‘Sisu: Road to Revenge’ er en pokkers underholdende hævnfantasi
Biografanmeldelse: Det er en pokkers underholdende hævnfantasi med blodigt smæk på volden, der serveres dynamisk med instruktør og manuskriptforfatter Jalmari Helanders bombastiske actionfilm ’Sisu: Road to Revenge’. Det er ganske vist fortsættelsen til ’Sisu’ fra 2022, men den nye film kan godt nydes, selvom man ikke har set den første, vil jeg mene.
Her er nemlig tale om en dejligt simpel historie, der ganske enkelt er veloplagt fortalt og engagerende serveret i både billede og lyd. I front for de brutale eskapader er manden Aatami, som efter 2. verdenskrig i 1946 vil genopbygge sit hus et nyt sted, da hans elskede hustru og to drenge er blevet dræbt som en del af krigens rædsler. Det er derfor nu tid til en ny start.
Der er bare det store problem for finske Aatami, at kommandøren for Den Røde Hær – som dræbte enkemandens familie – er tilbage og i den grad på nakken af den sørgende overlever, som altså atter må stå ansigt til ansigt med et destruktivt arsenal af soldater og kampklare maskiner. Det afføder i den grad sin del af opfindsomme actionscener og splattede drab.
Aatami portrætteres igen gribende sammenbidt og hårdtslående voldsomt af en medrivende intens Jorma Tommila. Jeg er på hans side fra start til slut, når den vilde jagt går gennem et livløst ødeland, hvor fjenderne angriber fra alle sider. Filmen udspiller sig med få, men velvalgte replikker, hvor rå oneliners og skurkagtige monologer understøtter karaktererne.
Det er dog ikke i replikkerne, at filmens største styrke skal findes. Det skal den derimod i måden at rulle sin stramt sammensatte historie ud på og herunder rækken af opfindsomt tænkte actionscener, der gnidningsløst afløser hinanden kun afbrudt af få rolige øjeblikke i filmens velkonstruerede spilletid på små halvanden times tid.
Opfindsomheden findes altså hverken i historien eller replikkerne, mens nuancerne i karaktererne ikke er til at få øje på. Det gør dog ikke det store, når denne grotesk morsomme voldsfantasi med drøn på den blodige hævn er så pokkers medrivende fortalt. Stephen Lang udgør desuden en brutal modstander til den umiddelbart ustoppelige Aatami. Booom!
’Sisu: Road to Revenge’ får 4 ud af 6 stjerner:
’Sisu: Road to Revenge’ har biografpremiere den 20. november.






