‘Oppenheimer’ er én lang og intenst knugende mavepuster
Gribende drama på 4K Ultra HD: Trøstesløs. Kompleks. Tankevækkende. Knugende. Nervepirrende. Angstfuld. Det er nogle af de adjektiver, jeg vil sætte på Christopher Nolans ordrige historiske drama ’Oppenheimer’. Det handler nemlig om tilblivelsen af atombomben og manden, der står i spidsen for projektet, J. Robert Oppenheimer. Det gælder for ham og holdet bag at nå i mål med foretagendet inden nazisterne.
Oppenheimer er foregangsmand inden for kvantefysik – og en mand ikke alle bryder sig lige meget om. Det skaber naturligvis også på det personlige plan udfordringer. Men ikke overraskende og særligt i arbejdet med at gøre masseødelæggelsesvåbenet til en realitet i våbenkapløbet skaber det sin del af moralske spørgsmål hos vores hovedperson og flere af de tilknyttede videnskabsmænd.
I front som Oppenheimer finder man en uovertruffen præstation af Cillian Murphy. Han er enigmatisk, magnetisk og ikke til at tage øjnene fra som ”atombombens far”. Han får indkapslet Oppenheimer med store menneskelige nuancer. Herunder bl.a. hans faglighed i kontrast til de etiske overvejelser omkring sit arbejde, herunder også tvivl og skyld. Komplekst og dobbelttydigt. Fascinerende!
Den imponerende rolleliste excellerer desuden ved en lang række gribende karakterer, der gives engagerende liv af de medvirkende. Herunder bl.a. Robert Downey Jr. som den tvetydige Lewis Strauss, en forretningsmand og officer, som er involveret i projektet om atombomben, hvor man også finder en autoritær Matt Damon som Oppenheimers modsætning i form af general Groves.
Videre er der kvinderne i Oppenheimers liv. Her Emily Blunt som den snarrådige og egenrådige hustru Kitty, mens Florence Pugh er den plagede elskerinde Jean Tatlock. De er begge interessante karakterer i egen ret og ikke mindst i dynamisk samspil med Cillian Murphy. Fotograf Hoyte Van Hoytemas billeder imponerer ligeledes med trykkende atmosfære og et sitrende nærvær.
Komponist Ludwig Göranssons mættede, sirlige og insisterende score skal også fremhæves som en del af grunden til, at bl.a. filmens momentum holdes ved lige i dens hele tre timer lange spilletid. Christopher Nolan brillerer altså rent teknisk, men løfter også en klar og nuanceret menneskelighed ind i fortællingen, der ordrigt glider naturligt på de medvirkendes tunger og historiens udfoldelse.
4K Ultra HD og ekstramateriale: Den voldsomme film er bl.a. også en imponerende teknisk bedrift, hvilket i den grad afspejles på filmens 4K Ultra HD-format. Billedet står mættet, detaljerigt og med naturlige farvepalette, hvilket matches elegant af den dynamisk lydside, der fra top til bund går medrivende klart igennem. Der er mere end 3 timers ekstramateriale at dykke ned i. Fra en længere og kapitelopdelt ‘making of’, der kommer ind på flere dele af filmens tilblivelse, mens man også får et panel-interview med holdet og meget mere. Filmen følger også med på Blu-ray.
’Oppenheimer’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 22. november.