CPH PIX: absurd græker, vanvid og et gotisk gys
DAG 10: Min lørdag startede med den græske absurditet L. En sær snegl af en film, hvor den ene aparte scene afløser den anden. I centrum for de groteske optrin finder man en 40-årige chauffør, der lever af at fragte honning til en knotten mand i rød poloshirt (!) – nå ja, og så er der bl.a. også en mut motorcykelbande, en bjørne-mand og en række livløst leverede sange (!).
Det hele er lige ved at ende som én stor og distanceret stiløvelse udi absurditeter, hvor replikkerne konsekvent leveres med monotom klang. Men filmen voksede på mig efterhånden som den mærkværdige historie foldede sig ud og bl.a. med tilbagevende elementer trak krøllede tråde mellem nonsens-scenerne. Helt vellykket vakler grækeren sig dog ikke i mål, men byder bestemt på flere fine scener, bl.a. diskussionen om navngivningen af en båd – herlig tør og underspillet komik.
De aparte optrin fortsatte med dagens anden film, dog i en langt mere udadvendt og farvestrålende indpakning, nemlig med vanvidskomedien Tim and Eric’s Billion Dollar Movie. De to gutter bag har med deres bizarre sketchshow ramt en komisk guldåre af herligt upassende, uskønne og ulækre morsomheder. Deres outrere stil og kradse komik er her intakt, men deres univers klarer ikke helt vellykket overførslen til spillefilmsformatet.
Tempoet holdes ikke hele vejen og efter en suveræn første del bliver der til tider en smule langt imellem de vellykkede gags. Det ændrer dog ikke på, at der hives mange grin ud af løjerne, hvor Tim og Eric forsøger at tjene en milliard dollars, så de kan betale deres gæld til en ond olding. Filmen er desuden spækket med bizarre biroller, bl.a. kendisser som en sygdomsramt John C. Reilly, Zach Galifianakis som modeguru og en hysterisk Will Ferrel – well, og en mand, der sælger brugt toiletpapir (!).
Aftenen sluttede med det grumme, gotiske gys Livid – en film jeg har set meget frem til. For de to franskmænd bag, Julien Maury og Alexandre Bustillo debuterede i 2007 med Inside, som er en af de seneste års absolut mest forrygende, blodige og poetiske skrækfilm. Det smukke og grumme er også her fængslende forenet, men i en mere ambitiøs historie, der ganske vist en mindre blodig, men fyldt med tung haunted house-stemning i det store, knirkende hus, hvor filmen udspiller sig.
På sin første dag som hjemmehjælper, besøger den unge Lucie en creepy gammel dame, der nærmest som et lig med iltapparat ligger i koma i sit store hjem. Da natten falder på, vender hun, kæresten og en ven tilbage for at finde den skat, som den rige olding efter signede skulle gemme et sted i huset. Deres skattejagt ender dog snart som et overnaturligt mareridt, der med en egen mørk logik sætter virkeligheden ud af spil og i stedet indsætter isnende gru.
For filmen starter godt nok som en stemningsmættet spøgelseshistorie grundet i en relaterbar virkelighed, men ender som et regulært mareridt, hvor det uforklarligt overnaturlige hersker. Man forstår godt sammenligningen med bl.a. italienske Dario Argentos irrationelle skrækfilm. Livid vil helt sikkert også tabe publikummer pga. sin mangel på rationel sammenhæng, men jeg var vild med den drømmende logik, dystre atmosfære og det overrasende genremiks.
– Læs mere på CPH PIX: L, Tim and Eric’s Billion Dollar Movie og Livid.
