Indlæg

De 10 bedste film fra 2015

De 10 bedste film fra 2015: Endnu et år har nået sin ende, hvilket også betyder, at det er blevet tid til min årlige top 10 med de bedste film fra året, der er gået. Den følger herunder. Og bare lige for at undgå misforståelser, så er min top 10 baseret på film, der har haft dansk biografpremiere i 2015.

1) MAD MAX: FURY ROAD (instruktør: George Miller)
Holy fucking shit! Sådan cirka kan jeg opsummere min oplevelse med Mad Max: Fury Road. Ja, det er ment på den absolut mest positive måde. For dette komplet vanvittige, konstant spruttende og ærefrygtindgydende bæst af en biljagt gennem et menneskefjendsk ødeland bør få alle til at installere sikkerhedsseler i deres filmsæder. Wroooom! Min anmeldelse.

mad-max-fury-road-bedste-film-2015

2) WHIPLASH (instruktør: Damien Chazelle)
Dedikation, passion og en forrygende fuckfinger til middelmådigheden. Men ja, hvor forrygende god er det nu lige en film om en gut, der slår på tromme kan være? Virkelig fucking god. Som i fysisk, musikalsk og emotionelt medrivende god. Ja, så fucking god, at selv det at overvære filmens hårdprøvede trommeelev øve sig på sin lilletromme er intenst og vedkommende. Min anmeldelse.

whiplash-bedste-film-2015

3) STAR WARS: THE FORCE AWAKENS (instruktør: J.J. Abrams)
Med Star Wars: The Force Awakens er det gået op for mig, at jeg nok er noget større fan, end jeg lige troede. Det er i hvert fald kommet lidt bag på mig, hvor meget jeg har egentlig så frem til at rejse til a galaxy far, far away. Og bare rolig, for filmen leverer et forrygende genfødt rumeventyr, der får sat franchisen på rette kurs efter de seneste tre film. Min anmeldelse.

star-wars-the-force-awakens-bedste-film-2015

4) BIRDMAN (instruktør: Alejandro González Iñárritu)
I Birdman flyver Michael Keaton forrygende godt som tragikomisk ’has been’-superhelt og skuespiller. Ham havde du måske glemt alt om? Det har du ikke, når du har set filmen, hvor han spiller den engang succesfulde superhelt Birdman. Siden er hans karriere gået i stå, så han sætter en forestilling op på Broadway for at genoprette karrieren og få noget skuespiller-respekt. Min anmeldelse.

birdman-bedste-film-2015

5) FOXCATCHER (instruktør: Bennett Miller)
Ja tak til en mega alvorlig Steve Carell og en mega alvorlig Channing Tatum. For Foxcatcher leverer nemlig en nådesløs, tragisk og fremragende ond oplevelse. På den bedst mulige måde. Og så ingen dumsmarte bemærkninger om den der store næse, som Steve Carell har fået sat på til rollen som den excentriske og stenrige John du Pont. Min anmeldelse.

foxcatcher-bedste-film-2015

6) CREED (instruktør: Ryan Coogler)
Sylvester Stallone kan ikke lade være med at lave Rocky-film – og mange tak for det. For den her havde jeg ikke lige set komme: En af årets bedste film er endnu en film i Rocky-serien. Faktisk den syvende siden Stallone boksede sig til ikon-status med den første i 1976. Creed er dog sin egen, hvilket titlen indikerer ved at være den første i serien til ikke at indeholde ”Rocky”. Min anmeldelse.

creed-bedste-film-2015

7) IT FOLLOWS (instruktør: David Robert Mitchell)
En yderst intens horrorfilm, der med et dundrende synthscore og en stemningsbåret tilgang til gyset, fik frygten malet frem på lærredet, hvor en mystisk og dødelig kraft forfølger vores stakkels hovedpersoner i diverse menneskeskikkelser. En af de bedste og mest dragende skrækfilm, jeg har set i nyere tid.

it-follows-bedste-film-2015

8) THE MARTIAN (instruktør: Ridley Scott)
Ja, tag du roligt med på Matt Damons røvtur til Mars. For Ridley Scott sender ham nemlig langt ud i rummet med The Martian – mere præcist til Mars. Og nej, her er ingen penisformede aliens eller muskuløse albinorumvæsner. Det er også helt ok. Matt, Mars og overlevelse langt væk hjemme fra er nemlig en god kombination. Min anmeldelse.

martian-bedste-film-2015

9) CRIMSON PEAK (instruktør: Guillermo del Toro)
Der er vildt mange stearinlys og vildt meget tragisk kærlighed på den gode måde i Crimson Peak. Ja, jeg kan lige så godt være ærlig: Jeg er en sucker for grumme spøgelsesfilm, gotisk gys og Guillermo del Toro. Jeg er altså noget nær den perfekte publikummer, da filmen forener disse tre ting. Derfor kan jeg også fint håndtere, at den har sine historie- og karaktermæssige ujævnheder. Min anmeldelse.

crimson-peak-bedste-film-2015

10) INHERENT VICE (instruktør: Paul Thomas Anderson)
Joaquin Phoenix stener forrygende godt rundt i et plot mere viltert end hans hår i Inherent Vice. Du kan med andre ord ligeså godt berede dig på, at du ikke kommer til at fatte alt i Paul Thomas Andersons kringlede stoner-krimi. Og det er bestemt helt i orden. For det er der vist heller ikke nogen i filmen, som gør. Altså finde vej i det sammenfiltrede plot, der snurrer sig herligt løs af fuld forståelse og ind sine jointindhyllede 1970’er-tåger i Los Angeles. Min anmeldelse.

inherent-vice-bedste-film-2015

– Læs også mine top 10-lister for 2009, 2010, 2011, 2012 og 2013 og 2014.
– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook her.

WHIPLASH: Dedikation, passion og en forrygende fuckfinger til middelmådigheden

Biografanmeldelse: Ja ja, ro på, anmeldertyper. Hvor forrygende god er det nu lige en film om en gut, der slår på tromme kan være? Virkelig fucking god. Som i fysisk, musikalsk og emotionelt medrivende god. Ja, så fucking god, at selv det at overvære filmens hårdprøvede trommeelev Andrew øve sig på sin lilletromme er intenst og vedkommende (anmelder-lingo in your face).

Den 19-årige Andrew vil nemlig være verdens bedste jazztrommeslager. Og hvis man vil være det, skal man øve sig. Rigtig meget. Det ved han og går da også på musikkonservatoriet. Hvor han øver sig. Rigtig meget. Men ikke nok og ikke hårdt nok. Det finder han ud, da han får den benhårde Terence Fletcher som lærermester. Andrew presses nu som var han en marinesoldat i træning.

whiplash biograf 02

En præmis, du har set mange gange før. Du ved, den hårde kamp for mod alle odds at nå sit mål – med en streng mentor på sidelinjen. Det er da heller ikke i historien, at mesterstykket består. Det finder man derimod blandt andet i måden historien fortælles på og hos hovedpersonerne. Miles Teller som den dedikerede trommeslager og J.K. Simmons som den kalkulerede og uforudsigelige Fletcher.

Så ja, fuck om historien er velkendt, for den fortælles med et emotionelt og rytmisk flair, der medrivende balancerer karaktererne med et intenst tempo – uden at tabe nogen af delene hult af hænde. For det kræver ensom dedikation at nå målet. Det ved Andrew og tager konsekvensen heraf tidligt. Han dropper den søde pige. For der er ikke tid til søde piger, når man skal være verdens bedste.

whiplash biograf 01

Netop det, at her er konsekvenser, overvinder også historiens banaliteter. Det er intenst, muskuløst og engagerende fortalt. Her er nemlig noget større på spil end trivialiteter som sårede kærester og menneskelige afsavn. Det her er liv og død. Og det mærker jeg, mens Andrew kæmper med stikkerne samt både imod og med indpiskeren Fletcher. De vil kunsten og musikken. Uanset omkostningerne.

Men filmen handler i grunden slet ikke om jazz eller trommer, men om besættelse, dedikation og passion. At ville noget så meget, at man vil dø i forsøget på at opnå det. Heri er dramaet og smerten samt ikke mindst rusen, når det lykkedes. Og Whiplash lykkedes. En blødende fuckfinger til middelmådigheden og et forrygende filmisk kick helt ind i hjertet. Og tak for det.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Whiplash | Biografanmeldelse”]Vurdering 5/6:
5_6 - stars
56418_Whiplash_poster_685x1015.indd
Originaltitel: Whiplash, USA, 2014
Release: d. 17. februar 2014
Instruktion: Damien Chazelle
Medvirkende:
Miles Teller, J.K. Simmons m.fl.
Spilletid: 107 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]