‘Weapons’ er en isnende skrækfilm, der legede kispus med mit hoved
Gys på Blu-ray: Mystikken er medrivende grum i den overraskende ’Weapons’. Det er nemlig med et særdeles sikkert greb om struben på mig, at instruktør og manuskriptforfatter Zach Cregger fortæller sin foruroligende historie. Sirligt, grundigt og grusomt. Jeg var grebet fra start til slut i jagten på sandheden bag 17 børns mystiske forsvinden i en lille by.
Der er ingen spor af de mange børn, mens spørgsmålene i lokalsamfundet kun tager til og følelserne bølger blandt forældrene. For hvorfor er børnene forsvundet? Hvem står bag? Og hvor er de henne? Den skræmmende præmis er grundlaget for en i den grad engagerende og nervepirrende historie, hvor man kommer ind på livet af byens forskellige borgere.
Bl.a. klasselæreren til de 17 børn. Hendes liv er i opløsning og med forældrenes anklagende blikke klistret til sig. Hun spilles nuanceret og empatisk af Julia Garner. Der er også den depressive Archer, hvis søn er blandt de forsvundne børn. Her finder man en intens og nærværende Josh Brolin. I det hele taget tegnes der stærke portrætter i den flerfacetterede fortælling.
Det er bl.a. også i filmens dynamiske puslespilsstruktur, at historiens kringelkroge på uhyggelig vis boltrer sig elegant og isnende koldt afsted. Læg hertil et levende kameraarbejde af fotograf Larkin Seiple, der formår både at skabe intensitet og spænding gennem kameraets bevægelser samt at gribe dramaet intimt og opmærksomt.
Med pulserende ond musik af Ryan Holladay, Hays Holladay og ligeledes Zach Cregger, sættes der kun yderligere skub på den konstante stemning af myrekrybende uro og foruroligende uhygge. ’Weapons’ er en gribende og herligt hemmelighedsfuld film om tab, retfærdighed og sorg. Det er en film, der griber sine temaer stærkt og forløses medrivende gennem sine karakterer.
I takt med, at filmen fortæller sin historie, tager intensiteten kun til, mens en ond knude i maven på mig vokser sig underholdende stor. ’Weapons’ er på mange måder en vild filmoplevelse. Ikke kun som en skrækfilm, der fucker med dit hoved, men også som et gedigent menneskeligt drama i fascinerende samspil med hemmeligheder og engagerende mystik.
Ekstramateriale: Med på Blu-ray-udgivelsen følger en omgang ekstramateriale, hvor man bl.a. får indblik i filmens tilblivelse med en making of samt videre et kig på filmens rollebesætning.
’Weapons’ udkommer på dvd og Blu-ray den 3. november.







