Blib blob… et herligt robot-mashup

Man kan ikke rigtigt andet end at blive bare en smule forelsket i de små blib blob-lyde diverse robotter fra filmens verden har udgydt gennem tiderne. Nu har den britiske duo, de audio-visuelle kunstnere i Eclectic Method med kærlig hånd samplet sig til et lille knitrende nummer, hvor de bruger forskellige ”film-robotter”.

Her finder man bl.a. den lille runde R2-D2 fra Star Wars-filmenere, den store Robby the Robot, der bl.a. er kendt fra Forbidden Planet, Number 5 fra Short Circuit-filmene og et par nyere robotter fra Pixars fantastiske WALL·E – well, og så er der også lige smidt lidt Kraftwerk i gryden.

“My beams are focused on your blasters gentlemen…”

Kæmpekrabberne angriber

Jeg faldt lige over denne lille fine kortfilm med den fængende titel King Crab Attack. Det er en franskproduceret kortfilm udformet som en trailer og med tydelige referencer til 1950’ernes monsterfilm, som bl.a. Them!, der har kæmpemyrer på programmet eller Tarantula, der byder på en enorm edderkop.

Her er der dog tale om et andet ret fantastisk filmmonster, nemlig kæmpekrabber – og de er sgu ret skræmmende, sådan da. Ja, så venter vi blot på spillefilmsudgaven. Og hvilken bedre måde at skyde weekenden i gang end med et gigantisk krabbeangreb…

Cool kortfilm med robotter og russisk mystik

The Gift er en virkelig vild og flot science fiction kortfilm af Carl Erik Rinsch. Den har netop ramt nettet og udspiller sin mystiske fortælling i et gråt Rusland, hvor en robot-tjener pludselig er på flugt fra politiet.

Rinsch var tæt på at nappe tjansen, som instruktør på den kommende Alien-prequel. Nu arbejder han i stedet på remaket af Creature from the Black Lagoon og 47 Ronin, en episk samuraifilm. Og efter kortfilmen at dømme, kan man godt glæde sig til at se ham udfolde sig i spillefilmslængde. (Og prøv så lige at søge efter reklamefilm af Carl Erik Rinsch på YouTube. Labre sager!) Skynd dig at se The Gift – den er ret fantastisk og efterlader en stakåndet efter mere.

The Gift er en del af Parallel Lines projektet, hvor fem instruktører fra Ridley Scott Associates – et reklame og film produktionsselskab – i samarbejde med Philips har skullet lave en kortfilm i en genre efter eget valg. Eneste regel var, at replikken “It’s a unicorn. Never seen one up close before”, skulle bruges.

Se de to andre offentliggjorte film: Johnny Hardstaffs fremtids-thriller Dark Room og Hi-Sims animerede eventyr Jun & the Hidden Skies. Bestemt også et kig værd.