Dan O’Bannon 1946-2009

Manuskriptforfatter og instruktør Dan O’Bannon er død. Han blev 63 år gammel. Dan O’Bannon er manden, som sammen med John Carpenter tilbage i 1974 både skrev, medvirkede i, klippede og lavede special effects til den udknaldelde science fiction film Dark Star. Jep, det er ham som jagter det badeboldslignende rumvæsen rundt i rumskibet. O’Bannon er dog nok mest kendt for sammen med Ronald Shusett at have forfattet manuskriptet til Ridley Scotts fantastiske klassiker Alien fra 1979.


O’Bannon har herudover bl.a. også været med ved bordet, som manusforfatter på en række andre forrygende film, bl.a. Total Recall, Screamers, Blue Thunder, Lifeforce, Invaders From Mars og The Return of the Living Dead. Sidstnævnte instruerede han også – og så har han bl.a. også været med til at lave special effects til Star Wars fra 1977.