’Aftenvagt’ greb mig adrenalinsitrende stærkt om struben
Anmeldelse: Jeg gribes intenst om struben, mens en tiltagende knude i maven, indfinder sig, når hospitalsdramaet ’Aftenvagt’ folder sin adrenalinsitrende historie ud. Det starter imidlertid mere fredeligt for sygeplejersken Floria, der tjekker ind til endnu en aftenvagt på kirurgisk afdeling. Men aftenvagten på hospitalet bliver hurtigt en meget presset affære.
Nattens arbejde skal nemlig klares underbemandet og med patienter på stribe på en propfyldt afdeling, der har brug for den dygtige Floria til diverse lægelige undersøgelser, men også til at give nærvær og omsorg midt i den stressede nat. Det gælder nemlig for Floria at tilse alt fra terminalt syge patienter til utålmodigt indlagte, der kræver løs i øst og vest.
Floria skal navigere i det hele med sin professionalitet intakt, men også med den tilstedeværende menneskelighed, som arbejdet kræver, når man har med mennesker at gøre. Sygeplejersken bliver dog fortsat udfordret på sin tålmodighed og sit overskud, da hun konstant hives i fra alle sider, når hun løber fra den ene stue og patient til den næste.
Jeg halser lige i hælene på hende, hvor den schweiziske instruktør og manuskriptforfatter Petra Biondina Volpe har et stærkt greb om at holde et engagerende momentum i nattens strabadser på hospitalsgangene, mens fotograf Judith Kaufmanns dynamiske kamerabrug og nærværende billeder elegant bringer liv til historien og de forskellige karakterer.
I front som Floria finder man en overbevisende Leonie Benesch, der troværdigt går i et med rollen som sygeplejerske. Jeg er med hende fra start til slut, når hun med et gribende nærvær kaster sig ind i fortællingen, der dog måske nok kunne bruge en lidt skarpere form for dramatisk fokus. Det sagt, så fungerer filmen rigtig godt som et hektisk indblik i sygehusvæsenet.
’Aftenvagt’ er nemlig ikke båret af et stramt plot, men mere og stærkest af de menneskelige portrætter, mens også historiens rene filmiske energi med et tiltagende stressniveau gør dramaet til en medrivende oplevelse. Så selvom den menneskelige kompleksitet måske ikke kommer helt til sin ret hele vejen rundt, er her tale om en stærk filmoplevelse.
’Aftenvagt’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Aftenvagt’ har biografpremiere den 7. maj.






