Michael Keaton er tilbage i sprælsk hopla med ’Beetlejuice Beetlejuice’
Gyserkomedie på 4K Ultra HD: ”The ghost with the most” er tilbage efter 36 år. Sidst vi så det bramfrie spøgelse Beetlejuice var nemlig i Tim Burtons gyserkomedie af samme navn fra 1988. Nu kommer så mere end tre årtier senere fortsættelsen ’Beetlejuice Beetlejuice’. Det er igen Michael Keaton, der indtager den sprælske titelrolle, mens både andre gamle og nye ansigter er med.
Tim Burton indtager også denne gang den krøllede instruktørstol, hvorfra han folder sig legesygt ud med diverse grotesk morsomme gespenster i efterlivets underverden. Det er her, vi atter finder Beetlejuice. Inden vi dog når så langt, møder vi igen Winona Ryders melankolske Lydia Deetz, som nu er blevet voksen og med sit eget paranormale tv-show.
Catherine O’Hara er også tilbage i rollen som Lydias mor Delia, der nu er en succesfuld kunstner og blevet mormor til Lydias rebelske datter Astrid, der spilles outsider-cool af Jenna Ortega. Der går dog ikke lang tid før en lavine af ballade med Beetlejuice starter. Han finder nemlig også denne gang sin vej tilbage til de levendes verden og familien Deetz’ kringelkrogede hus.
Herfra står den på spøgelseskaos og hjemsøgte herligheder, når Tim Burton og en veloplagt drilsk Michael Keaton atter har en fest med den kulørte rolle. Historien er dog ikke videre interessant og fortalt unødigt filtret, hvorfor noget af det ellers morsomme momentum går fløjten af og til. Det sagt, så er her nok af bl.a. sjove bikarakterer til at holde filmen kørende på skøre skinner.
Her finder man nemlig en række sjovt tænkte og dejligt bizarre døde. Bl.a. en piratfiske-gennembidt stakkel og det velkendte skrumpehoved Bob fra den første film, mens Willem Dafoe fornøjer sig som betjent i de dødes verden. Desværre kommer Monica Bellucci som det farlige spøgelse Delores og Beetlejuices eks ikke til sin ret og føles lidt overflødig.
Man kan altid diskutere, om filmen død og pine var en nødvendighed sin historie taget i betragtning. Uanset ens standpunkt her, så har vi altså nu ’Beetlejuice Beetlejuice’. Når det ikke kan være anderledes, så er det heldigvis lykkedes at levere et topgakket gensyn med det sortkomiske univers, der også leger med skønne praktiske effekter helt i tråd med den første film.
4K Ultra HD og ekstramateriale: Den sprælske gyserkomedie udkommer på det billed- og lydoptimerede 4K Ultra HD-format, så både billede og lyd i den grad kan komme flot til deres ret, mens Michael Keaton gakker medrivende ud. Herudover får man også mere end to timers ekstamateriale. Bl.a. et kommentarspor med Tim Burton, videre til diverse featuretter, herunder bl.a. en making of, der kan gøre en klogere på filmen.
’Beetlejuice Beetlejuice’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 2. december.