Indlæg

CPH PIX 2018: Festivalen er skudt igang med alt fra en mut præst til vanvittige japanske vampyrer

CPH PIX 2018: I torsdags blev dette års udgave af CPH PIX skudt igang. Publikum kunne således kaste sig over de første mange ud af filmfestivalens 180 film fra hele verden – samt både events, talks og visninger on location med mere. Jeg selv skød herlighederne igang med blot to film – begge henlagt i biografen Empire på Nørrebro.

Første film var Paul Schraders intense og tunge miljø-og-religions-drama ‘First Reformed’. Nå ja, Schrader er forresten manden bag manuskripterne til blandt andet Martin Scorseses mesterlige ‘Taxi Driver’ og ‘Raging Bull’. Her har han både skrevet og instrueret, mens en karismatisk og forknyt Ethan Hawke indtog hovedrollen som den plagede præst Toller.

Han lever et stille liv med ar på sjælen, der bliver rusket op i, da han en dag opsøges af en ung kvinde – spillet dejlig naturligt af Amanda Seyfried. Hun er bekymret for sin miljøaktivistiske mands ve og vel, hvorfor Toller siger ja til at snakke med ham. Det bliver starten på et underspillet, forknyt og intenst drama, der sætter miljø og menneske overfor for Gud og religion.


Det hele er meget alvorligt og sirligt sat i scene med velkomponerede billeder og velskårne replikker, hvor de tunge temaer får lov at få liv. Det hele bliver dog en smule stift sine steder og fortællingen mister noget af sit nærvær. Men Ethan Hawke er så absolut hele turen værd ind i det menneskelig mørke, der omslutter præsten og mig i salen.

Efterfølgende blev der i den grad skiftet gear. Nemlig med den britiske spradebasse Terry Gilliams eventyrlige og rundtossede ‘The Man Who Killed Don Quixote’. En fortælling, der snor sig rundt om forholdet mellem en arrogant filminstruktør og en gammel mand, der noget vildledt tror, han er den berømte ridder Don Quixote. Adam Driver gør bestemt god figur, men Jonathan Pryze tager stikket gakket hjem med sit både charmerende, hjertelige og triste portræt.

Filmen er bare yderst uengagerende og roder forvildet rundt uden aldrig rigtig at få fat i noget af den vildskab, der ellers er til stede momentvis. Det hele falder da også ret hurtigt fladt på maven og bliver en kedelig øvelse ud i gakketheder, der desværre heller ikke bliver videre morsomme eller medrivende. Ja, en fuser er desværre nok en meget rammende beskrivelse.

Så ventede der mere velorkestrede absurditeter i franske Quentin Dupieux’ ‘Keep an Eye Out. Han har tidligere begejstret mig med de absurde, sjove og originale ‘Wrong’, ‘Wrong Cops’ og ‘Reality’ på CPH PIX. Helt op at ringe kom jeg dog ikke over hans nyeste film. Men det til trods var det bestemt en tur værd i biografen – blandt andet med sin leg med tid, fortælling og kontinuitet.

Her er kort fortalt tale om en helt almindeligt – og keeedeligt – politiforhør, der dog snart eskalerer i den ene absurditet efter den anden. Det er sjovt og underspillet – ikke mindst takket være Benoît Poelvoorde som betjenten og Grégoire Ludig som den afhørte. Deres skøre ping pong rammer guld undervejs – også selvom filmen måske nok mister lidt momentum hist og her.

Den japanske vildbasse Sion Sono er også tilbage – det med ‘Tokyo Vampire Hotel’. Han er en filmskaber, jeg virkelig holder af, blandt andet på grund af hans vildskab, originalitet og uforudsigelighed. Alle tre ting fik jeg da også serveret i hans grandiose, gakkede og gale vampyrfilm, hvor to vampyr-klaner ligger i krig. Det hele går ned på det såkaldte – og yderst farverige – hotel.

I et overraskende virvar af vanvidsidéer diskes der således op med alt fra blod i litervis, når både pistoler og sværd bringes i sving, videre til absurde vampyrrelationer og mutationer samt ikke mindst en skizofren lydside, der svælger i alt fra klassiske toner til rockede rytmer. Det er vildt, alt for meget og desværre også sine steder lige langt nok. Ikke desto mindre en skøn, bizar og morsom oplevelse.

Læs også om mine 10 anbefalinger på CPH PIX lige her.

CPH PIX 2018: Her er 10 film du kan se på filmfestivalen

CPH PIX 2018: Du kan ligeså godt berede dig på at tilbringe en god del af den kommende tid i biografen. I hvert fald, hvis du er i København. For fra den 27. september til og med den 10. oktober indtager filmfestivalen CPH PIX igen de københavnske biografer.

Vanen tro kan du her kaste dig over et væld af titler fra hele verden. Her finder du alt fra stille dramaer til voldsom horror og absurde komedier samt alt derimellem og mere til.

Men hvordan pokker vælger du film, når der er godt 180 titler i programmet? Jo, du sætter dig ned og læser festivalens sprudlende program igennem. Men skulle du have svært ved at overskue det store filmudbud, så anbefaler jeg her 10 titler.

Udover selve filmene på festivalen, så finder du som altid også både koncerter, events, talks og særvisninger af film med mere. Læs mere om CPH PIX og de mange film på deres hjemmeside.

AN EVENING WITH BEVERLY LUFF LINN
Jeg har tidligere på CPH PIX set Jim Hoskings komplet absurde, bund perverse og helt langt ude ‘The Greasy Strangler’, så jeg skal naturligvis se, hvad han har i posen med sin nye film, der i programmet beskrives som “en ret skør og helt meningsløs komedie med sækkepibe, dårlige parykker og gammel, rusten kærlighed”, hvilket absolut lyder tiltalende. I hvert fald for mig.


GONJIAM: HAUNTED ASYLUM
Ok, kombinationen af et nedlagt og ikke mindst hjemsøgt sindssygehospital lyder som den perfekte setting for en yderst skræmmende tur i biografen. En af den slags ture, jeg ikke vil snyde mig selv for – og da slet ikke, når nu jeg har et soft spot for sydkoreanske gys. Desuden er filmen Koreas næststørste horror-hit nogensinde, så den må jo kunne et og andet.

HUMAN, SPACE, TIME AND HUMAN
Det er Kim Ki-duk, der trækker her. For han er den koreanske filmskaber bag nogle af mine bedste filmoplevelser. Så som ‘Tomme huse’, ‘Forår, sommer, efterår, vinter… og forår’ og ‘The Isle’. Ja, det er altid spændende at se, hvad han byder ind med. Og når programmet proklamerer: “Bered dig på en voldsom og provokerende oplevelse.”, så bør man klart sikre sig billet.

IN FABRIC
Instruktør Peter Strickland har tidligere forført mig med den lydomhyggelige og urovækkende  ‘Berberian Sound Studio’ på CPH PIX, så jeg er naturligvis spændt på at se hans nye film, der desuden får disse lovende ord med i programmet: “…et stemnings- og gådefuldt univers, der både trækker på David Lynch, giallo og klassisk british horror.” Det lyder jo helt perfekt.

KEEP AN EYE OUT
Der venter uden tvivl en af festivalens mest gakkede og absurde film her. I hvert fald hvis manden bag, franske Quentin Dupieux, tager teten op fra sine tidligere film som blandt andet filmen om dræberdækket i ‘Rubber’ og den skrupskøre ‘Wrong’. Men det lader nu ifølge programmet også til at være tilfældet med ordene som “…tilbage i pilskæv topform…”.

MANDY
Jeg elsker Nicolas Cage. Ja, uden ironisk distance. Han er en af de vildeste, mest intense og karismatiske skuespiller nogensinde. Og med denne allerede kritikerroste film lader der til at vente en helt særlig oplevelse i Nicolas Cage-land, der både byder på en satanisk kult, et brutalt hævntogt og ikke mindst en pokkers masse blod. Jeg glæder mig for vildt.

PIERCING
Det er svært ikke at blive lokket bare en smule af denne programomtale: “Familiefaren Reed har planlagt det perfekte mord. Men hans offer har sine egne planer, og pludselig befinder Reed sig i et uforudsigeligt SM-mareridt, der blander blodig psykologisk horror med stilsikker film noir.” Sådan.

SMALLER AND SMALLER CIRCLES
Der er en seriemorder på spil i denne filippinske film, hvor to jesuiterpræster inddrages i sagen om en række skamferede unge drenge. Det lyder både ubehageligt og dragende, mens programmet desuden lokker med ordene: “Råddenskaben gennemsyrer alt fra de fordærvede børnelig til det korrupte system, der omgiver sagen i denne samfundskritiske og drabelige thriller.

THE MAN WHO KILLED DON QUIXOTE
Terry Gilliam er altid garant for opfindsomme, originale og visuelt interessante film – og med ‘The Man Who Killed Don Quixote’ kan jeg ikke andet end at være lidt ekstra nysgerrig på, hvad hans krøllede hjerne har fremtryllet. Filmen har nemlig været undervejs i 30 år og undervejs undergået alverdens produktionsmæssige ulykker. Men nu er den her altså. Endelig!

TOKYO VAMPIRE HOTEL
Det er muligvis umiddelbart filmtitlen, der lokker her. Men for mig er det først og fremmest manden bag, nemlig den japanske vildbasse Sion Sono, der altid er garant for vilde, overrumplende og vanvittige film. Det lader også til at være tilfældet her, hvor filmens omtale blandt andet lyder: “…et blodigt, farverigt og festligt voldsorgie propfuldt af maniske wtf-momenter.”

COLD FISH: Et mesterligt monster af en japansk vanvidsfilm

Filmanbefaling: Den japanske instruktør, vildbasse og min personlige favorit, Sion Sono, har lavet en af verdens absolut bedste film – den komplet vanvittige og blodige Cold Fish fra 2010. Jeg har netop genset den og anbefaler dig at kaste dig over den med det samme. For den stadig fremragende ved endnu et gensyn.

En vild japansk filmoplevelse, hvor alt synes at kunne ske – og mere til. En film, der uden bekymringer kaster sig ud i en ambitiøs, kompleks og herligt forskruet fortælling om menneskets mørke og tabubelagte sider. Men bestemt ikke uden en god portion grotesk og sort galgenhumor.

Cold-Fish-dvd-anmeldelse-01

Her bliver du således udsat for både maniske seriemordere, sjaskede menneskeparteringer samt undertrykte instinkter og følelser, mens Sion Sono ivrigt og medrivende blotlægger depraverede menneskelige samt syge familiære relationer.

Den underkuede tøffelhelt Syamoto lægger under for sin emsige kone, men da han møder den karismatiske fiskehandler Murata, ændrer alt sig for ham. For Murata er absolut ikke bare en uskyldig fiskehandler, men en komplet forskruet psykopat, der river alt omkring sig ind i sin verden af vanvid, mord og sex.

Mødet mellem to modsætninger udvikler sig i den grad uforudsigeligt. Den forsigtige familiefar lokkes nemlig ind i Muratas magtspil og ubehagelige vane at slå folk ihjel. Altså, hvis de kommer på tværs af hans forretning med eksotiske fisk.

Cold-Fish-dvd-anmeldelse-02

Således tumler filmen sig muntert og forskruet afsted, mens Sion Sono skruer op for farveladen, efterhånden som filmen kaster sig fremad i hidsige ryk. Det hele leveret med indtagende ubehag, stor charme og ganske enkelt filmisk virilitet og nådesløs energi.

Denden er desuden helt fantastisk som den overstadige psykopat Murata, der ruller på ordene, mens hans øjne borer sig ind i min sjæl. Et ubehageligt charmerende og foruroligende bekendtskab. Præcis som dette mesterlige monster af en film.

Cold Fish er udgivet på dvd, hvor der følger en 60 minutter lang making of med, mens den også kan streames hos Blockbuster.dk.

Cold-Fish-dvd-anmeldelse-03

Mere Sion Sono, hvis du får smag for ham:
Cold Fish var den første film af Sion Sono, jeg så, men ikke den sidste. Så får du også smag for mere vildskab fra den produktive japaner, kan du eksempelvis se Suicide Club (2001), Strange Circus (2005), Love Exposure (2008), Guilty of Romance (2011), Why Don’t You Play in Hell? (2013) og Tokyo Tribe (2014).

Sion Sono står også bag nogle både mere afdæmpede og mindre blodige titler så som Himizu (2011) og The Land of Hope (2012). Dem anbefaler jeg også.

[tabgroup][tab title=” Cold Fish | filmanbefaling”]

cold-fish-dvd-cover

Originaltitel: Tsumetai nettaigyo, Japan, 2010
Udgivelse: Oktober 2011
Instruktion: Sion Sono
Medvirkende: Makoto Ishikawa, Denden, Mitsuro Fukikoshi m.fl.
Spilletid: 2 timer 23 min.
Distributør: Another World Entertainment[/tab][/tabgroup]

CPH PIX 2014: 15 film, du skal nå at se, inden filmfesten slutter

Vi går nu den sidste håndfuld dage i møde med CPH PIX, der løber frem til og med onsdag den 16. april. Der er altså stadig god tid til at få set en masse film. Men skulle du endnu ikke være kommet ud af døren, eller blot være i tvivl om hvilke film, du bare må og skal nå at se, inden filmfestivalen slutter, anbefaler jeg 15 titler. Vær desuden opmærksom, at der sættes ekstravisninger op, følg med her.

A Touch of Sin
(instr.: Jia Zhangke)
Den kinesiske hævnfilm, A Touch of Sin, af Jia Zhangke skulle være en både voldsom og brutal oplevelse. Her er nøgleordene for mit vedkommende kinesisk hævnfilm, Jia Zhangke, voldsom og brutal. Men bag volden finder man også en historie om desperation, magtens korrumpering og menneskers forskellige vildkår i verden. Læg hertil kung-fu og der burde være dømt sikker filmsucces.

a touch of sin lille cph pix nå at se

Why Don’t You Play in Hell? (instr. Sion Sono)
Den japanske instruktør og vildbasse Sion Sono har lavet en af verdens absolut bedste film – den vanvittige og mere end blodige Cold Fish fra 2010. Så ja, selvfølgelig skal du se hans nye film. Et vanvittigt miskmask af action, drama og samuraifilm, filmnostalgi, kærlighed og splat samt 100 andre ting. Det burde ikke fungere, men det gør det. Anarkistisk, uforudsigeligt, rablende og pokkers underholdende.

why dont you lille cph pix nå at se

The Distance (instr.: Sergio Caballero)
Okay, den her tillader jeg mig blot lige at citere programteksten for: ”Tre telepatiske dværge, en forladt fabrik og en snakkende skorsten er blot nogle af ingredienserne i spanske Sergio Caballero surrealistiske og anarkistisk morsomme take på den klassiske kup-film.” Med den beskrivelse er det vel sådan lidt en ’enten-eller-film’ – for mit vedkommende er det et ’ja tak’.

distance lille cph pix nå at se

Blue Ruin (instr.: Jeremy Saulnier)
Når der står ’hævnthrilleren’ i en filmbeskrivelse, bør man tage notits. Blue Ruin bærer dette mærkat med sin barske fortælling om en mands jagt på hævn efter, at hans forældres morder løslades. Jeg har allerede fået den anbefalet af flere, der har set filmen på CPH PIX. Jeg tillader mig hermed at give den anbefaling videre.

lue ruin lille cph pix nå at se

Moebius (instr. Kim Ki-duk)
Voldtægt, incest og utroskab. Ja, Den sydkoreanske auteur Kim Ki-duk lukker atter op for godteposen med sin nye filmMoebius. Han er manden bag fremragende film som The Isle (2000), Forår, sommer, efterår, vinter … og forår (2003), Tomme huse (2003) og Pieta (2012). Både smukke og grumme film, der elegant og indtagende tager hånd om tabuer og forbudte følelse, hvilket også ser ud til at gælde Moebius.

moebieus lille cph pix nå at se

Coherence (instr. James Ward Byrkit)
Når man lægger sit program for CPH PIX, så vil der på trods af grundighed altid poppe film op, man enten har overset, eller som man bliver anbefalet undervejs på festivalen. Science fiction-thrilleren Coherence er for mit vedkommende sådan en titel. Jeg har kun hørt godt om den, og det har du sikkert også. Men bare rolig, for du kan heldigvis stadig nå at fange.

coherence lille cph pix nå at se

The Congress (instr. Ari Folman)
Ari Folmans animerede dokumentar Waltz With Bashir blev i 2008 overøst med lovprisninger. Det er klart, det er spændende at se, hvad den israelske instruktør byder på med sin nye film, The Congres. Han lokker i hvert fald med visuelle narrestreger og en syret fortælling om at bevare en skuespillerinde digitalt for fremtiden. Filmen er fortalt med en blanding af animation og live-action, og har blandt andet Robin Wright, Jon Hamm, Paul Giamatti og Harvey Keitel på rollelisten.

congress lille cph pix nå at se

The Raid 2 (instr. Gareth Evans)
I 2012 smadrede Gareth Evans alt på sin vej, da han med sin benbrækkende, brutale og fremragende actionfilm The Raid succesfyldt fyldte salene op under CPH PIX. Nu gentager han succesen med The Raid 2, hvor der i den grad deles øretæver og benbrud ud. Evans formår frygtindgydende elegant at sætte voldskaos og slåskampe i scene, så man nærmest selv får blodsmag i munden og blåmærker.

raid 2 lille cph pix 2014

The Dance of Reality (instr. Alejandro Jodorowsky)
Du skal selvfølgelig også nå at fange Alejandro Jodorowskys El Topo (1970) og The Holy Mountain (1973). Men miraklet vil, at den 85-årige auteur efter knap 25 års siden sin sidste film, nu har lavet en ny film, The Dance of Reality. En både surreel, smuk og opfindsom omgang Jodorowsky-magi. Den skal du bestemt nå at se.

dance of reality lille cph pix nå at se

Dead Snow: Red vs. Dead (instr. Tommy Wirkola)
Hvis ikke du får set zombier på CPH PIX, mangler du noget. Heldigvis skuffer norske Tommy Wirkola ikke med sin opfølger til Død Sne. For igen river onde nazi-zombier veloplagt indvolde ud på uskyldige nordmænd. Dead Snow: Red vs. Dead er både større og vildere end sin forgænger – og det fungerer. Flere zombier, flere opfindsomme drab og mere sort humor. En særdeles vellykket nazi-zombie-sequel.

dead snow 2 lille cph pix nå at se

Tom at the Farm (instr.: Xavier Dolan)
Den blot 24 år-årige Xavier Dolan er klar med sin fjerdespillefilm, Tom at the Farm. Den allerede er blevet modtaget positivt i udlandet, og det samme er sket på CPH PIX. Jeg har også fået den begejstret anbefales fra flere sider. En ifølge programmet psykologisk thriller med Xavier Dolan selv i hovedrollen. Det er noget med en tur på landet, en tidligere elsker og en begravelse. Det lyder som en god kombination.

tom at the farm lille cph pix nå at se

Escape From Tomorrow (instr.: Randy Moore)
Den er allerede blevet omtalt vidt og bredt, men nu er det også en noget usædvanlig måde, hvorpå Randy Moores såkaldte Disney-dystopi Escape From Tomorrow er blevet til på. For eftersom Disney ikke tillader at filme kommercielt i deres forlystelsesparker, er filmen blevet skudt i al hemmelighed med et filmhold udklædt som turister blandt parkens andre gæster. En film ”om en familiefars moralske og seksuelle deroute i den berømte park,” som programmet beskriver filmen.

escape lille cph pix nå at se

R100 (instr. Hitoshi Matsumoto)
Den japanske instruktør og komiker Hitoshi Matsumoto har lavet tre fremragende film, Big Man Japan (2007), Symbol (2009) og Scabbard Samurai (2011). Jeg har set dem alle på CPH PIX, og det har alle været forrygende, vanvittige og sindssygt sjove filmoplevelse. Så selvfølgelig skal jeg se hans nye film R100 – det skal du også. Her slår han sig løs med lak, læder og bondage. Mere behøver jeg vel ikke sige.

r100 lille cph pix nå at se

Snowpiercer(instr.: Bong Joon-ho)
Den sydkoreanske science fiction-film Snowpiercer har allerede taget verden med storm, og nu kom turen så til CPH PIX. Oprindeligt var den kun programlagt til en enkelt visning, men den har heldigvis fået en ekstravisning. Du kan derfor stadig nå at fange den dystopiske fortælling om et højteknologisk tog, der må holdes kørende for at passagererne ikke fryser ihjel på grund af en ny istid. Chris Evans, Jamie Bell, John Hurt, Ed Harris og Tilda Swinton er blandt andet med ombord.

snowpiercerer lille cph pix 2014

Wrong Cops (instr. Quentin Dupieux)
Der er en ny omgang grotesk vanvid klar fra den franske instruktør Quentin Dupieux. Med Wrong Cops udfoldes således et syret plot uden egentlig mål, andet end at man følger en håndfuld betjente, der opfører sig, ja, helt forkert. Lige fra at deale stoffer pakket ind i døde rotter til at true sig til at se tilfældige kvinders bryster. Bizar og absurd på den helt rigtige måde – i hvert fald i min verden.

wrong lille cph pix nå at se

– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.

CPH PIX 2014: Dette års festival er kommet godt fra start

Godt begyndt er halvt fuldendt, siger de der folk, man har lyst til at give et los over skinnebenet. Jeg vælger derfor blot at slå fast, at dette års CPH PIX er godt begyndt. For efter fire dages festival, har jeg taget et beskedent indhug i programmet med otte titler – to forrygende, fire gode og to middelmådige. Jeg afslører hvilke film, der er tale om lidt længere nede i teksten. Ja, det er en cliffhanger.

For først skal det nævnes, hvor skønt det er igen at være tilbage på CPH PIX. Det føles lidt som at vende hjem, er der helt sikkert nogle, der vil sige. Det kunne jeg måske også finde på, hvis jeg en dag var ekstra sentimental. I dag er ikke sådan en dag, men det er utvivlsomt en god ting igen at kunne tilbringe timevis i hovedstandens biografer med film, man ellers ikke har mulighed for at se på et stort lærred.

Der er selvfølgelig også forpremierer, koncerter og andre events, men pointen er, at CPH PIX tilbyder unikke filmoplevelser, hvorfor det bare er om at hoppe ud i det – og det uanset om man går all in med plus 50 film, nupper 10 titler, eller vælger én enkelt. Jeg har indtil videre blandt andet været udsat for japansk vanvid, fransk syre og instruktørbesøg – og festivalen er kun lige gået i gang.

strange colour of your body's tears cph pix 2014

På min liste over 10 film, du skal se på CPH PIX, har jeg nu set tre. Først leverede japanske Sion Sono et tidligt højdepunkt med Why Don’t You Play in Hell? Et vanvittigt miskmask af action, drama og samuraifilm, filmnostalgi, kærlighed og splat samt 100 andre ting. Lidt som at se 10 film i én, hvor man blandt andet møder et energisk filmhold og hårdkogte yakuza-klaner. Det burde ikke fungere, men det gør det. Anarkistisk, uforudsigeligt, rablende og pokkers underholdende. Fuck yes.

Desværre skuffede Hélène Cattet og Bruno Forzani en smule med deres ellers både smukke, foruroligende og fascinerende The Strange Colour of Your Body’s Tear, hvor en mand i konstant mareridtstilstand forsøger at finde sin forsvundne kone. Men den kom altså aldrig på niveau med deres mesterlige Amer, der var en af de bedste film på CPH PIX i 2010. Men bestemt en æstetisk fornøjelse, om end en smule vaklende.

wrong cops 02 cph pix 2014 dag

Til gengæld var seneste skud grotesk humor fra franske Quentin Dupieux præcis som jeg havde forventet med hans Wrong Cops. Et syret plot uden egentlig mål, andet end at man følger en håndfuld betjente, der opfører sig, ja, helt forkert. Lige fra at deale stoffer pakket ind i døde rotter til at true sig til at se tilfældige kvinders bryster. Bizar og absurd på den helt rigtige måde – i hvert fald i min verden.

Den amerikanske instruktør William Friedkin har gæstet festivalen, da en række af hans film bliver vist, blandt andet The Exorcist og The French Connection. Jeg nuppede førstnævnte, hvor Friedkin veloplagt introducerede klassikeren. Det er stadig en fantastisk film, og så var det ikke mindst super cool at møde instruktøren, der har stået for flere af mine barndomsmareridt. Der var også mareridtsfoder i den habile The Babadook, hvor en mor og hendes søn hjemsøges af et grumt væsen.

exorcist cph pix 2014 dag

Smuk og stemningsfuld gru, der desværre snubler lidt i sidste del. Men med fremragende præstationer fra mor og søn samt flot forløste og uhyggelige scener får den en klar anbefaling. Derimod skuffede Lucky McKee med All Cheerleaders Die, der med sort humor og high scool horror bragte en flok cheerleaders tilbage fra de døde. Filmen finder aldrig balancegangen mellem humor og horror i den noget retningsløse historie med liderlige drenge, heksekunstner og hævngerrige high school-tøser. Den kommer ikke tæt på at være på niveau med hans fremragende The Woman.

Udover at se film, der ikke ellers sættes op i de danske biografer, kan man også se en række interessante forpremierer. Her nuppede jeg den allerede kritikerroste og minimalistiske Locke. Den udspiller sig udelukkende i en bil med Tom Hardy bag rettet som en hårdtpresset mand, der forsøger at rette op på sine fejltagelser. Den bliver bare aldrig helt så intens og medrivende, som den gerne vil være, mens dens præmis er ulden og portrættet af Locke ikke helt tilfredsstillende beskrevet.

locke cph pix 2014 dag

Men en fin lille stiløvelse, og så er Tom Hardy bestemt seværdig. Den japanske isolations-thriller The Intruders skuffede endnu mere. Her tager en forfatter ud i en ødeliggende hytte for at færdiggøre sit manuskript, men snart ødelægges freden og den ellers rolige location forvandles til et iskoldt mareridt. Men historien er ujævnt fortalt og filmen mestrer ikke sin blanding af thriller og sort humor, mens plottet bliver unødvendigt krøllet. Men ja, CPH PIX er absolut skudt godt i gang.

Til dem, der ikke orker at læse mere end én linje om hver film:
Why Don’t You Play in Hell?: Selvfølgelig skal du se denne vanvittige japaner.
The Strange Colour of Your Body’s Tears: Se instruktørparrets Amer først.
Wrong Cops: Det ville være forkert ikke at hoppe på disse bizarre betjente.
The Exorcist: Du har allerede set den, men du skal selvfølgelig se den igen
The Babadook: Isnende uhygge – og det er kun et plus, hvis du er mor.
All Cheerleaders Die: Middelmådig high school horror med  kluntet humor.
Locke: På stressende køretur med Tom Hardy. En prøvetur værd.
The Intruders: Et ujævnt, japansk alternativ til Misery.

– Læs om 10 film, du skal se på CPH PIX HER.
– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mere om CPH PIX og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.

CPH PIX 2014: 10 film, du skal se på filmfestivalen

Fra den 3. til den 16. april indtager den københavnske filmfestival CPH PIX atter hovedstadens biografer med et væld af film fra hele verden og i alle afskygninger af filmlandskabet. Fra dramaer, krigsfilm og horror, til komedier, fanfilm og thrillers samt alt der imellem og meget mere.

Men hvordan pokker skal du så vælge de film, du vil se af det 150 titler store program? Jo, du kaster dig som alle andre film-buffs frygtløs over programmet, der udover filmvisninger også byder på events, koncerter og debatter, mens festivalen vanen tro også gæstes af både instruktører og skuespillere.

Men for at gøre udvælgelsesprocessen en smule lettere, bringer jeg her 10 titler, du skal se – og om ikke andet, meget grundigt overveje, om du kan tillade dig selv ikke at se dem. Svaret er givet på forhånd. Som de foregående år kan du her på sitet læse om min gang på festivalen.

– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site her og på Facebook her.

Why Don’t You Play in Hell? (instr. Sion Sono)
Den japanske instruktør og vildbasse Sion Sono har lavet en af verdens absolut bedste film – den komplet vanvittige og mere end blodige Cold Fish fra 2010. Den skal du selvfølgelig skynde dig at se – nup også lige hans Suicide Club (2001), Strange Circus (2005), Love Exposure (2008) og Guilty of Romance (2011). Ja, selvfølgelig har jeg sat kryds ud for Sion Sones nye film i programmet.

Efter de mere afdæmpede og mindre blodige, men bestemt fremragende Himizu (2011) og The Land of Hope (2012), lader det dog til, at Sion Sono er tilbage i actionfyldt hopla med sin nye film, den gangster- og samurai-fyldte Why Don’t You Play in Hell? Nej, der er absolut ingen grund til ikke at glæde sig.

why don't you play in hell cph pix 2014

Moebius (instr. Kim Ki-duk)
Voldtægt, incest og utroskab. Ja, Den sydkoreanske auteur Kim Ki-duk lukker atter op for godteposen med sin nye filmMoebius. Den glæder jeg mig selvfølgelig til, som jeg altid glæder mig, når han er klar med en ny film. Du bør gøre det samme.

Kim Ki-duk er også manden bag fremragende film som The Isle (2000), Forår, sommer, efterår, vinter … og forår (2003), Tomme huse (2003) og Pieta (2012). Både smukke og grumme film, der elegant og indtagende tager hånd om tabuer og forbudte følelse, hvilket også ser ud til at gælde Moebius.

moebius cph pix 2014

The Strange Colour of Your Body’s Tear (Hélène Cattet, Bruno Forzani)
En af de absolut bedste filmoplevelser på CPH PIX i 2010 var Hélène Cattet og Bruno Forzanis smukke, foruroligende og fascinerende Amer. Et formfuldendt og visuelt favntag med en giallo, hvor de for genren så velkendte elementer som læderhandsker, boblende seksualitet og et indtagende score fik sit eget liv.

Derfor er jeg selv sagt også spændt på The Strange Colour of Your Body’s Tear, der ligeledes skulle være en æstetisk fornøjelse bygget op omkring et psykologisk drama, der udspiller sig i et eksperimenterende horrorland.

strange colour of your body's tears cph pix 2014

The Raid 2 (instr. Gareth Evans)
I 2012 smadrede Gareth Evans alt på sin vej, da han med sin benbrækkende, brutale og fremragende actionfilm The Raid succesfyldt fyldte salene op under CPH PIX. Nu er han tilbage med opfølgeren, der meget passende har fået titlen The Raid 2.

Den skulle ikke alene være et lige så intenst og hæsblæsende bekendtskab som den første film, men også overgå den. Det er i hvert fald, hvad jungletrommerne lover. Ja, jeg glæder mig selvfølgelig til at få tildelt flyveskaller og mavepustere.

raid 2 cph pix 2014

The Congress (instr. Ari Folman)
Ari Folmans animerede dokumentarfilm Waltz With Bashir blev i 2008 overøst med lovprisninger af både anmelderne og publikum – den nuppede blandt andet en Golden Globe for bedste udenlandske film. Det er klart, jeg glæder mig til den israelske instruktørs nye film.

The Congres
lokker i hvert fald med visuelle narrestreger og en syret fortælling om at bevare en skuespillerinde digitalt for fremtiden. Filmen er fortalt med en blanding af animation og live-action, og har blandt andet Robin Wright, Jon Hamm, Paul Giamatti og Harvey Keitel på rollelisten.

congress cph pix 2014

The Dance of Reality (instr. Alejandro Jodorowsky)
El Topo (1970), The Holy Mountain (1973) og Santa Sangre (1989). Hvis du har set bare en af disse tre titler, har du som jeg uden tvivl også sat kryds ud for The Dance of Reality. Med god grund. For efter knap 25 år er den legendariske og legende filmskaber Alejandro Jodorowsky klar med sin nye spillefilm.

Man kan desuden se en række af Alejandro Jodorowskys øvrige film på festivalen, blandt andet ovenstående, hvilket jeg kun kan opfordre til, da hans billedskønne og visuelt opfindsomme film bør opleves på et stort lærred.

dance of reality cph pix 2014

Wrong Cops (instr. Quentin Dupieux)
Der er en ny omgang grotesk vanvid klar fra den franske instruktør Quentin Dupieux, når Wrong Cops indtager dette års festival. Han er manden bag de bizarre Rubber (2010) og Wrong (2012) – sidstnævnte havde jeg fornøjelsen af at se på sidste års CPH PIX.

Ja, selvfølgelig glæder jeg mig til korrupte betjente, party drugs og Marilyn Manson som emo-teenager, alt andet ville jo være dumt.

wrong cops cph pix 2014

Dead Snow: Red vs. Dead (instr. Tommy Wirkola)
Hvis ikke CPH PIX byder på zombier, er det som om, der mangler noget. Heldigvis skuffer festivalen heller ikke i år på den konto. Der bydes således op til afrevne lemmer og sjaskende indvolde, når de onde nazi-zombier hærger i norske Tommy Wirkolas Dead Snow: Red vs. Dead.

Det er opfølgeren til den underholdende Død Sne fra 2009, som jeg den gang havde fornøjelsen af at se på festivalen. Så selvfølgelig sidder jeg klar til nazi-zombier, sort humor og blodige kills. Du bør gøre det samme.

dead snow 2 cph pix 2014

The Zero Theorem (instr. Terry Gilliam)
Jeg behøver vel i grunden ikke at have denne titel med på listen, for den har du selvfølgelig allerede købt billet til. Terry Gilliam ser nemlig ud til at være i syret hopla med sin science fiction-film The Zero Theorem, der udspiller sig i et krøllet og neonoplyst fremtidsunivers.

Man finder Christoph Waltz i hovedrollen som en hacker på jagt efter intet mindre end meningen med livet. Men du ved, med film som Fear and Loathing in Las Vegas, 12 Monkeys og Brazil på CV’et, behøver du vel ikke have min anbefaling for at vide, at du skal glæde dig.

zero theorum cph pix 2014

R100 (instr. Hitoshi Matsumoto)
Den japanske instruktør og komiker Hitoshi Matsumoto har lavet tre fremragende film. Et absurd og sjovt spin på store-monstre-smadrer-byer med komedien Big Man Japan (2007), den syrede og surrealistiske fabel Symbol (2009) og den morsomme samuraifilm Scabbard Samurai (2011).

Jeg har set dem alle på CPH PIX, og det har alle været forrygende, vanvittige og sindssygt sjove filmoplevelse. Så selvfølgelig skal jeg se hans nye film R100, hvor han slår han sig løs med lak, læder og bondage.

r100 cph pix 2014

– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011, 2012 og 2013.

CPH PIX 2013, DAG 2: indisk weirdo og japansk katastrofe

Jeg havde kun to film på programmet på min dag nummer to på CPH PIX – til gengæld vardet to fine film. Først stod den på weirdo-drama med den indiske Miss Lovely, der tog publikum med tilbage til 1980’ernes Mumbai og et lyssky filmmiljø, hvor softcore porno peppes op med bizarre horror-elementer.

Den forsigtige romantiker Sonu og den mere bombastiske Vicky er brødre og arbejder begge med de populære, men ulovlige film, der sender slibrigheder og smukke damer ud til et hujende biografpublikum. Men arbejdet og brødrenes forhold kompliceres, da Sonu forelsker sig i den søde debutant Pinky og den skånselsløse filmindustri truer snart med at sluge kærligheden råt og sende dem alle i fængsel.

miss lovely

Miss Lovely sammenfletter uden bekymringer både kærlighedskvaler, aparte horror-scener samt thriller-, softcore- og dramaelementer til en både syret, ofte helt drømmende filmoplevelse. Der festes livligt løs, mens filmrullerne indeholder stadigt mere udfordrende og snuskede strimler. En sælsom film, der gør som det passer den og hermed også undgår at blive kedeligt forudsigelig.

Miss Lovely 4/6:4_6 - stars_LILLE

Den japanske instruktør Sion Sono er en af mine favoritter, så jeg var selvfølgelig spændt på hans nyeste film, den følsomme The Land of Hope. En mere afdæmpet sag end eksempelvis hans vanvittige horror-mesterværk Cold Fish, den voldsomme Guilty of Romance eller den brutale katastrofefilm Himizu. Omdrejningspunktet er her et voldsomt atomudslip, der sender folk fra hus og hjem.

the land of hope 02

Den fiktive by Nagashima bliver delt i to – den radioaktive side mod den sikre side. Man følger således en række mennesker og deres måde at forholde sig til katastrofen på. Blandt andet det ældre ægtepar, der stædigt holder på at blive boende, et par, der flytter, men fortsat frygter for deres ufødte barns sundhed og to unge kærester, der kører væk på motorcykel mod friheden.

Et komplekst udfoldet drama, der har store temaer som identitet, familie, løsrivelse, liv og død i spil, mens et sart sortsyn også synes at snige sig ind i det håb og den kærlighed, der trods alt synes at binde de forskellige skæbner sammen. En både smuk og tankevækkende film, der fik sat følelser fornemt i sving og leveret et både gribende og rørende tredje akt.

The Land of Hope 5/6: 5_6 - stars_LILLE

CPH PIX: forrygende og fængslende asiatisk filmdag

DAG 7: Dagen i går stod på tre asiatiske film – og det skulle vise sig at være et forrygende trekløver. Jeg kom forbi henholdsvis Japan, Sydkorea og Indonesien med de tre vidt forskellige titler. Dagen startede med en af mine favoritter, nemlig Sion Sono og hans seneste film, den dramatisk forførende Himizu – en oplevelse i særklasse.

Det var endnu en film, jeg havde set meget frem til, bl.a. fordi Sono stod for en af de bedste film på CPH PIX sidste år – ja, en af de bedste film overhovedet – den blodige Cold Fish. Himizu er dog langt fra lige så blodig, men også fyldt med sitrende frustration og solidt spark i dramaet. Filmen udspiller sig i tiden efter det katastrofale jordskæv, der ramte Japan i 2011. Teenageren Suminda bestyrer her en bådudlejning, mens han bl.a. tumler med identitetskrise, en voldelig far og en sød beundrer.

Det lyder måske ikke som det mest sprælske setup, men tag ikke fejl. Sono har skabt en både forskruet, bizar og fascinerende film, hvor kærligheden og hadet danser dødelig kinddans. Alle synes på nippet til at sprænges af fortvivlelse og vrede, men ingen tør for alvor at gribe ud efter håbet, der også anes i det dystopiske univers. Voldsom, sorthumoristisk og excentrisk. Se den.

Så gik turen til Sydkorea, hvor Poongsan foldede sig ud med potent action og et umuligt trekantsdrama. Med problematikken mellem Nord- og Sydkorea som bagtæppe følger man en navnløs mand, der smugler familiemedlemmer over den dødsensfarlige grænse mellem nord og syd. Livet for den tavse mand, der ellers ikke involverer sig politisk eller følelsesmæssigt ændres dog drastisk, da kærligheden titter frem i mødet med en kvinde, som han skal fragte hjem til sin rige mand i syd.

Et fængslende miks af genrer, hvor blandingen det meste af vejen er vellykket og både har dramatisk effekt og ikke mindst effektive action-scener. Men filmen er også en smule ujævn og bl.a. sidste del bliver lidt lang i spyttet, hvor også de moralske og politiske pointer leveres unødigt udpenslet. Men selvom filmen har skønhedsfejl, var det en både flot og medrivende oplevelse.

Aftenen sluttede i den grad med et brag. For i den indonesiske action-succes The Raid: Redemption spares der hverken håndmadder, automatrifler eller blodige macheter. En specialstyrke skal her indtage et højhus og få fat på überbossen, der holder til på toppen. Hele bygningen er selvfølgelig befolket med kamptrænede kriminelle, der alle er udstyret våben og klar til at nedslagte politiet.

Her er ganske vist mere tale om action for actionens skyld, end action, der er med til at drive historien frem. Men løjerne afvikles så dynamisk og fandenivoldsk, at man ser stort på den tynde historie. Her smides dog sin del af plotdrejninger på bordet til at det blodige bæst sparker sig medrivende vej til toppen af bygningen. Et adrenalinkick, man ikke må snyde sig selv for. Se den.

– Læs mere på CPH PIX: Himizu, Poongsan og The Raid: Redemption.