’Nobody 2’ leverer solidt bankekød i ujævn actionfilm

Action på 4K Ultra HD: Den står igen på solidt bankekød, store eksplosioner og virile skududvekslinger, når fortsættelsen ’Nobody 2’ folder sig sortkomisk ud med farmand Hutch hårdtslående i front. Han forsøger ellers at lægge sine drabelige færdigheder på hylden i håbet om at redde sit ægteskab og holde sammen på familien. Det er naturligvis lettere sagt end gjort.

Ikke desto mindre skifter Hutch en dagligdag med vold ud med en solbeskinnet familieferie i et kulørt badeland i byen Plummerville. Men som du nok har gættet, går der ikke lang tid førend, at Hutch atter langer håndmadder ud til højre og venstre. Byen viser sig nemlig at huse sin del af kriminelle slyngler. Så nu er det med sit eget og familiens liv på spil, at volden bølger videre.

Som i den første actionkomedie ’Nobody’ fra 2021 er det Bob Odenkirk, der portrætterer den almindeligt udseende Hutch, der gemmer på brutal vrede under overfladen. Han er atter forknyt god, men den psykologiske dybde, må man kigge langt efter, selvom her smides gyldne barndomsminder i den brutale gryde. Det afføder dog aldrig for alvor gribende følelser.

Det sagt, så er det også de blodige slåskampe, der udgør en fremtrædende hovedperson sammen med Hucth. Desværre buldrer det en kende kaloriefattigt afsted, selvom her er flere fermt eksekverede kampe. Som bl.a. i en klaustrofobisk elevator og om bord på en turistbåd. Men hele vejen medrivende er det ikke at følge eskapaderne.

Det sagt, så er der noget fint komisk over kontrasten mellem kulørt badeland og familieferie med brutal vold og voldelige gangstere. Mindeværdigt bliver det desværre ikke helt, men lifligt underholdende i voldendes navn, det er det, selvom bl.a. Sharon Stone indfinder sig i en ikke videre veludnyttet skurkerolle, hvilket gælder skurkegalleriet generelt.

Connie Nielsen er god som hustru. Det samme er Paisley Cadorath og Gage Munroe som søn og datter. Familiedynamikken er sådan set på plads, hvor også Hutchs gamle far trækkes med fra plejehjemmet – en cool Christopher Lloyd. ’Nobody 2’ lykkes dog bedst, når volden bruser i hænderne på instruktør Timo Tjahjanto og Bob Odenkirk.

4K Ultra HD og ekstramateriale: Filmen udkommer bl.a. på dette billedlækre og lydvilde 4K Ultra HD-format, men følger også med på Blu-ray. Der er også lidt ekstra materiale at dykke ned i. Bl.a. slettede scener samt et kig på både stunts og action.

’Nobody 2’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 27. november.