De slemme drenge er vender tilbage i ‘Bad Boys: Ride or Die’
Action på 4K Ultra HD: De to slemme drenge er tilbage i den fjerde film om den umage politiduo fra Miami med ’Bad Boys: Ride or Die’. Således finder man atter Will Smith og Martin Lawrence som den seje Mike Lowrey og den småtumpede Marcus Burnett. Der er hermed igen lagt op til oktandrevet actionkomik for fulde oneliners og hurtige biler.
Her er da også både oneliners og hurtige biler, når filmen med hidsig og fortumlet klipning folder historien ujævnt ud. Denne gang skal duoen forsøge at rense deres tidligere chefs gode navn, da det er blevet fedtet ind i narkorelaterede forbrydelser, der ikke har hold i virkeligheden. Således ender Mike og Marcus selvfølgelig – og vanen tro – på farlige strabadser.
Det bliver dog aldrig farligere end, at den spænding, der momentvis lægges op til gang på gang punkteres af en kæk bemærkning. Af den ofte bøvede og ikke videre vellykkede slags. Særligt får Martin Lawrence som den uheldige Marcus lov til at gå i gryden med de billige jokes og lette grin, der bare ikke har den saft, kraft og friskhed, man bl.a. fandt i den første film fra 1995.
Nu er der jo også gået små 30 år siden debuten, men derfor behøver man jo ikke at sjuske rundt i forudsigelige klichéer og flade oneliners, der bl.a. involverer en bar røv og sulten efter sukkersødt slik. Men har vores to helte så udviklet sig de forgangne mange år? Både og. Her er stadig tale om en actionkomedie med smæk på farverne, replikkerne og hektisk klippestil.
Dog er Mike og Marcus blivet lidt mindre bekymringsfrie. Bl.a. oplever Mike for ham noget meget uvant, nemlig pludselig at fryse i, hvad der kunne minde om et angstanfald midt i en kugleregn, mens Marcus efter en nærdødsoplevelse ikke tager livet for givet. Der er lidt mere rund kant på vores to betjente, men dramatisk og menneskeligt interessant, er filmen ikke.
Det er fortsat action og komik, der skal bære ’Bad Boys: Ride or Die’ i mål. Det lykkedes bare ikke at holde et medrivende momentum i historien, der ikke er videre spændende, hvilket desværre også gælder skurkegalleriet, der er lige så forglemmeligt. Det hjælper ikke på underholdningsværdien, at filmen famler rundt i en alt for lang og langtrukken finale.
4K Ultra HD og ekstramateriale: Hvor selve actiondrønet ganske vist har sine problemer, så klarer eskapaderne sig virkelig flot på det billed- og lydoptimerede 4K Ultra HD-format, hvor eksplosioner og skudsalver både ser og lyder virkelig godt. Her er klare farver og solid kontrast samt et velbalanceret lydbillede. Filmen følger også med på Blu-ray. Ekstramaterialet består bl.a. af slettde scener og spas fra produktionen samt et kig på framchisens arv og de to hovedroller.
’Bad Boys: Ride or Die’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 9. september.