’Wuthering Heights’ har svulstigt og sensuelt schwung på kærligheden
Anmeldelse: Der er svulstigt og sensuelt schwung på kærligheden, lidenskaben og begæret i instruktør og manuskriptforfatter Emerald Fennells kødelige filmatisering af Emily Brontës romanklassiker ’Wuthering Heights’ fra 1847. Den evigtgyldige historie om kærligheden og dens komplekse nuancer fremstår i sine nye klæder på en gang både frisk og tidløs.
Da den forældreløse Heathcliff som barn bliver taget til sig af den jævnaldrende Cathy Earnshaws far og familie, vokser han op med Cathy som bedste ven. Årene går og følelserne mellem de to vokser sig ud af blot at være platoniske i takt med, at de bliver voksne. Særligt da Heathcliff vender tilbage til Earnshaw-familien og Cathy efter at have været bortrejst, tager dramaet til.
Det er denne på en gang destruktive, komplekse og lidenskabelige relation, der er historiens dramatiske epicenter. Der smides endvidere temaer som hævn og galskab i kærlighedstrykkogeren af en tragedie, hvor Margot Robbie og Jacob Elordi ses som henholdsvis den livspositive Cathy og den noget mere forknytte Heathcliff.
Duoen har en dramatisk, dynamisk og dragende kemi, hvor Emerald Fennell på elegant, underspillet og spidsfindig vis får sagt en masse gennem små hentydninger og visuelt opfindsomme greb, når det kommer til bl.a. alt den usagte længsel, der er mellem de to. Det er billedbrillant og pokkers smukt indfanget af fotograf Linus Sandgrens forførende flair for både det intime og det storslåede.
Hertil kommer et betagende univers af store kjoler, stormombrust natur og interessante settings, hvor production design af Suzie Davies og kostumedesign af Jacqueline Durran kommer fascinerende til live i al deres visuelle vælde. ’Wutherings Heights’ er kort sagt en billedberusende filmoplevelse, hvilket er med til at bære historien videre, når den undervejs går en smule i ring.
Et par af de væsentlige bikarakterer mangler desværre lidt tyngde. Herunder den velhavende Edgar Linton, der ellers spilles nærværende af Shazad Latif. På trods af lidt uforløste ender undervejs, kan det ikke rykke ved, at ’Wuthering Heights’ er en visuelt bjergtagende film, som veloplagt sætter de helt store følelser i sving tilsat gribende musik af komponist Anthony Willis.
’Wuthering Heights’ får 5 ud af 6 stjerner:
’Wuthering Heights’ har biografpremiere den 12. februar.






