: Dette års festival er kommet godt fra start

7. april 2014/i CPH PIX 2014 /af Bjarke Friis Kristensen

Godt begyndt er halvt fuldendt, siger de der folk, man har lyst til at give et los over skinnebenet. Jeg vælger derfor blot at slå fast, at dette års CPH PIX er godt begyndt. For efter fire dages festival, har jeg taget et beskedent indhug i programmet med otte titler – to forrygende, fire gode og to middelmådige. Jeg afslører hvilke film, der er tale om lidt længere nede i teksten. Ja, det er en cliffhanger.

For først skal det nævnes, hvor skønt det er igen at være tilbage på CPH PIX. Det føles lidt som at vende hjem, er der helt sikkert nogle, der vil sige. Det kunne jeg måske også finde på, hvis jeg en dag var ekstra sentimental. I dag er ikke sådan en dag, men det er utvivlsomt en god ting igen at kunne tilbringe timevis i hovedstandens biografer med film, man ellers ikke har mulighed for at se på et stort lærred.

Der er selvfølgelig også forpremierer, koncerter og andre events, men pointen er, at CPH PIX tilbyder unikke filmoplevelser, hvorfor det bare er om at hoppe ud i det – og det uanset om man går all in med plus 50 film, nupper 10 titler, eller vælger én enkelt. Jeg har indtil videre blandt andet været udsat for japansk vanvid, fransk syre og instruktørbesøg – og festivalen er kun lige gået i gang.

På min liste over 10 film, du skal se på CPH PIX, har jeg nu set tre. Først leverede japanske Sion Sono et tidligt højdepunkt med Why Don’t You Play in Hell? Et vanvittigt miskmask af action, drama og samuraifilm, filmnostalgi, kærlighed og splat samt 100 andre ting. Lidt som at se 10 film i én, hvor man blandt andet møder et energisk filmhold og hårdkogte yakuza-klaner. Det burde ikke fungere, men det gør det. Anarkistisk, uforudsigeligt, rablende og pokkers underholdende. Fuck yes.

Desværre skuffede Hélène Cattet og Bruno Forzani en smule med deres ellers både smukke, foruroligende og fascinerende The Strange Colour of Your Body’s Tear, hvor en mand i konstant mareridtstilstand forsøger at finde sin forsvundne kone. Men den kom altså aldrig på niveau med deres mesterlige Amer, der var en af de bedste film på CPH PIX i 2010. Men bestemt en æstetisk fornøjelse, om end en smule vaklende.

Til gengæld var seneste skud grotesk humor fra franske Quentin Dupieux præcis som jeg havde forventet med hans Wrong Cops. Et syret plot uden egentlig mål, andet end at man følger en håndfuld betjente, der opfører sig, ja, helt forkert. Lige fra at deale stoffer pakket ind i døde rotter til at true sig til at se tilfældige kvinders bryster. Bizar og absurd på den helt rigtige måde – i hvert fald i min verden.

Den amerikanske instruktør William Friedkin har gæstet festivalen, da en række af hans film bliver vist, blandt andet The Exorcist og The French Connection. Jeg nuppede førstnævnte, hvor Friedkin veloplagt introducerede klassikeren. Det er stadig en fantastisk film, og så var det ikke mindst super cool at møde instruktøren, der har stået for flere af mine barndomsmareridt. Der var også mareridtsfoder i den habile The Babadook, hvor en mor og hendes søn hjemsøges af et grumt væsen.

Smuk og stemningsfuld gru, der desværre snubler lidt i sidste del. Men med fremragende præstationer fra mor og søn samt flot forløste og uhyggelige scener får den en klar anbefaling. Derimod skuffede Lucky McKee med All Cheerleaders Die, der med sort humor og high scool horror bragte en flok cheerleaders tilbage fra de døde. Filmen finder aldrig balancegangen mellem humor og horror i den noget retningsløse historie med liderlige drenge, heksekunstner og hævngerrige high school-tøser. Den kommer ikke tæt på at være på niveau med hans fremragende The Woman.

Udover at se film, der ikke ellers sættes op i de danske biografer, kan man også se en række interessante forpremierer. Her nuppede jeg den allerede kritikerroste og minimalistiske Locke. Den udspiller sig udelukkende i en bil med Tom Hardy bag rettet som en hårdtpresset mand, der forsøger at rette op på sine fejltagelser. Den bliver bare aldrig helt så intens og medrivende, som den gerne vil være, mens dens præmis er ulden og portrættet af Locke ikke helt tilfredsstillende beskrevet.

Men en fin lille stiløvelse, og så er Tom Hardy bestemt seværdig. Den japanske isolations-thriller The Intruders skuffede endnu mere. Her tager en forfatter ud i en ødeliggende hytte for at færdiggøre sit manuskript, men snart ødelægges freden og den ellers rolige location forvandles til et iskoldt mareridt. Men historien er ujævnt fortalt og filmen mestrer ikke sin blanding af thriller og sort humor, mens plottet bliver unødvendigt krøllet. Men ja, CPH PIX er absolut skudt godt i gang.

Til dem, der ikke orker at læse mere end én linje om hver film:
– Why Don’t You Play in Hell?: Selvfølgelig skal du se denne vanvittige japaner.
– The Strange Colour of Your Body’s Tears: Se instruktørparrets Amer først.
– Wrong Cops: Det ville være forkert ikke at hoppe på disse bizarre betjente.
– The Exorcist: Du har allerede set den, men du skal selvfølgelig se den igen
– The Babadook: Isnende uhygge – og det er kun et plus, hvis du er mor.
– All Cheerleaders Die: Middelmådig high school horror med kluntet humor.
– Locke: På stressende køretur med Tom Hardy. En prøvetur værd.
– The Intruders: Et ujævnt, japansk alternativ til Misery.

– Læs om 10 film, du skal se på CPH PIX HER.
– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mere om CPH PIX og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.

CPH PIX 2014: 10 film, du skal se på filmfestivalen

3. april 2014/i CPH PIX 2014 /af Bjarke Friis Kristensen

Fra den 3. til den 16. april indtager den københavnske filmfestival CPH PIX atter hovedstadens biografer med et væld af film fra hele verden og i alle afskygninger af filmlandskabet. Fra dramaer, krigsfilm og horror, til komedier, fanfilm og thrillers samt alt der imellem og meget mere.

Men hvordan pokker skal du så vælge de film, du vil se af det 150 titler store program? Jo, du kaster dig som alle andre film-buffs frygtløs over programmet, der udover filmvisninger også byder på events, koncerter og debatter, mens festivalen vanen tro også gæstes af både instruktører og skuespillere.

Men for at gøre udvælgelsesprocessen en smule lettere, bringer jeg her 10 titler, du skal se – og om ikke andet, meget grundigt overveje, om du kan tillade dig selv ikke at se dem. Svaret er givet på forhånd. Som de foregående år kan du her på sitet læse om min gang på festivalen.

– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site her og på Facebook her.

Why Don’t You Play in Hell? (instr. Sion Sono)
Den japanske instruktør og vildbasse Sion Sono har lavet en af verdens absolut bedste film – den komplet vanvittige og mere end blodige Cold Fish fra 2010. Den skal du selvfølgelig skynde dig at se – nup også lige hans Suicide Club (2001), Strange Circus (2005), Love Exposure (2008) og Guilty of Romance (2011). Ja, selvfølgelig har jeg sat kryds ud for Sion Sones nye film i programmet.

Efter de mere afdæmpede og mindre blodige, men bestemt fremragende Himizu (2011) og The Land of Hope (2012), lader det dog til, at Sion Sono er tilbage i actionfyldt hopla med sin nye film, den gangster- og samurai-fyldte Why Don’t You Play in Hell? Nej, der er absolut ingen grund til ikke at glæde sig.

Moebius (instr. Kim Ki-duk)
Voldtægt, incest og utroskab. Ja, Den sydkoreanske auteur Kim Ki-duk lukker atter op for godteposen med sin nye filmMoebius. Den glæder jeg mig selvfølgelig til, som jeg altid glæder mig, når han er klar med en ny film. Du bør gøre det samme.

Kim Ki-duk er også manden bag fremragende film som The Isle (2000), Forår, sommer, efterår, vinter … og forår (2003), Tomme huse (2003) og Pieta (2012). Både smukke og grumme film, der elegant og indtagende tager hånd om tabuer og forbudte følelse, hvilket også ser ud til at gælde Moebius.

The Strange Colour of Your Body’s Tear (Hélène Cattet, Bruno Forzani)
En af de absolut bedste filmoplevelser på CPH PIX i 2010 var Hélène Cattet og Bruno Forzanis smukke, foruroligende og fascinerende Amer. Et formfuldendt og visuelt favntag med en giallo, hvor de for genren så velkendte elementer som læderhandsker, boblende seksualitet og et indtagende score fik sit eget liv.

Derfor er jeg selv sagt også spændt på The Strange Colour of Your Body’s Tear, der ligeledes skulle være en æstetisk fornøjelse bygget op omkring et psykologisk drama, der udspiller sig i et eksperimenterende horrorland.

The Raid 2 (instr. Gareth Evans)
I 2012 smadrede Gareth Evans alt på sin vej, da han med sin benbrækkende, brutale og fremragende actionfilm The Raid succesfyldt fyldte salene op under CPH PIX. Nu er han tilbage med opfølgeren, der meget passende har fået titlen The Raid 2.

Den skulle ikke alene være et lige så intenst og hæsblæsende bekendtskab som den første film, men også overgå den. Det er i hvert fald, hvad jungletrommerne lover. Ja, jeg glæder mig selvfølgelig til at få tildelt flyveskaller og mavepustere.

The Congress (instr. Ari Folman)
Ari Folmans animerede dokumentarfilm Waltz With Bashir blev i 2008 overøst med lovprisninger af både anmelderne og publikum – den nuppede blandt andet en Golden Globe for bedste udenlandske film. Det er klart, jeg glæder mig til den israelske instruktørs nye film.

The Congres lokker i hvert fald med visuelle narrestreger og en syret fortælling om at bevare en skuespillerinde digitalt for fremtiden. Filmen er fortalt med en blanding af animation og live-action, og har blandt andet Robin Wright, Jon Hamm, Paul Giamatti og Harvey Keitel på rollelisten.

The Dance of Reality (instr. Alejandro Jodorowsky)
El Topo (1970), The Holy Mountain (1973) og Santa Sangre (1989). Hvis du har set bare en af disse tre titler, har du som jeg uden tvivl også sat kryds ud for The Dance of Reality. Med god grund. For efter knap 25 år er den legendariske og legende filmskaber Alejandro Jodorowsky klar med sin nye spillefilm.

Man kan desuden se en række af Alejandro Jodorowskys øvrige film på festivalen, blandt andet ovenstående, hvilket jeg kun kan opfordre til, da hans billedskønne og visuelt opfindsomme film bør opleves på et stort lærred.

Wrong Cops (instr. Quentin Dupieux)
Der er en ny omgang grotesk vanvid klar fra den franske instruktør Quentin Dupieux, når Wrong Cops indtager dette års festival. Han er manden bag de bizarre Rubber (2010) og Wrong (2012) – sidstnævnte havde jeg fornøjelsen af at se på sidste års CPH PIX.

Ja, selvfølgelig glæder jeg mig til korrupte betjente, party drugs og Marilyn Manson som emo-teenager, alt andet ville jo være dumt.

Dead Snow: Red vs. Dead (instr. Tommy Wirkola)
Hvis ikke CPH PIX byder på zombier, er det som om, der mangler noget. Heldigvis skuffer festivalen heller ikke i år på den konto. Der bydes således op til afrevne lemmer og sjaskende indvolde, når de onde nazi-zombier hærger i norske Tommy Wirkolas Dead Snow: Red vs. Dead.

Det er opfølgeren til den underholdende Død Sne fra 2009, som jeg den gang havde fornøjelsen af at se på festivalen. Så selvfølgelig sidder jeg klar til nazi-zombier, sort humor og blodige kills. Du bør gøre det samme.

The Zero Theorem (instr. Terry Gilliam)
Jeg behøver vel i grunden ikke at have denne titel med på listen, for den har du selvfølgelig allerede købt billet til. Terry Gilliam ser nemlig ud til at være i syret hopla med sin science fiction-film The Zero Theorem, der udspiller sig i et krøllet og neonoplyst fremtidsunivers.

Man finder Christoph Waltz i hovedrollen som en hacker på jagt efter intet mindre end meningen med livet. Men du ved, med film som Fear and Loathing in Las Vegas, 12 Monkeys og Brazil på CV’et, behøver du vel ikke have min anbefaling for at vide, at du skal glæde dig.

R100 (instr. Hitoshi Matsumoto)
Den japanske instruktør og komiker Hitoshi Matsumoto har lavet tre fremragende film. Et absurd og sjovt spin på store-monstre-smadrer-byer med komedien Big Man Japan (2007), den syrede og surrealistiske fabel Symbol (2009) og den morsomme samuraifilm Scabbard Samurai (2011).

Jeg har set dem alle på CPH PIX, og det har alle været forrygende, vanvittige og sindssygt sjove filmoplevelse. Så selvfølgelig skal jeg se hans nye film R100, hvor han slår han sig løs med lak, læder og bondage.

– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011, 2012 og 2013.

Ingen overraskelser ved dette års Oscar-fest, gaaaab

3. marts 2014/i Nyhed, Nyheder /af Bjarke Friis Kristensen

Oscars 2014: Du kender godt de der fester, hvor alt er planlagt ned til mindste detalje, hvor alt kører efter en nøje udregnet tidplan. Ingen plads til overraskelser. Sådan var Oscar-showet anno 2014 – i hvert fald, når det kommer til priserne. Og helt ærligt, når en selfie kan tage så mest opmærksomhed, så ved man, at festen ikke just har været den bedste. Ja, en motherfucking selfie.

Som forventet løb Steve McQueens knugende 12 Years a Slave med prisen for bedste film – og ja, den er sgu også god. Den kastede også priser af sig til Lupita Nyong’o for bedste kvindelige birolle samt prisen for bedste adapterede manuskript til John Ridley.

Prisslugeren var dog Alfonso Cuaróns vægtløse Gravity. Han fik prisen for bedste instruktør, mens filmen videre høstede priserne for bedste fotografering, bedste klipning, bedste score, bedste lydmix, bedste lydklipning og bedste visuelle effekter. Jeg brokker mig bestemt ikke over denne prisregn. Et teknisk vidunder.

Nej, det blev heller ikke i år, at Leonardo DiCaprio fik en Oscar for bedste mandlige hovedrolle. Den nuppede Matthew McConaughey for sin præstation i Dallas Buyers Club. Cate Blanchett tog prisen hjem for bedste kvindelige hovedrolle for sit deprimerede pillevragsportræt i Woody Allens Blue Jasmine, mens prisen for bedste mandlige birolle gik til Jared Leto for Dallas Buyers Club.

Bedste originale manuskript gik til Spike Jonze for hans skønne Hende, mens Frozen fik en Oscar for bedste animationsfilm. Det blev ikke Thomas Vinterbergs fine, men overvurderede Jagten, men derimod den italienske Den store skønhed, som fik en Oscar for bedste udenlandske film. Og bare rolig, jeg glemmer selvfølgelig ikke, at danske Anders Walter fik prisen for bedste kortfilm i liveaction-kategorien for sin Helium. Hurra for Danmark og alt det der.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.

Læs også mine anmeldelser af:
– Hende
– Gravity
– Blue Jasmine
– 12 Years a Slave
– The Great Gatsby
– Dallas Buyers Club

Herunder er alle Oscar-vinderne anno 2014

Bedste film: 12 Years a Slave
Bedste instruktør: Alfonso Cuarón, Gravity
Bedste kvindelige hovedrolle: Cate Blanchett, Blue Jasmine
Bedste mandlige hovedrolle: Matthew McConaughey, Dallas Buyers Club
Bedste kvindelige birolle: Lupita Nyong’o, 12 Years a Slave
Bedste mandlige birolle: Jared Leto, Dallas Buyers Club
Bedste originale manuskript: Spike Jonze, Hende
Bedste adapterede manuskript: John Ridley, 12 Years a Slave
Bedste animationsfilm: Frozen
Bedste udenlandske film: Den store skønhed
Bedste dokumentarfilm: 20 Feet from Stardom
Bedste fotografering: Gravity
Bedste klipning: Gravity
Bedste produktionsdesign: The Great Gatsby
Bedste kostumer: The Great Gatsby
Bedste makeup og hår: Dallas Buyers Club
Bedste score: Gravity
Bedste sang: Let It Go, Frozen
Bedste lydmix: Gravity
Bedste lydklipning: Gravity
Bedste visuelle effekter: Gravity
Bedste kortfilm, liveaction: Helium
Bedste kortfilm, dokumentar: The Lady in Number 6: Music Saved My Life
Bedste kortfilm, animation: Mr. Hublot

Her er vinderne af Golden Globes 2014 – og nej, ‘Jagten’ vandt ikke

13. januar 2014/i Nyhed, Nyheder /af Bjarke Friis Kristensen

Natten til mandag dansk tid blev Golden Globe-priserne uddelt – nej, der var ingen pris til Thomas Vinterbergs Jagten. Sådan, så er det ude af verden. Derimod var det Paolo Sorrentinos italienske Den store skønhed, der vandt prisen for bedste udenlandske film, det foran blandt andet også den franske Adèles liv.

Årets Bedste film i kategorien drama gik til Steve McQueens 12 Years a Slave (billedet herunder), mens David O. Russels American Hustle løb med prisen Bedste film i kategorien musical eller komedie. Bedste mandlige hovedrolle i et drama gik til en mager Matthew McConaughey i Dallas Buyers Club, men Cate Blanchett fik prisen for bedste kvindelige hovedrolle i samme kategori for sin rolle i Woody Allens Blue Jasmine.

Bedste mandlige hovedrolle i en musical eller komedie gik til Leonardo DiCaprio for sin rolle i Martin Scorseses The Wolf of Wall Street, mens Bedste kvindelige hovedrolle i samme kategori gik til Amy Adams for American Hustle. Prisen for Bedste instruktør gik til Alfonso Cuarón for Gravity og prisen for Bedste manuskript gik til Spike Jonze for Her.

Forude venter Oscar-uddelingen og Golden Globes er ofte en god indikator for hvem, der løber med den gyldne mand. Så måske der langt om længe falder en Oscar af til Leonardo DiCaprio, når Oscar-uddelingen finder sted i starten af marts.

Bedste film – drama
– 12 Years a Slave

Bedste film – musical eller komedie
– American Hustle

Bedste mandlige hovedrolle – drama
– Matthew McConaughey, Dallas Buyers Club

Bedste kvindelige hovedrolle – drama
– Cate Blanchett, Blue Jasmine

Bedste mandlige hovedrolle – musical eller komedie
– Leonardo DiCaprio, The Wolf of Wall Street

Bedste kvindelige hovedrolle – musical eller komedie
– Amy Adams, American Hustle

Bedste mandlige birolle
– Jared Leto, Dallas Buyers Club

Bedste kvindelige birolle
– Jennifer Lawrence, American Hustle

Bedste instruktør
– Alfonso Cuarón, Gravity

Bedste manuskript
– Her (Spike Jonze)

Bedste originale sang
– Ordinary Love, Mandela: Vejen til frihed

Bedste originale soundtrack
– All Is Lost

Bedste animationsfilm
– Frost

Bedste udenlandske film
– Den store skønhed

Bedste tv-serie, drama
– Breaking Bad

Bedste tv-serie, musical eller komedie
– Brooklyn Nine-Nine

Bedste miniserie eller tv-film
– Mit liv med Liberace

Bedste mandlige skuespiller i en tv-serie, drama
– Bryan Cranston, Breaking Bad

Bedste kvindelige skuespiller i en tv-serie, drama
– Robin Wright, House of Cards

Bedste mandlige skuespiller i en tv-serie, musical eller komedie
– Andy Samberg, Brooklyn Nine-Nine

Bedste kvindelige skuespiller i en tv-serie, musical eller komedie
– Amy Poehler, Parks and Recreation

Bedste mandlige hovedrolle i en mini-serie eller tv-film
– Michael Douglas, Mit liv med Liberace

Bedste kvindelige hovedrolle i en mini-serie eller tv-film
– Elisabeth Moss, Top of the Lake

Bedste mandlige birolle på tv
– Jon Voight, Ray Donovan

Bedste kvindelige birolle på tv
– Jacqueline Bisset, Dancing on the Edge

Indlæg

CPH PIX 2014: To ugers forrygende filmfest sluttede med bravur

CPH PIX 2014: Så går slutspurten ind på filmfesten

CPH PIX 2014: Halvvejs gennem filmfestivalen vil mere have mere

CPH PIX 2014: Dette års festival er kommet godt fra start

CPH PIX 2014: 10 film, du skal se på filmfestivalen

Ingen overraskelser ved dette års Oscar-fest, gaaaab

Her er vinderne af Golden Globes 2014 – og nej, ‘Jagten’ vandt ikke

Alt indhold tilhører Filmskribenten.dk

Følg os på Facebook

Nyeste indlæg

KATEGORIER

ARKIV