‘Shazam! Fury of the Gods’ er halvbagt superhelte-komik
Superhelte på 4K Ultra HD: Den kække superhelt Shazam vender tilbage i fortsættelsen ’Shazam! Fury of the Gods’, der ganske enkelt trækker sig selv i langdrag med en historie, der aldrig engagerer. Til gengæld er der heldigvis et par ganske ok vellykkede replikudvekslinger af den veloplagt sjove slags, mens bl.a. Jack Dylan Grazer som den akavet charmerende Freddy Freeman er filmens gnist.
Desværre er det aldrig nok til at forhindre superhelte-eskapaderne i at ende i en forsumpet omgang tomgangs-buldrende effektjageri, hvor selv momentvis veleksekveret dialog ikke kan holde interessen ved lige. Hverken i historien eller i det alsidige opbud af karakterer, hvor Zachary Levi som hovedhelten Shazam faktisk ender med at være mere irriterende end charmerende.
Efter vi i forgængeren fra 2019 så teenageren Billy Batson blive forvandlet til den voksne superhelt Shazam – ja, ved at sige Shazam – er holdet af nyudklækkede helte tilbage i både teenageform og deres voksne helte-alter-egoer, hvor de unge plejebørn i deres sammenbragte familie forsøger at opretholde et normalt liv, hvilket naturligvis er umuligt, når de besidder mægtige superkræfter.
Gruppen af unge/voksne helte får således snart brug for deres evner, da de såkaldte Atlas-døtre ankommer for at sprede død og ødelæggelse med Jordens skæbne på spil. To af de hævngerrige døtre spilles af den cool duo Helen Mirren og Lucy Liu. De to skurke bliver dog aldrig rigtigt intimiderende, selvom de bl.a. forvandler en flok mennesker til sten.
Det hele starter dog ret veloplagt med fint sjove replikker, hvor en bro kollapser, hvorfor vores hele må redde i massevis af mennesker. Den ellers ganske fine dynamik i flokken af helte – både som teenagere og vokse – har som nævnt øjeblikke af ok morsomme scener, men det hele undermineres af den kedelige historie, hvor flere karakterer desuden efterlades uforløst i filmens udkant.
Bl.a. bliver Shazam et underlig perifert bekendtskab, hvor det er relationen mellem Rachel Zegler som den tredje Atlas-datter og Freddy Freeman, der forsøger at binde rodet sammen med en menneskelig nerve. Det lykkedes desværre ikke, hvorfor de få og ellers ganske fine takter overmandes af en finale, der strækker sig over alt for lang tid ud af filmens ligeledes for lange 2 timer og 10 minutter.
4K Ultra HD og ekstramateriale: Uanset hvad man måtte mene om filmen, så står den bestemt flot, farvemættet og kontrastfuld på 4K Ultra HD, der også svinger veldefineret og klart afsted på lydsiden.
Udgivelsen byder desuden på en omgang ekstramateriale, der kan gøre en klogere på filmen og dens tilblivelse. Man finder bl.a. et kommentarspor med filmens instruktør samt mere end 90 minutters ekstramateriale, der bl.a. ser nærmere på mytologien bag Shazam! og skurkene med mere.
’Shazam! Fury of the Gods’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 15. juni.