’Cold Storage’ lever zombie-sjask med en muteret svamp på spil
Anmeldelse: Der er ingen tvivl om, at den zombie-og-svampe-muterende gyserkomedie ’Cold Storage’ er lavet med hjertet på helt rette blodige sted. Jeg mærker en oprigtig glæde ved bl.a. den smitsomme svampe-splat, som den simple historie leverer med kulørt charme. Det er derfor også kun ekstra ærgerligt, at filmen ikke kommer helt vellykket i mål.
Det starter ellers gruopvækkende godt, da man i åbningsscenen bliver vidne til en række brutalt og mystisk dræbte mennesker, som bliver fundet langt udenfor lands lov og ret af den erfarne bioterror-ekspert Robert Quinn. Der er ingen tvivl om, at der venter en omgang splattet ballade med komisk kant, når filmens titel efterfølgende rammer lærredet.
Vi møder nu kollegaerne Travis og Naomi, der har et dødssygt og begivenhedsløst job i en stor lagerbygning. Der venter dem imidlertid en splattet og dødsensfarlig nat på det ellers trivielle arbejde. For fra bygningens skjul slipper en særdeles smitsom og dødbringende rumsvamp løs. Det er netop den, der forårsagede ofrenes brutale død i filmens start.
Det er intet mindre end menneskehedens overlevelse, de to nu står overfor. Så nu må de forsøge selv at overleve og samtidig stoppe den muterende svamp, der er sluppet løs. Filmen har desværre lidt svært ved at komme underholdende ud af starthullerne efter den ellers vellykkede åbningsscene. Der går ganske enkelt en rum tid, inden de blodige strabadser tager godt fat igen.
Man finder heldigvis ganske charmerende Joe Keery og Georgina Campbell som de to kollegaer. De har god dynamik, men for alvor engagerende bliver de ikke helt, selvom der forsøges med lidt familiedramatisk schwung. En karismatisk Liam Neeson gør sin seje ting som den erfarne Robert Quinn, mens en cool Lesley Manville gør ham handlekraftigt selskab.
’Cold Storage’ kan på trods af fine splatterscener og zombie-sjask ikke løbe fra, at den ikke er opfindsom nok i udfoldelsen af sin ellers dejligt simple historie. Noget går galt undervejs, hvor filmens charmerende 80’er-vibe lider et knæk og underholdningsværdien daler. Det er ikke fatalt, men det hæmmer løjerne på vejen mod den lidt unødvendigt bombastiske finale.
’Cold Storage’ får 3 ud af 6 stjerner:
’Cold Storage’ har biografpremiere den 5. februar.






