Indlæg

CPH PIX: forrygende og fængslende asiatisk filmdag

DAG 7: Dagen i går stod på tre asiatiske film – og det skulle vise sig at være et forrygende trekløver. Jeg kom forbi henholdsvis Japan, Sydkorea og Indonesien med de tre vidt forskellige titler. Dagen startede med en af mine favoritter, nemlig Sion Sono og hans seneste film, den dramatisk forførende Himizu – en oplevelse i særklasse.

Det var endnu en film, jeg havde set meget frem til, bl.a. fordi Sono stod for en af de bedste film på CPH PIX sidste år – ja, en af de bedste film overhovedet – den blodige Cold Fish. Himizu er dog langt fra lige så blodig, men også fyldt med sitrende frustration og solidt spark i dramaet. Filmen udspiller sig i tiden efter det katastrofale jordskæv, der ramte Japan i 2011. Teenageren Suminda bestyrer her en bådudlejning, mens han bl.a. tumler med identitetskrise, en voldelig far og en sød beundrer.

Det lyder måske ikke som det mest sprælske setup, men tag ikke fejl. Sono har skabt en både forskruet, bizar og fascinerende film, hvor kærligheden og hadet danser dødelig kinddans. Alle synes på nippet til at sprænges af fortvivlelse og vrede, men ingen tør for alvor at gribe ud efter håbet, der også anes i det dystopiske univers. Voldsom, sorthumoristisk og excentrisk. Se den.

Så gik turen til Sydkorea, hvor Poongsan foldede sig ud med potent action og et umuligt trekantsdrama. Med problematikken mellem Nord- og Sydkorea som bagtæppe følger man en navnløs mand, der smugler familiemedlemmer over den dødsensfarlige grænse mellem nord og syd. Livet for den tavse mand, der ellers ikke involverer sig politisk eller følelsesmæssigt ændres dog drastisk, da kærligheden titter frem i mødet med en kvinde, som han skal fragte hjem til sin rige mand i syd.

Et fængslende miks af genrer, hvor blandingen det meste af vejen er vellykket og både har dramatisk effekt og ikke mindst effektive action-scener. Men filmen er også en smule ujævn og bl.a. sidste del bliver lidt lang i spyttet, hvor også de moralske og politiske pointer leveres unødigt udpenslet. Men selvom filmen har skønhedsfejl, var det en både flot og medrivende oplevelse.

Aftenen sluttede i den grad med et brag. For i den indonesiske action-succes The Raid: Redemption spares der hverken håndmadder, automatrifler eller blodige macheter. En specialstyrke skal her indtage et højhus og få fat på überbossen, der holder til på toppen. Hele bygningen er selvfølgelig befolket med kamptrænede kriminelle, der alle er udstyret våben og klar til at nedslagte politiet.

Her er ganske vist mere tale om action for actionens skyld, end action, der er med til at drive historien frem. Men løjerne afvikles så dynamisk og fandenivoldsk, at man ser stort på den tynde historie. Her smides dog sin del af plotdrejninger på bordet til at det blodige bæst sparker sig medrivende vej til toppen af bygningen. Et adrenalinkick, man ikke må snyde sig selv for. Se den.

– Læs mere på CPH PIX: Himizu, Poongsan og The Raid: Redemption.

CPH PIX: ensomme bekendelser og sløv smugler

DAG 6: Endnu en dag på festivalen, hvor jeg gik fra den ene yderlighed til den anden. Herligt. Først et mere end skrabet selvportræt af min personlige favorit, den koreanske filmskaber Kim Ki-duk og herefter lunken ramasjang-action. Men vi starter lige med den meta-drilske dokumentar Arirang, hvor en ensom instruktør bekender sig til et snurrende kamera i en kold bjerghytte.

Den ellers produktive Kim Ki-duk har ikke lavet en film siden 2008 og bruger bl.a. denne minimalistiske dokumentar til at reflektere over sin krise og sit virke – både som instruktør og menneske. Deprimeret, opgivende og med indbyggede bekendelser – men bestemt ikke uden humor. For filmen igennem stilles der spørgsmål ved hvor ægte og oprigtigt det hele er – hvor grænsen mellem fiktion og virkelighed går.

For fx da det hele er ved at blive for selvudslettende og kunstner-kvalmt, klipper Kim Ki-duk væk fra sin egen grådkvalte bekendelse og man ser ham side i hytten og fnise over sin egen opførsel. Drilsk, tvetydig og selvironisk. Jeg tænker dog, at man nok vil finde filmen mest interessant, hvis man har et forhold til Kim Ki-duk og hans fantastiske film, hvor Forår, sommer, efterår, vinter… og forår nok er mest kendt, men bl.a. er den smukke Tomme huse og den knugende The Isle også blandt mine favoritter.

Og så blev bøtten så at sige vendt. For med Smuggler stod den på tegneserievold i slowmotion og gakkede karakterer. Desværre var denne japanske manga-filmatisering en noget træg affære. Man følger her den unge slacker Kinuta, der vikles ind i at arbejde på den forkerte side af loven. Jep, her er både farverige lejemordere, brutale kriminelle og vanvittig action – men desværre også for lidt spark i historien og de medvirkende til at filmen holder sig flyvende.

Et sprælsk og ofte bizart miks af vold, tortur, humor og action – men altså uden den fornødne historie og karakterer til at drive løjerne engagerende frem. Ingen af de medvirkende blev for alvor interessante, men kun glimtvis sjove eller blot aparte bekendtskaber. Det gælder bl.a. den adrætte lejemorder Vertebrae og en vanvittig sadist, som hver især stod for et par spændstige scener. Well, der venter forhåbentlig mere medrivende smæk i The Raid: Redemption i aften.

– Læs mere på CPH PIX: Arirang og Smuggler.

CPH PIX: skummel vicevært og endnu en aflysning

DAG 5: Jeg havde to film på programmet i går – desværre blev visningen af The Sorcerer and the White Snake aflyst, da man ikke havde fået fat i koden til at låse den digitale kopi op med. Lort og pis. Jeg havde ellers glædet mig til ’actionfyldt, Hongkong-fantasy’ på det store lærred. Øv. Nå, men heldigvis leverede den spanske viceværts-thriller Sleep Tight en udmærket omgang paranoia.

Den umiddelbart tilforladelige vicevært César har et ikke helt sundt forhold til beboerne, hvor han arbejder. Specielt den yndige Clara får lidt for meget af hans opmærksomhed. Hun er nemlig slet ikke så alene hjemme, som hun går og tror. For den skumle Cécar lurer i mørket og hans besættelse eskalerer blot, gisp.

Luis Tosar er virkelig god i den ubehagelige hovedrolle. Han mønstrer både sympati og afsky, mens lagene i hans forskruede sind åbenbarer sig. Desværre vikler løjerne sig ind i mere nonsens end godt er i sin sidste tredjedel, men det ændrer ikke på, at det var en fint myrekrybende oplevelse. Man finder en lignende præmis i den tamme The Resident – find min anmeldelse HER – den er dog ikke halvt så vellykket som denne dosis søvnløshed. Ja, tjek hellere under sengen, inden du lægger dig til at sove.

Og så løb jeg som sagt ind i endnu en aflysning. Denne gang faldt meldingen dog små fire timer før visningen og ikke da salen var fyldt op som til The Human Centipede 2 i lørdags. I stedet blev der vist Gantz, men den så jeg som bekendt i søndags.

Selvfølgelig ønsker alle parter, at filmenes afvikles uden problemer, men det er stadig pisse surt – bl.a. fordi man ikke bare kan hoppe på en anden visning, da man så misser andre. Og desværre kunne jeg ikke nå andre film i går aftes, da Sleep Tight først sluttede, da de øvrige af festivalens film var begyndt. Nu håber jeg så, at dette var den sidste aflysning. Jeg ser i hvert fald spændt frem mod resten af festivalen…

– Læs mere på CPH PIX: Sleep Tight og The Sorcerer and the White Snake.

CPH PIX: dommedag, sjælesalg og manga-action

DAG 4: Min fire film lange søndag på PIX blev skudt fantastisk godt i gang med den knugende intense Take Shelter. En film jeg har set frem til et års tid, så jeg var glad for at finde den i festivalens program – og jeg blev ikke skuffet. Historien er centreret om familiefaren Curtis, der begynder at få nogle ubehageligt realistiske mareridt, der bl.a. med et apokalyptisk uvejr synes at varsle død og undergang.

Michael Shannon er fænomenal i hovedrollen som en mand, der gribende balancerer mellem drøm og virkelighed. For er han ved at blive sindssyg eller er undergangen virkelig på vej? Forførende sikkert og med foruroligende resonans bygger instruktør og manusforfatter Jeff Nichols historien op, så man til sidst sidder med en knude i maven og et spinkelt håb om, at alt nok skal gå. Både dommedagsfabel, medrivende familiedrama og en mands kamp med indre dæmoner. Se den.

Da jeg kom uden for Cinematekets biograf var himlen meget passende blevet malet grå af et forestående uvejr og regnen begyndt at dryppe. Sådan clasher film og virkelighed nogle gange. Men der var ikke tid til angst for dommedag, for jeg skulle straks mod Empire på Nørrebro, hvor en genfortolkning af Goethes Faust ventede – historien om den videbegærlige Faust, der sælger sin sjæl til djævelen.

Desværre var det en gumpetung sag, som russiske Aleksandr Sokurov havde stablet på benene. Her var ikke nok svung på den monumentale fortælling til at jeg blev grebet. Det var ofte som at være vidne til filmet teater, hvor et irriterende hult miks af den teatralske dialog ikke fik den fornødne tyngde. I glimt visuelt forførende med åndeløse naturbilleder, men overordnet en træg vandring gennem et gråt 18. århundrede – dog også med en herlig slibrig Anton Adasinsky som plump djævel.

Aftenen sluttede i et noget andet gear med to hæsblæsende, japanske manga-filmatiseringer, Gantz og Gantz: Perfect Answer. Ikke de mest helstøbte actionfilm, men universet var tilpas sprælsk til min smag – tilsat splattede monsterkampe og gadget-labre våben. Første film introducerer universet, hvor en håndfuld mennesker lige inden de dør, på mystisk vis ender i et rum med en sort kugle. Her beordres de nu på alien-jagt iført latex-drager og med voldsomme håndvåben.

Opfølgeren havde desværre mindre monster-action. Til gengæld blev samurai-sværd og automatvåben flittigt brugt, mens også en romance flettede sig sentimentalt ind mellem de optrappende intriger og eskalerende nonsens. Letbenet, blodig og voluminøs sci-fi-underholdning, der gav mindelser om bl.a. The Matrix og ’Men in Black’-filmene – men heldigvis forskånet for Will Smith på soundtracket.

– Læs mere på CPH PIX: Take Shelter, Faust, Gantz og Gantz: Perfect Answer.

CPH PIX: skønhedsdronning på afveje og aflysning

DAG 3: Satan og helvede! Visningen af en af festivalens mest omtalte film blev aflyst i går – efter publikum havde sat sig – så jeg måtte desværre undvære den eksplicitte splattersag The Human Centipede 2. Men inden den melding blev givet til et feststemt og mildest talt skuffet publikum, havde jeg set den mexicanske Miss Bala – en dramatisk omgang skønhedsdronning på afveje. For her vikles den smukke Laura ind i en skånselsløs krig mellem politi og brutale bander i et støvet Mexico.

Laura ender nemlig ufrivilligt som kurer for en hårdfør bandeleder og vi følger således hendes urovækkende tur ind i det kriminelle miljø, hvor korruption og skyderier er hverdag. Men selvom Stephanie Sigman er dådyrskær som forskræmt Laura og der leveres forførende billeder samt intense scener, så forblev filmen for observerende i sin skildring af den rå virkelighed til man for alvor blev grebet. Jeg kom i hvert fald til at savne et mere nuanceret nærvær i det menneskelige drama.

Desuden ender Lauras deltagelse i skønhedskonkurrencen som et noget aparte indslag, der føles ude af sync med historien. Men selvom filmen er ujævn, så er det også en tankevækkende sag med noget på hjerte – en kritisk kommentar til et korrupt Mexico og krigen mod organiseret kriminalitet, der har kostet i tusindvis af liv.

Herefter skulle den så have stået på kontroversiel splat med The Human Centipede 2. Men ak og ve, fordi der ikke var styr på teknikken blev visningen aflyst (der venter dog to mere på festivalen). Grunden var, at man ikke havde en Blu-ray-afspiller, der kunne afspille region A. Come on – og i det hele taget at vise Blu-rays er sgu vagt. Ja, jeg ved godt, at der er mange bolde i luften, men denne ”smutter” er ganske enkelt for slap. Nogen fra PIX bør sgu straffes med ’mund-til-anus-sammensyning’…!

Nu håber jeg bare, at jeg var yderst uheldig (har ikke oplevet aflysninger de to sidste år), for når man har et tæt program, er der ikke bare mulighed for at nuppe en anden visning. Personalet i Empire snakkede dog om, at der måske blev sat en ekstra visning op i ugen efter PIX. Det håber jeg. For selvom filmen er til at få fat på, er det en film, jeg i den grad havde set frem til at opleve på det store lærred og med et skrigende publikum. Øv øv øv. Oh well, i dag venter der fire film – hvis alt går efter planen…

– Læs mere på CPH PIX: Miss Bala og The Human Centipede 2.

CPH PIX: upoleret romance og et skuffende eventyr

DAG 2: Jeg havde kun to visninger i går, til gengæld var det to vidt forskellige film – et upoleret kærlighedsdrama og et grumt greb på brødrene Grimms eventyrunivers. Først på menuen var den nærværende Weekend – en film om to vidt forskellige fyres møde i en intens weekendflirt. Men hvad der blot skulle være et uforpligtende ’one night stand’, udvikler sig til noget mere – og hvad stiller man så op med sine følelser.

En usentimental (næsten) og skabsromantisk film, der lader os komme helt tæt på det drama, der opstår, når man hvirvles ind i et andet menneskes liv. Fortalt med håndholdt intensitet og solstrejf af poesi i et betontungt boligkompleks. Og selvom filmen ikke helt havde den følelsesmæssige tyngde, man kunne have håbet, så bærer Tom Cullen og Chris New dramaet i mål med nærværet intakt. Jep, kærligheden opstår, når man mindst venter det – ustyrlig, uforudsigelig og uforståelig.

Herefter blev der i den grad sadlet om, for med den franske Le Petit Poucet var der dømt grumt eventyr. Desværre var det et trægt og ikke specielt fortryllende et af slagsen. Historien mikser elementer fra brødrene Grimms dystre univers, bl.a. Hans og Grete og Tommeliden. Her sendes fem brødre på afveje, da deres fattige forældre efterlader dem til sig og egen overlevelse i den store skov.

Ja ja, eventyrets tankevækkende og skarpe moraler spøger i kulissen, men som film fungerede skidtet bare ikke. Universet var slapt og historien hverken uhyggelig, spændende eller magisk. Kun Denis Lavant som sulten ’trold’ lyste excentrisk op, mens eventyret momentant tittede frem i stemningsfulde naturbilleder. Jeg vil bestemt foreslå, at man i stedet kaster sig over de originale Grimm-historier.

I dag venter der mig igen kun to titler. Først den mexicanske Miss Bala og herefter den meget omtalte shocker The Human Centipede II (Full Sequence). Jeg så den fremragende og frastødende etter på PIX i 2010 og opfølgeren skulle være endnu værre. Den har jeg glædet mig meget til og det bliver sjovt at se den i en fyldt sal.

– Læs mere på CPH PIX: Weekend og Le Petit Poucet.

CPH PIX: filmglad seriemorder, sort humor og gys

DAG 1: I går var det endelig blevet tid til at hoppe ind til festivalens første film. Jeg lagde ud med den atmosfærefyldte Last Screening – et passende sted at starte, da filmen har en lille fransk biograf som omdrejningspunkt. Her arbejder den mutte Sylvain, der udover at være filmfan også slår kvinder ihjel. En laber kombi – seriemorder-thriller og en hyldest til filmmediet, fortalt dragende og afdæmpet.

Der er noget grundlæggende fascinerende ved seriemordere – også i dette tilfælde. Psykologien var ganske vist en smule flad, men til gengæld var filmen rig på tung midnats-stemning og med et par ubehagelig mord undervejs – ikke udpenslet, men kort, kontant og grumt (minder bl.a. om den britiske Tony). Nå ja, og så fik man også en sød, men umulig romance ind fra højre. Absolut en lille fin fransk fristelse, voilà.

Herefter stod den på sort humor og dagligdagsdepression i Empire på Nørrebro, hvor Todd Solondz’ nyeste film Dark Horse ventede. Jeg er vild med hans film, hvor den mesterlige Happiness stadig står som et højdepunkt. Men hans nye film var bestemt også en deprimerende skøn oplevelse. For Solondz har et uhyre underholdende flair for at skabe tragiske skæbner, der er både sjove og tåkrummende at følge.

Her finder man Abe, der stadig bor hjemme, selvom han for længst er fyldt tredive – og så arbejder han også for sin far. Jep, en usund familiebinding. Men da han møder den mildest talt deprimerede Miranda, en smuk Selma Blair, starter han et halvhjertet forsøg på løsrivelse. Christopher Walken er fantastisk som ’deadpan’-far, det samme er Mia Farrow som hønemor og så er Mary Joe gammelkone-smækker. En skøn og absurd komedie, der slår nærmest surreelle kolbøtter undervejs. Se den.

Jeg sluttede dagen med det overnaturlige besættelsesgys Lovely Molly. En desværre noget ujævn og ikke specielt skræmmende oplevelse – dog med fine scener undervejs samt solid creepyness i mørke kældre og dunkle skovbryn. Det er den ene af gutterne bag nyklassikeren The Blair Witch Project, Eduardo Sánchez, der har instrueret og været medforfatter. Det såkaldte ’found footage’-element er da også undervejs med til at skabe intenst nærvær via håndholdte ”hjemme-optagelser”.

Det nygifte par Molly og Tim flytter ind i hendes barndomshjem. Jep, et stort knirkende hus omgivet af en dyster skov. ’Uhyggelig setting’: tjek. Snart begynder underlige lyde at rumstere, familiehemmelighederne ulmer i skyggerne og Mollys sind kommer under indflydelse af onde kræfter. Ja, man kan sætte kryds ved mange af genrens nøgle-elementer, men jeg blev bare ikke skræmt. Fint nok, så kan jeg jo udsætte mareridtene til senere på festivalen, hvor der venter mere gys…

– Læs mere på CPH PIX: Last Screening, Dark Horse og Lovely Molly.

’The Artist’ blev den store Oscar-vinder

Jeg må ærligt indrømme, at Oscar-showet ikke som sådan har min store interesse, men det er da altid meget sjovt (og til tider spændende) at se, hvem der løber med de prestige-fyldte priser. Men jeg er altså ikke en af de film-fans, der har siddet oppe hele natten for at se showet. Tja, hvis Refns fænomenale Drive havde været nomineret i flere kategorier end ’sound editing’ kunne det måske have trukket lidt mere i mig.

Well, nu er der også en del af de nominerede film jeg endnu ikke har set – det gør mig nu heller ikke det store, da der ikke er mange jeg som sådan død og pine straks har måttet kaste mig over. Martin Scorseses Hugo er jeg dog ivrig efter skal lande i de danske biografer. Nå, men det var vinderne, jeg egentlig lige ville skrive om.

Det blev noget så usædvanligt som den sort/hvide stumfilm The Artist, der løb med de tunge priser. Det for bedste film, bedste instruktør (Michel Hazanavicius), bedste mandlige hovedrolle (Jean Dujardin), bedste musik og bedste kostume. Noget af en imponerende høst – og ja, det er en film, jeg har villet se, Oscar-statuetter eller ej.

Bedste kvindelige hovedrolle gik til favoritten Meryl Streep for sit portræt af Margaret Thatcher i Jernladyen – hendes tredje Oscar-statuette. Bedste mandlige birolle blev heller ikke den store overraskelse, den gik nemlig til Christopher Plummer for sin rolle i Beginners og så løb Octavia Spencer med prisen for bedste kvindelige birolle for The Help – ja, hende HER.

Bedste animerede film blev den fremragende Rango. Der var blot en enkelt pris til den ellers populære The Descendants, nemlig for bedste manuskript baseret på en bog. Prisen for bedste originale manuskript gik til Woody Allen og hans skønne Midnight In Paris.

Martin Scorsese og hans Hugo løb med hele fem priser, det for bedste art direction, bedste lydklipning, bedste lydmixning, bedste cinematography og bedste visuelle effekter (tag den Michael Bay). David Finchers dystre The Girl With The Dragon Tattoo fik prisen for bedste film-klipning og som tippet blev bedste udenlandske ikke-engelsksprogede film den iranske A Separation. Bum.

– Se alle de nominerede og vinderne HER.
– Se også min Top 10 for 2011
– Min anmeldelse af Midnight in Paris
– Min anmeldelse af Rango

Godt nytår – et spændende filmår venter forude

Jeg vil lige ønske alle et godt nytår og ved samme lejlighed nævne nogle af de titler, jeg ser frem til i 2012. Det tegner til at blive et spændende filmår, hvor det i blockbuster-land er Ridley Scotts Alien-relaterede Prometheus og Christopher Nolans The Dark Knight Rises, der ligger forrest i mit felt. Men jeg ser også frem til Peter Jacksons The Hobbit: An Unexpected Journey og action-ballade med The Avengers, Mission: Impossible – Ghost Protocol og ja, sgu også Nicolas Cage i Ghost Rider: Spirit of Vengeance.

Jeg glæder mig også meget til et par af mine favorit-instruktørers tilbagevenden, her Martin Scorseses 3D-eventyr Hugo, Roman Polanskis kammerspil Carnage og ikke mindst David Cronenbergs A Dangerous Method. Desuden er Tim Burton også på banen med to titler, gotisk gys med Dark Shadows og dukkefilmen Frankenweenie.

Og de gode titler synes at mase sig på i 2012, hvor følgende også er i kikkerten, George Clooney i The Descendants, Todd Solondz’ Dark Horse, spion-thrilleren Tinker Tailor Soldier Spy, apokalypse med Take Shelter, stum-filmen The Artist, spøgelsesfilmen Woman in Black, børnegys med ParaNorman, monstre i Attack the Block, Johnny Depp i The Rum Diary og Jason Reitmans Young Adult. Ja, det tegner til at blive et fremragende filmår…!

Jorden går under i special effects!

Hvor lang tid tager det for Jorden at gå under? Lige på den anden side af 2 timer og 30 minutter – og det er sgu al tid rigeligt, i hvert fald når det kommer til Roland Emmerichs seneste katastrofe af en film, sorry – katastrofefilm.

Handlingen? Well, eller rettere undskyldningen for at hive alverdens special effects ind manegen skal hentes hos mayaerne, der for århundrede siden varslede Jordens undergang til år 2012. Denne dommedagsprofeti går selvfølgelig i opfyldelse, så nu får amerikanerne og resten af verdens nationer travlt med at få benene på nakken. Men hvor løber man hen, når Jorden går under? Tja, Curtis og hans lille familie gør deres bedste for at finde svaret, alt imens de skiftevis kører fra enorme jordskælv og flyver fra supervulkaner. Flot ser det ud, men medrivende bliver det sgu aldrig.


Der er selvfølgelig ingen tvivl om hvorfor man går i biografen for at se 2012: action, action og mere action! Og jeg har bestemt ikke noget imod fladpandet action og tonstunge klichéer, men altså, filmen består groft sagt skiftevis af følelsesløse afskedsscener med skingre violiner og dommedags montager med rigeligt CGI. ”More is more”, må det have lydt som et mantra i Emmerichs hoved. Desværre savner filmen, sin fremdrift til trods, et engagement, retning og noget mere vid midt i fremvisningen af sine digitale krumspring, der efter de første bombastiske scener mister pondus og begynder at gå i tomgang. Ærgerligt.


Der forsøges ellers etableret en form for empatisk bånd mellem publikum og statisterne i masseødelæggelserne. Fx bruges der en rum tid i forsøget på at skabe et par karakterer, man kan heppe på, efterhånden som Jorden kollapser om ørene på publikum. Men John Cusack og co. drukner hurtigt i bulder og brag – sammen med mit engagement i deres overlevelse og filmens vage forsøg på at fortælle noget om menneskehedens væsen. Så jeg måtte klynge mig til actiondelen, der sine enorme armbevægelser til trods efterlod mig ret kold. En skam, for Jordens undergang kunne have været en hæsblæsende tur. Well, man kunne fx have skåret i spilletiden.


Men vil man se filmen, dens klodsede klichéer og træge tomgang til trods, så er det i biografen der sker. For det er effektjageriet, som jager filmen fremad – eller i det mindste forsøger, og det skal altså ses på et stort lærred. Desuden er Woody Harrelson skøn som skør eneboer, mens det er meget skægt at se vores allesammens Zlatko Buric smidt ind i Hollywood-maskinen som russisk milliardær.

Men var jeg godt underholdt? For det er vel for fa’en hvad Emmerich sigter efter. Næ, egentlig ikke. Sporadisk er filmen dog mildt underholdende og herlig over the top med sit utal af usandsynligheder og sine trods alt imponerende special effects. Det er filmens første del, der fungerer bedst. Desværre glemmer man hurtigt de effektive første ødelæggelser, som snart kvæles i filmens egen iver efter at levere endnu en overdådig oversvømmelse, monstrøst vulkanudbrud eller voldsom massedestruktion. En skam at Jordens undergang gik hen og blev så kedelig.

Originaltitel: 2012, Canada, USA, 2009.

Instruktion: Roland Emmerich.

Medvirkende: John Cusack, Amanda Peet, Chiwetel Ejiofor, Thandie Newton, Oliver Platt, Danny Glover, Woody Harrelson, Zlatko Buric m.fl.

Spilletid: 158 minutter.

Distributør: Sony Pictures.