Indlæg

UNDER THE SILVER LAKE: Dragende konspirationer i Hollywood

Biografanmeldelse: Det er noget af et både knudret, fascinerende og mystisk ridt ind i Hollywoods verden af drømme i Los Angeles, man får serveret i ‘Under the Silver Lake’. Her møder man dagdriveren Sam, der uden egentlig retning i sit liv en dag støder på en mystisk kvinde, der svømmer i en pool. Hun forsvinder imidlertid ud af det blå. Men hvorhen?

Dette sætter Sam på det føromtalte helt drømmende ridt ind i Hollywoods verden af aspirerende skuespillere, sminkede musikere, glitrende kvinder, men også fanatiske samlere og stjerne-prostituerede med mange flere. Ja, drømmenes by har meget at byde på, når først man kradser lidt i overfladen – og det gør Sam. Også mere end kradser.

Snart står han nemlig ansigt til ansigt med hemmelighedsfulde konspirationer om Hollywood. Konspirationer, der kun sender ham yderligere ind ind i det enigmatiske Los Angeles. Og ja, det er bestemt en dragende rejse, jeg her kommer med på. Selv når fortællingen måske nok går en smule i tomgang, dukker der i næste nu endnu et krumspring op og tager mig videre.

Andrew Garfield indtager med en lettere tåget og naiv Sam hovedrollen. Selvom han måske ikke er det stærkeste kort i filmen, så forløser han fint den rolle at hive mig med ind i mysteriet – ganske vist sammen med arsenalet af karismatiske karakterer og plotmæssige kolbøtter i en fortælling, der kun vikler sig mere og mere ind i sine egne konspirationer. Ganske medrivende.

Filmen er måske nok også lige en kende for lang for sit eget bedste med sine to timer og tyve minutter. Men på den anden side, så er den lange spilletid også med til at gøre Sams tur ind i Hollywoods bagsider og parallelverden endnu dybere og mere mystisk. Her er ganske enkelt tid til at lede både mig og Sam på vildspor og ind i blindgyder.

Kort fortalt, så er ‘Under the Silver Lake’ et fascinerende bekendtskab, der fint lever af sit knudrede og mystiske plot, der medrivende foldes ud i et Hollywood befolket af unikke personer og hemmelige gåder, som jeg forsøger at finde hoved og hale i sammen med Sam, der på sporet af den mystiske kvinde både boltrer sig i noir, thriller, gys samt drama og mørk komedie.

– ‘Under the Silver Lake’ får 4 ud af 6 stjerner:

– ‘Under the Silver Lake’ har premiere den 3. januar.