’Nürnberg’ ender som et uforløst krigsdrama med letkøbte pointer

Anmeldelse: Det er med dramatisk tunge vingeslag, at den historiske film folder sine vinger ud i krigsdramaet ’Nürnberg’, der udspiller sig i kølvandet på 2. Verdenskrig, som netop har nået sin afslutning. Krigen står som tonstunge skygger over verden med nazismens faldne regime og Holocausts rædsler over sig. De ansvarlige for krigen står nu for et retsligt efterspil om retfærdighed.

Ind på midten af scenen træder den amerikanske hærs ihærdige psykiater Douglas Kelley. Han får den yderst usædvanlige opgave at skulle føre samtaler med og vurdere den mentale tilstand hos tidligere rigsmarskal og Hitlers næstkommanderende Hermann Göring samt andre af nazismens fremtrædende embedsmænd. Men hvordan går man lige til den opgave?

Kelley går til den berygtede og frygtede Göring med krum hals og menneskelighed med håbet om at kunne få ham til at åbne op og måske endda at tale over sig. Samtidig finder man hos de øvrige allierede bl.a. den målrettede amerikanske chefanklager og højesteretsdommer Robert H. Jackson, der vil have retssagen mod nazisterne op at stå.

Det er en international retssag uden fortilfælde, hvor vægtige temaer som lov og retfærdighed, ondskab og menneskelighed, determination og forståelse bølger frem og tilbage mellem det store persongalleri, hvor det dog er Kelley og Göring, der udgør det centrale epicenter, mens tolken for Kelley, sergent Howie Triest, kommer til at få en væsentlig dramatisk rolle.

Det gælder altså intet mindre end, at naziregimet skal stå til ansvar for sine uhyrligheder. Desværre er historien inspireret fortalt og generisk filmet, mens bl.a. plot og karakterer undervejs overforklares. Selvom spilletiden er på knap to timer og 30 minutter kommer man aldrig for alvor dybt nok ind i eller fyldestgørende omkring relationen mellem Göring og Kelley.

I det hele taget er der noget kedeligt uforløst over filmens karakterer og livgreb med et ellers yderst tankevækkende, væsentligt og stadig vedkommende kapitel i verdenshistorien. Det er virkelig ærgerligt, at karaktererne ikke har et stærkere manuskript at arbejde med, da de medvirkende overvejende gør det godt.

Rami Malek er den ambitiøse Kelley med både en sitrende rastløshed og ro over sig, mens en autoritær, karismatisk og charmerende Russell Crowe portrætterer den snu Göring. De to mænds psykologiske kamp og dynamik afføder bare ikke rigtigt den dramatiske tyngde, der kunne have givet filmen en mere nuanceret ballast.

En altid intens Michael Shannon er nærværende god som chefanklager Jackson, mens filmens overraskende hjerte med dertilhørende menneskelig smerte kommer i form af Howie Triest, der får en både fin og stærk scene portrætteret skrøbeligt og knugende af Leo Woodall. Desværre får instruktør og manuskriptforfatter James Vanderbilt ikke givet den øvrige film samme sjæl.

Filmens og Kelleys pointe om, at almindelige mennesker kan begå usædvanligt onde handlinger, runger i sidste ende desværre en kende hult, hvor bl.a. også filmens brug af ægte og grusomme billeder fra Kz-lejrene giver en forkert smag i munden. Det håber jeg ikke også er tilfældet for bogforlægget ’The Nazi and the Psychiatrist’ fra 2013 af Jack El-Hai.

’Nürnberg’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Nürnberg’ har biografpremiere den 27. november.