‘Together’ leverer kropsklamme kærlighedsknuder

Biografanmeldelse: Mange søger forelskelsen, romancen og kærligheden. Med andre ord tosomheden. I body horror-gyset ’Together’ tages netop tosomheden til det ekstreme. Det er både kropsligt klamt og grotesk underholdende. Desværre udgør de kropslige kærlighedsknuder ikke en formfuldendt film. Men mindre kan også gøre det.

Vi møder parret Tim og Millie, der tager deres forhold og liv sammen til næste niveau. De flytter nemlig fra storbyen og på landet, hvor Millie kan indfri sin passion for at undervise. Tim er derimod lidt mindre varm på idéen, men han elsker sin kæreste, hvorfor de flytter ind i et stort hus et godt stykke inde i en skov.

Parrets stridigheder ulmer dog lige under overfladen, hvor de usagte følelser og tanker gemmes. De bobler dog stille, men sikkert mod overfladen. Spændingerne tager kun til, hvilket ikke gør deres flytning nemmere. Deres kærlighedsproblemer bliver dog sat i baggrunden, da noget overnaturligt synes at indfinde sig mellem dem. En kropsmagnetisk kraft af en art.

For som titlen indikerer, trækkes deres kroppe nu uvildigt mod hinanden med en ufravigelig kraft, der synes at ville forene de to rent fysisk i kød og blod. Så hvad gør de nu? Ja, det er en herligt bizar præmis for en historie om kærligheden og parforholdets udfordringer. Desværre bliver body horror-delen af filmen ikke helt så stærk eller ulækker, som der ellers lægges op til.

Eskapaderne er dog flere steder ganske underholdende, mens der også spædes til med et par fine plotmæssige krøller og sort humor. Desuden er Dave Franco som den traumehjemsøgte Tim og Alison Brie som den ambitiøse Millie gode og dynamiske sammen. Selvom manuskriptet ikke giver dem lov til for alvor at give den følelsesmæssig pedal i deres sammenstød.

Instruktør og manuskriptforfatter Michael Shanks har dog et fint øje for kroppen som klam og parforholdet som potentielt giftigt. Det er derfor også ekstra ærgerligt, at dramaet ikke helt kommer gribende stærkt ud over rampen, hvor kropsdeformiteterne således også kunne have fået mere følelsesmæssigt pondus og dybde.

’Together’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’Together’ har biografpremiere den 14. august.