‘The Running Man’ ender desværre som en ujævn action-affære
Biografanmeldelse: Fremtiden ser sort ud for den pressede Ben Richards i den dystopiske og satiriske science fiction-og-action-film ’The Running Man’. Hans datter er nemlig meget syg, men da hans økonomiske muligheder for at hjælpe både datteren og sin familie mod en lysere fremtid er knappe, vælger han modvilligt at deltage i det populære tv-show ’The Running Man’.
Filmen har samme navn og er baseret på en bog af Stephen King. I filmisk form er det Glen Powell, der indtager rollen som den kærlige far, men også meget vrede mand Ben Richards. Han får brug for al sin indestængte vrede i showet, hvor vinderen modtager en enorm pengepræmie. Det er dog ikke et helt almindeligt program, da deltagerne jages af dræbere, der vil dem til livs.
Det er altså helt konkret med livet som indsats, at Ben Richards kaster sig ind i det dødelige spil på overlevelse, hvor seere verden over er sultne efter blod, død og vold. Således er der også en satirisk vinkel om en sensationshungrende befolkning og underholdningsbranche. Det er dog ikke som satire, at filmen står stærkest, men trods alt dejligt over the top-komisk.
Selvom filmen har fine elementer og actionvilde scener i en hærget og korrupt fremtidsverden, er det desværre også en meget ujævn film, hvor bl.a. Glen Powell ikke rammer plet hele vejen rundt. Han fungerer fint som omsorgsfuld far, men hans skildring af vreden, vakler utroværdigt undervejs. Han har dog heldigvis både charme og actionmuller at spille med.
Instruktør og medforfatter er den yderst talentfulde Edgar Wright, der bl.a. står bag mesterlige film som ’Shaun of the Dead’, ’Hot Fuzz’ og ’Baby Driver’. Desværre er hans ellers vante visuelle flair og originalt tænkte stil ikke nær så iøjnefaldende, hvorfor filmen da heller ikke rigtigt får sin helt egen unikke personlighed. Filmens soundtrack er imidlertid fyldt med herlige numre.
’The Running Man’ har hjertet på rette sted, men den kommer ikke formfuldendt i mål, hvor bl.a. også karaktergalleriet flagrer uforløst. Den virker en smule halvbagt, mens rabalderet af og til mister momentum, hvorfor filmen også mister point i underholdningsværdi. I sidste ende kan grotesk vold og filmens bastante satire desværre ikke vinde over filmens ujævnheder.
’The Running Man’ får 3 ud af 6 stjerner:
’The Running Man’ har biografpremiere den 13. november.






