‘Bad Guys 2 – De er super barske’ sprutter af fortælleglæde

Biografanmeldelse: Det er med ufortyndet og medrivende energi, at den topunderholdende animationsfilm ‘Bad Guys 2 – De er super barske’ flyver af sted. Tempoet holdes hæsblæsende ved lige, når der leges visuelt brillant med det kulørte univers af umage karakterer og udspekulerede kup i fortsættelsen til ’The Bad Guys’ fra 2022.

Vi møder igen det frække hold af tidligere kriminelle, der nu forsøger at vende tilbage til samfundets lovlydige side. Det er lettere sagt end gjort, da samfundet har svært ved helt at tro på, at gruppen ikke længere har forbryderiske planer for øje. Det går da også hverken værre eller bedre end, at de uvilligt tvinges til at udføre et sidste ulovligt og spektakulært job.

Det er en måske nok klassisk præmis, men den leveres med forrygende plotdrejninger og visuelt opfindsomme fortællegreb, der gør strabadserne til en frydefuld filmoplevelse. Jeg er med fra start til slut, når den kække Hr. Ulv leder an i banden, hvor man også finder en computer-hackende tarantel, en smidig slange, en optimistisk haj og en ustyrlig piratfisk.

Det sprudlende femkløver jongleres med stor charme og humor i fortællingen, der byder på flere interessante karakterer, herunder en ny bande, hvor et snedigt kattedyr står intimiderende i front. Samtidig sættes temaer som det at gøre det rigtige sjovt i scene. For er det overhovedet muligt at bryde fri af de roller, som samfundet omkring en har sat en i?

Instruktør Pierre Perifel og medinstruktør JP Sans har et virkeligt underholdende greb om historien, der sprutter af fortælleglæde – ikke mindst også visuelt. Det bliver bl.a. til en heftig biljagt gennem Kairos hektiske gader med massevis af motorcykelbetjente på nakken, videre til hårdtslående nævekampe og naturligvis sin del af opfindsomme kup.

‘Bad Guys 2 – De er super barske’ er en virkelig veloplagt animationsfilm, der holder et fascinerende momentum uden at miste sine alsidige karakterer og deres særkender af syne. Relationerne forbliver stærke og historien engagerende, mens der smides i massevis af sirlige detaljer ind i historien. Her er meget at se på, meget at holde fast i og meget at holde af. Sådan!

‘Bad Guys 2 – De er super barske’ vises med både engelsk tale og danske stemmer.

‘Bad Guys 2 – De er super barske’ får 5 ud af 6 stjerner:

 

 

‘Bad Guys 2 – De er super barske’ har biografpremiere den 31. juli.