Indlæg

Israelsk galskab smitter ikke skræknerven

Så skal vi igen med en gyser ud i skoven. Men selvom coveret til Rabies proklamerer, at her er tale om noget så eksotisk som ”Israels første skrækfilm”, er der ikke nye ingredienser i kødgryden. Løjerne består af de for genren velkendte elementer – ikke at det er en dårlig ting, men i dette tilfælde udebliver den medrivende gru, selvom de medvirkende en efter en må lade livet på mere eller mindre blodig vis.

Filmen åbner stærkt. En pige er faldet i en psykopats underjordiske fælde. Mørket omslutter klaustrofobisk staklen, mens hendes bror løber efter hjælp. Herefter præsenteres vi for resten af de medvirkende, hvis veje kommer til at krydses i skovens dyb. En flok unge på afveje, ubehjælpsomme betjente, skovfogeden og hans kæreste – psykopaten fra åbningsscenen ser vi dog ikke meget mere til.

For det skal vise sig, at det slet ikke er noget så håndgribeligt som en galning med en økse, der er skurken her. Noget langt mere udefinerbart er på færde – noget, der på en eller anden måde synes smitte alle, som begiver sig ind i skovens skygger. En galskab, der som rabies forvandler rationale til voldeligt vanvid.

Det er i udgangspunktet interessant at lade gruen slå uforudsigeligt ned blandt de medvirkende. Alle kan således potentielt være mordere, eller det næste offer. Desværre lykkedes det bare ikke for denne uhåndgribelige ondskab at slå ordentlig rod. Uhyggen udebliver, men ubehaget er heldigvis intakt ved enkelte af filmens mord – hvor der bl.a. kommer landminer (!) og en hammer på banen. Av.

Men selvom man får et par vellykkede kills samt en herlig sadistisk betjent, så forbliver Rabies et noget trægt bekendtskab, der heller ikke helt vellykket får balanceret sin sorte humor med den rene ondskab. Filmens tone vakler og afviklingen af skovens nedslagtninger snubler undervejs. Men for satan, den der ’hammer-til-underkæbe-scene’ var dæleme brutal, yes!

Ekstramateriale:
Der følger desværre intet ekstramateriale med dvd-udgivelsen, udover trailers for andre af selskabets titler (filmen er ikke udkommet på Blu-ray). Det kunne ellers have været interessant at høre lidt fra de to debuterende filmskabere bag, Aharon Keshales og Navot Papushado, da det uden tvivl er en genre de brænder for.

Originaltitel: Kalevet, Israel, 2010
Instruktion: Aharon Keshales, Navot Papushado
Medvirkende: Lior Ashkenazi, Danny Geva, Ania Bukstein m.fl.
Spilletid: 90 min.
Udgiver: Another World Entertainment