Det urovækkende gys ‘Nope’ legede dragende kispus med mig
Gys på Blu-ray: Det er med urovækkende og mystisk schwung, at filmskaberen Jordan Peele åbner sin nye film ’Nope’. Tonen slås således dragende an i en film, der udfordrer publikums forventninger i en genreblandende leg med bl.a. fortællestruktur. Netop den fortællermæssige legesyge gennemsyrer gyset, hvor vi møder søskendeparret OJ og Emerald Haywood.
De to driver en ranch, hvor de bruger deres evner udi hesteopdræt i filmindustrien. Økonomien skranter imidlertid i deres forretning, hvorfor den fåmælte OJ må sælge ud af hestene, mens den langt mere udadvendte søster Emerald gør, hvad hun kan for at sælge deres ydelser til industrien. Deres problemer bliver dog snart udfordret af en række underlige begivenheder på ranchen.
Der er nemlig et og andet mystisk på færde, hvilket synes at stamme fra himlens uendelighed. Hvad det præcist indebærer, vil jeg ikke uddybe nærmere her. Fortællingens overraskende og uforudsigelige krumspring er nemlig en medrivende del af Jordan Peeles film. Jeg blev i hvert fald revet godt og grundigt rundt i manegen og med af både karakterer, fortælling og mysteriet.
Det er således med en underholdende blanding af det bizarre og overraskende samt det urovækkende og gysende, at Jordan Peele folder sin historie ud, hvor der laves kronologiske kolbøtter, mens jeg både vildledes og vejledes ind i filmens univers. Det er gribende og tiltagende intenst, hvor bl.a. også filmens på en gang heroiske, underspillede og krybende score af Michael Abels fanger.
Daniel Kaluuya portrætterer med mut mine den plagede OJ, som står i fin kontrast til den ekstroverte søster, der spilles med lige dele charme og energi af Keke Palmer. De to giver gyset karaktermæssig tyngde – også selvom jeg måske ikke helt rammes rent på følelserne hele vejen. Ikke desto mindre er de to et medrivende bekendtskab, på samme måde som filmen i sin helhed.
’Nope’ er nemlig som helhed en filmisk fornøjelse, hvor også den velindrammende og dynamiske fotografering af Hoyte van Hoytema er en sand fornøjelse. Jordan Peele her kort fortalt efter sine to mesterlige gys ’Get Out’ og ’Us’ lavet et medrivende hattrick, der tør gå nye veje i hænderne på en af vor tids mest interessante filmskabere.
Der følger desværre ikke noget ekstramaterie med på Blu-ray-udgivelsen.
’Nope’ udkommer på dvd og Blu-ray den 2. januar.