Tarantino vs. Coen-brødrene

Så er der serveret endnu en omgang lækkert klippebordsarbejde – så at sige. For Leandro Copperfield satte sig nemlig ned, for på 10 dage at se stort set samtlige film af Quentin Tarantino og Joel og Ethan Coen igennem. Herpå udvalgte han mere end 500 scener, som han ved hårdt klippearbejde har kogt ned til et virkelig cool og inspirerende film-mashup (indeholder – selvsagt – spoilers).

Se også:
Blib blob… et herligt robot-mashup

Et heftigt trip ind i herlige action-klichéer

Jeg elsker de små film, hvor filmfans har været flittige ved klippebordet. Denne gang drejer det sig om instruktøren Jacob Briccas kortfilm Pure. Filmen består af sammenklip fra diverse actionfilm, hvor klichéer og visuelle sammenhænge trækkes frem i filmens vilde fire minutter.

Med effektiv klippestil og heftig musik af The Jesus Lizard kommer denne hyldest til mediet godt ud over rampen. Så gør som Bricca opfordrer til: Afspil i fullscreen og skru helt op for lyden!

Se også: ”Get out of there!”

Blib blob… et herligt robot-mashup

Man kan ikke rigtigt andet end at blive bare en smule forelsket i de små blib blob-lyde diverse robotter fra filmens verden har udgydt gennem tiderne. Nu har den britiske duo, de audio-visuelle kunstnere i Eclectic Method med kærlig hånd samplet sig til et lille knitrende nummer, hvor de bruger forskellige ”film-robotter”.

Her finder man bl.a. den lille runde R2-D2 fra Star Wars-filmenere, den store Robby the Robot, der bl.a. er kendt fra Forbidden Planet, Number 5 fra Short Circuit-filmene og et par nyere robotter fra Pixars fantastiske WALL·E – well, og så er der også lige smidt lidt Kraftwerk i gryden.

“My beams are focused on your blasters gentlemen…”

”Get out of there!”

”Get out of there…!” – hvor mange gange er det lige du har hørt det i en film? Højst sandsynligt flere gange end du tror. Hos Pajiba kan du få syn for sagn, her har de nemlig lavet en fire minutter lang montage med sammenklip fra film, hvor der bliver sagt ”Get out of there”. Ret underholdende.

Et stykke mildest talt imponerende klippearbejde. Ja, du kan godt begynde at gætte filmtitler – well, eller klik HER, hvor du finder den komplette liste af brugte film.

Se også følgende fantastiske montager:
160 Greatest Arnold Schwarzenegger Quotes
The 100 Cheesiest Movie Quotes of All Time
Den klassiske “mirror scare”

Kæmpekrabberne angriber

Jeg faldt lige over denne lille fine kortfilm med den fængende titel King Crab Attack. Det er en franskproduceret kortfilm udformet som en trailer og med tydelige referencer til 1950’ernes monsterfilm, som bl.a. Them!, der har kæmpemyrer på programmet eller Tarantula, der byder på en enorm edderkop.

Her er der dog tale om et andet ret fantastisk filmmonster, nemlig kæmpekrabber – og de er sgu ret skræmmende, sådan da. Ja, så venter vi blot på spillefilmsudgaven. Og hvilken bedre måde at skyde weekenden i gang end med et gigantisk krabbeangreb…

Cool kortfilm med robotter og russisk mystik

The Gift er en virkelig vild og flot science fiction kortfilm af Carl Erik Rinsch. Den har netop ramt nettet og udspiller sin mystiske fortælling i et gråt Rusland, hvor en robot-tjener pludselig er på flugt fra politiet.

Rinsch var tæt på at nappe tjansen, som instruktør på den kommende Alien-prequel. Nu arbejder han i stedet på remaket af Creature from the Black Lagoon og 47 Ronin, en episk samuraifilm. Og efter kortfilmen at dømme, kan man godt glæde sig til at se ham udfolde sig i spillefilmslængde. (Og prøv så lige at søge efter reklamefilm af Carl Erik Rinsch på YouTube. Labre sager!) Skynd dig at se The Gift – den er ret fantastisk og efterlader en stakåndet efter mere.

The Gift er en del af Parallel Lines projektet, hvor fem instruktører fra Ridley Scott Associates – et reklame og film produktionsselskab – i samarbejde med Philips har skullet lave en kortfilm i en genre efter eget valg. Eneste regel var, at replikken “It’s a unicorn. Never seen one up close before”, skulle bruges.

Se de to andre offentliggjorte film: Johnny Hardstaffs fremtids-thriller Dark Room og Hi-Sims animerede eventyr Jun & the Hidden Skies. Bestemt også et kig værd.

‘Avatar’ er en tom tryllekunst

Jeg har ikke ligget søvnløs siden Titanic sank i 1997 og bare ventet på James Camerons seneste film Avatar. Jeg har blot været almindelig spændt på, hvad han denne gang ville fremtrylle. Og jeg skal da love for, at han har fået brygget en omgang visuelt overrumplende og teknisk mageløse billeder i laber 3D. Desværre er filmen kedelig forudsigelig og så kigger man forgæves efter en dybde i historien, der ellers kendetegner filmens voluminøse billedside.

Historien går altså – modsat filmens teknologiske landvindinger – ikke nye veje, men vrider sine velkendte klichéer skematisk ud af ærmet. Vi følger Jake Sully (Sam Worthington), en invalid soldat i kørestol. Han sendes til planeten Pandora, hvor han får en såkaldt avatar-krop, der udover at ligne det indfødte na’vi-folk også gør ham i stand til at gå. Han skal i sin nye krop infiltrere det blå folk og få dem til at forlade deres bosted, så amerikanerne uhindret kan udvinde et kostbart mineral, der skal redde Jorden fra en fatal energikrise.

Det er bestemt lykkedes at skabe en fascinerende verden i 3D, hvor den ekstra dimension heldigvis ikke blot bruges som et rent gimmick. Den fungerer som et dybdeskabende og inddragende element i den fremmede faunas jungledyb. Rent teknisk er der altså ikke meget at sætte en finger på, bl.a. er na’vi-folket overraskende overbevisende. Problemet med de 3 meter høje smølfer er snarere, som med resten af persongalleriet, at de aldrig bliver interessante – man kommer aldrig ind under huden på dem.

Avatar er altså fattig på interessante karakterer. Ikke engang soldaten Jake, der ellers står i dramaets midte – fanget mellem sin egen og en fremmed races dagsordener – synes videre påvirket af situation. Historien og de medvirkende mangler simpelthen saft, kraft og kant. Der er ingen tvivl at spore hos nogen, ingen gråzoner – kun de gode mod de onde. Sort mod hvidt og uden overraskelser.

En fortælling behøver i min bog ikke at være videre original for at henrykke, men når en klichéfyldt historie som denne aldrig afviger fra det forudsigelige eller i det mindste sætter sine karakterer og hermed publikum i egentlige dilemmaer, så bliver det hele hurtigt fladt og uinteressant – også selvom afviklingen ofte er ret ferm. Ærgerligt, for når man først har smagt på filmens vilde ridt udi 3D, begynder man hurtigt at famle efter en medrivende historie – desværre forgæves.

Jeg håber dog Avatar bliver en succes, for måske Cameron så kan få lidt nosser til at turde udfordre historien og sit publikum på andre områder end den rent tekniske. Men skal man se filmen, så er det altså i biografen og i 3D det sker. Det er sådan filmen er tænkt og sådan den skal opleves – ellers bliver det højst sandsynligt blot et endnu fladere bekendtskab, end tilfældet allerede er.

Originaltitel: Avatar, USA, 2009.
Instruktion:
James Cameron.
Medvirkende:
Sam Worthington, Zoe Saldana, Stephen Lang, Michelle Rodriguez, Sigourney Weaver, Giovanni Ribisi m.fl.
Spilletid:
2 timer 41 min.
Distributør:
Twentieth Century Fox.
Biografpremiere:
d. 18. december 2009.

En hårrejsende tivolitur

Jeg tog forleden aften en tur i tidsmaskinen og landede i året 1981. Her gik jeg straks ombord i Tobe Hoopers stemningsfyldte tivoli-gyser The Funhouse. Hvem har ikke stået foran et tivolis spøgelseshus og gyst ved tanken om, at der bag de svingende trædøre rent faktisk kunne gemme sig et rigtigt monster? Det er lige præcis tilfældet i denne atmosfærefyldte rædselstur i tivoli.

Fire friske unge mennesker forlyster sig i et omrejsende tivoli, der bl.a. byder på vanskabte dyr, gamle spåkoner og sleske stripshows. Et skummelt foretagende, der bag de farvestrålende skilte og glitrende lamper gemmer på en fæl og makaber familie. Helt præcist hvor depraveret familien er, kommer til at stå klart for de fire unge, da de beslutter sig for at overnatte i det skeletfyldte spøgelseshus.

Tobe Hooper er mest kendt for den mesterlige Motorsavsmassakren fra 1974 (nå ja, og delvist for Poltergeist fra 1982) og selvom The Funhouse godt nok ikke en overset skrækfilms-klassiker, er den bestemt både charmerende og stemningsfuld midnatsunderholdning. Den fungerer på trods af sin til tider træge afvikling, ikke mindst i kraft af sin autentiske setting, et par gode skuespillere og ikke mindst et filmmonster, der både indgyder empati og væmmelse. Jep, helt sluppet Leatherface havde den kære Hooper vist ikke.

Og så er det ikke kun nutidens instruktører, der hylder fortidens mestre. I The Funhouse lægger Hooper bl.a. referencer ind til både John Carpenter og Alfred Hitchcock i åbningsscenen. Her bruges samme point of view-‘trick’ som Carpenter så elegant legende med i Halloween fra 1978 og så afsluttes scenen i brusebadet i stil med Hitchcocks klassisker Psycho fra 1960. Herligt.

Filmen er bestemt ikke et poleret og stramt komponeret gys, men vil sikkert underholde folk med hang til hyggelige skrækfilm fra 1980’erne – alle andre bør give den en chance. Og okay, filmen er godt nok intet mesterværk, men come on, der er nu ingen grund til konsekvent at stave instruktørens navn forkert på coveret – det er Tobe og ikke Tope…!

Originaltitel:
The Funhouse, USA, 1981.
Instruktion: Tobe Hooper.
Medvirkende: Cooper Huckabee, Largo Woodruff, Miles Chapin, David Carson, Wayne Doba, Kevin Conway  m.fl.
Spilletid: 91 min.
Udgiver: NTC Film.

Nicolas Winding Refn er monstret Glubsk

En lille bonus til bloggens læsere. Før Pusher, før Bleeder, før Fear X og længe før Bronson indtog Refn selv en rolle foran kameraet. Det skete i den lille blodige danske monsterfilm Glubsk – Sultens Gud. Her finder man nemlig Refn forklædt til ukendelighed i rollen som intet mindre end monstret Glubsk. Be afraid be very afraid…

Så som et kuriøst lille appendiks til bloggens mindre Refn-Frenzy – I give to you: Glubsk – Sultens Gud.

– Se resten af filmen her: DEL 2 og DEL 3.