‘Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder’ leverer fin magi
Magi på 4K Ultra HD: Eventyret er tilbage med ’Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder’. Den tredje film i serien ’Fantastiske skabninger’, der udløber af og er en forhistorie til Harry Potters fortælling. Kampen mellem det gode og det onde bølger fortsat frem og tilbage i denne eventyrlige fortsættelse, hvor forholdet mellem Albus Dumbledore og Gellert Grindelwald får endnu mere schwung.
For selvom Dumbledore og Grindelwald er hinandens modstandere, er der også en følsom side til deres relation. Det giver fin dramatisk ballast til deres parløb – og når eventyret løber en smule af sporet undervejs. De to holder dramaet ganske fint på ret køl, hvor man desuden møder en lang række andre karakterer, som det desværre ikke helt lykkedes at balancere lige godt hele vejen.
Det sagt, så er her tale om en umage og ganske medrivende flok af personager, hvor man bl.a. igen møder den magiske zoolog og småakavede Newt Scamander, videre til Queenie Goldstein og hendes romantiske modstykke i Jacob Kowalski, mens vi også får et bedre indblik i Credence Barebones følelsesliv, hvor han kæmper en kamp mellem lyset og mørket.
Her er dog overordnet tale om kampen mellem det gode og det onde. Mellem Dumbledore og hans hold af bl.a. troldmænd mod Grindelwalds dystre planer om at tage magten over troldmandsverdenen og menneskene. Det hele pakket ind i lækre magi-effekter og opfindsomme skabninger, hvor man bl.a. møder ækle skorpionlignende monstre og andre eventyrlige væsner.
Jeg kan med andre ord godt lide det magiske univers, der foldes ud i nedtonet farveskala, mens ondskaben lurer om hvert et hjørne og undervejs også står i fuldt flor, når tryllestavene trækkes i storslået kamp. Her er bl.a. en cool og charmerende Jude Law som Dumbledore svær ikke at holde af, mens Mads Mikkelsen som hans onde modstykke Grindelwald har intenst nærvær.
Herudover bibringer Eddie Redmayne quirkiness som Scamander, mens Dan Fogler er et hjertevarmt comic relief som Kowalski og Ezra Miller er en mand i kamp med sig selv som Credence. ’Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder’ er på trods af sin en smule ujævne udfoldelse og lidt for lange spilletid et magisk bekendtskab, der giver håb for serien af film, som venter forude.
4K Ultra HD og ekstramateriale: Filmen følger også med på Blu-ray, men det er naturligvis formatet 4K Ultra HD, der her er at foretrække med sin lyd- og billedoptimerede tekniske side. En lækkerbisken. Der medfølger også lidt ekstramateriale i form af lidt forskellige featuretter, der bl.a. ser på universets nye karakterer og de medvirkendes favoritscener, mens der også er slettede scener.
’Fantastiske skabninger: Dumbledores hemmeligheder’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 14. juli.