’The Devil Wears Prada 2’ står stærkest gennem sine karakterer

Anmeldelse: 20 år efter den charmerende ’The Devil Wears Prada’ lander nu fortsættelsen, der rammende lyder titlen ’The Devil Wears Prada 2’. Hovedkaraktererne er tilbage i form af Meryl Streep som chefredaktøren Miranda Priestly, Anne Hathaway er den jordnære Andy Sachs og Emily Blunt er rivalen Emily Charlton, mens Stanley Tucci atter er den elskelige Nigel Kipling.

Alt er dog ikke helt ved det gamle. Andy har nemlig i mellemtiden løsrevet sig fra den spydige Miranda, der fortsat står som enehersker på modemagasinet Runway i New York. I stedet er Andy nu en hædret journalist med integriteten intakt. Men da Andy må finde sig et nyt job, ender hun ved skæbnens veje tilbage på Runway. Nu som redaktør.

(Foto: Walt Disney)

Det er bestemt et ryk op i graderne siden 2006 for Andy, men ikke ind i kridthuset hos Miranda, der fortsat er en utilnærmelig isdronning med intet til overs for sin nye redaktør, som ellers er hyret ind for at rette op på Runways ry, der er endt i en shitstorm og i det hele taget vakler økonomisk grundet magasin- og modebranchens nye digitale og flygtige virkelighed.

Der skal følges med tiden, hvis Runway skal sikres ind i fremtidens modeverden. På den måde er filmen også et kig på en branche og medievirkelighed, der kræver omstilling og agilitet. Men hvordan følger man med de økonomisk pressede tider, hvis kvaliteten af magasinet og Mirandas dyre visioner fortsat skal kunne realiseres? Det er udfordringen, som Miranda og Andy står overfor.

(Foto: Walt Disney)

Det er en ganske spændende ramme for filmen, men temaet om fortid og fremtid i branchen berøres desværre kun noget overfladisk. Filmens styrke ligger snarere i karaktererne og deres relationer, kampe og uenigheder. Nå ja, og til dels i fremvisningen af en modeverden fyldt med luksus, glitter og haute couture, hvor en udfordret Miranda denne gang må slække på sine standarder.

Meryl Streep leverer her et herligt gensyn med den dominerende chefredaktør, mens Anne Hathaway gør god karakter som Andy med ben i næsen – og nu en god portion selvtillid, der dog atter udfordres af Mirandas kyniske væsen. Stanley Tucci er igen Mirandas betroede nærmeste, der med hjertet på rette sted, indpoder filmen med lidt mere menneskelig kompleksitet.

(Foto: Walt Disney)

Hertil kommer, at den gamle rivalisering mellem den rigide Emily og Andy atter blusser op. Den forbliver desværre lidt halvbagt. Det er en unødvendig og meget underfortalt flirt, som Andy har med en tilfældig ejendomsgut, i den grad også. På samme måde som denne romantiske relation flagrer uforløst i vinden, så kæmper instruktør David Frankel også med et ujævnt manuskript.

David Frankel sad ellers også i instruktørstolen på den vellykkede forgænger, der – som fortsættelsen – er baseret på en bog af Lauren Weisberger. Resultatet er desværre ikke nær så sjovt, rapt og underholdende, selvom Aline Brosh McKenna atter har skrevet manuskriptet. Det gamle hold er i den grad tilbage, men det er imidlertid karaktererne, der ender med at redde filmen.

’The Devil Wears Prada 2’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’The Devil Wears Prada 2’ har biografpremiere den 30. april.