‘Sonic The Hedgehog 3’ for fuld fart for tredje gang
Det ultrahurtige blå pindsvin på 4K Ultra HD: Tilbage i 2020 landede den første live-action-film om det lynhurtige blå pindsvin med ‘Sonic the Hedgehog’. Den fik en fortsættelse i 2022. Nu lander så den tredje film om Sonic, venner og fjender med den ikke så overraskende titel ‘Sonic The Hedgehog 3’.
Denne gang bliver således Sonic, Knuckles og Tails genforenet, når de må gå op imod en både ny og yderst farlig fælles fjende, nemlig den mægtig og mystiske skurk Shadow, der besidder større kræfter, end trioen måske formår at kunne klare.
Det bliver også startskuddet for en meget umage alliance mellem netop Sonic, Knuckles og Tails samt en ny part på helteholdet, der således sammen må sørge for at redde intet mindre end verden fra den totale destruktion!
Men intet er muligvis, hvad det ellers umiddelbart giver sig ud for at være. For bl.a. dukker der hemmeligheder om netop Shadows fortid op, hvilket får de tre helte til at genoverveje, hvad der egentligt er godt og ondt i alle strabadserne.
Ben Schwartz lægger atter stemme til Sonic, James Marsden er tilbage som vennen Tom og så er Colleen O’Shaughnessey atter stemmen bag Tails, mens Idris Elba igen lægger stemmebånd til Knuckles. Nå ja, selveste Jim Carrey er også tilbage i sin rolle fra de foregående film i rækken, nemlig som Dr. Robotnik – denne gang gange to. Ny mand på dækket er dog Keanu Reeves, som er stemmen bag Shadow.
4K Ultra HD og ekstramateriale: Filmen udkommer på det billed- og lydoptimale 4K Ultra HD, så både den lynhurtige lyd og de drønende billeder kan få bedst muligt liv i hjemmebiografen. Herudover kan man dykke ned i en omgang ekstramateriale, der vil gøre en klogere på filmen og den univers. Her finder man bl.a. et kommentar spor med instruktør Jeff Fowler og Ben Schwartz, mens der videre er en længere række featuretter, der bringer en tættere på bl.a. forskellige karakterer i filmen og selve det kulørte univers, mens der også er både spas fra produktionen og slettede scener.
‘Sonic The Hedgehog 3’ udkommer på dvd, Blu-ray og 4K Ultra HD den 10. april.