’How to Train Your Dragon’ er en delvist vellykket live-action-genindspilning

Biografanmeldelse: Vi fik den første ’How to Train Your Dragon’ i 2010. Animationsfilmen fik to efterfølgere i henholdsvis 2014 og 2019. Nu gælder det en genindspilning af den første film. Denne gang som live-action, men med den samme titel. Ja, animationen er lagt på hylden til fordel for mennesker af kød og blod. Dragerne er dog stadig skabt med computermagi.

Filmen udspiller sig på den naturbarske Bersærkø, hvor de dragedræbende og barske vikinger bor. Den unge Hikke passer dog ikke ind i det brutale liv. Han går mere op i sine skæve opfindelser og alt andet end at jage de ildsprudlende drager, som hjemsøger øen. Ikke nok med det, så er Hikkes far den barske høvding Havblik, hvilket ikke er nemt for sønnike.

Hikke kan nemlig ikke leve op til sin fars forventninger om, hvad en rigtig viking er. På den måde handler filmen – udover at være en fin coming of age-fortælling – bl.a. om det at føle sig udenfor, om venskab og det svære forhold, der kan være mellem forældre og børn, hvor også sorgen får plads, da Hikkes mor er død og faderen derfor ene om at opfostre sønnen.

Skæbnen vil imidlertid, at Hikke støder på den sagnomspundne natskygge-drage Tandløs. Det umage par bliver langsomt venner. Men kan denne farlige hemmelighed mon forblive hemmelig? Og hvad sker der, hvis det forbudte venskab opdages? For dragerne er bestemt ikke venner, men svorne fjender af de andre vikinger på den vindblæste ø.

Jeg er vild med den originale animationsfilm og ville virkelig også gerne elske denne nye version. Desværre savner den fortællemæssig magi, mens den verden, som bygges op, ikke helt bliver så gribende, som ønsket må have været. Desuden bliver filmen med sine to timer for lang for sit eget bedste. Den formår ikke at holde dampen oppe, selvom vi får et par vilde drage-flyveture.

Det sagt, så er historien stadig god, hvor bl.a. Mason Thames og Gerard Butler gør deres bedste for at bringe menneskeligt liv og engagerende drama til filmen som henholdsvis Hikke og Havblik. Det lykkedes momentant, men aldrig nok til at deres relation for alvor får tyngde og nærvær. Kort sagt, så ender filmen desværre som kun en delvist vellykket genindspilning.

’How to Train Your Dragon’ får 3 ud af 6 stjerner:

 

 

’How to Train Your Dragon’ har biografpremiere den 12. juni.