Indlæg

CPH PIX: satanisk kult, kulørt japaner og rædselsbal

Hvilken bedre måde at starte en højhellig søndag, end med en satanisk kults ugerninger. I Ti Wests 80’er æstetiske The House of the Devil får den yndige babysitter Samantha sig nemlig en ubehagelig overraskelse, da hun tropper op i et hus langt ude i skoven. Her venter en mystisk herre og et hus fyldt med hemmeligheder.

Med en simpel historie og få, men ikke mindre effektive virkemidler bevæger filmen sig roligt, sikkert og stemningsfuld helt ind i mørket, hvor rædslerne og usikkerheden hersker. Præcist som tilfældet er med vor uvidende protagonist. Ligeledes herligt at se en æstetisk hyldest til 80’ernes horrorfilm, som ikke er lavet med et ironisk eller kitsch’et glimt i øjet. En lille eminent og nervepirrende skrækfilm.

Efter den gruopvækkende finale var det ud i forårssolen og et hurtigt smut over i Kongens Have, inden biografmørket i Cinemateket atter kaldte. Det var blevet tid til japanske Matsumoto Hitoshis vanvids-komedie Symbol. Et fuldstændigt absurd og fascinerende bekendtskab, der starter med et bizart parallelforløb mellem mexicanske fribrydere og en mand fanget i et hvidt lokale fyldt med engle-tissemænd.

En absolut original og morsom film, som konstant overrasker, men til tider også halter lidt i egne visuelle krøller og kuriøse idéer. Komisk, aparte og en film som ingen anden. Næste film på programmet var også et mindfuck – dog i den mere blodige ende, nemlig den forvrøvlede horrorfilm Triangle.

En flok venner hopper ombord på et krydstogtskib, da deres egen båd under et mystisk uvejr er gået til grunde. Men skibet er forladt og tiden syntes på mystisk vis at vikle sig om sig selv. Og så starter vrøvlerierne ellers, alt imens instruktøren forsøger at få sit publikum til både at gyse og undres over de adskillige plotdrejninger. Jeg rystede blot på hovedet. Dog blev det til et par ganske habile drab.

Herefter ventede den for mig sidste film på dette års CPH PIX, den australske outback/afdansningsbals-gyser The Loved Ones. På dagen hvor afdansningsballet holdes, finder Brent sig pludseligt tilfangetaget af en skør pige og hendes lige så vanvittige far. I stedet for et fest på de bonede gulve, bliver det en kamp for overlevelse til en helt anden og gruopvækkende fest.

The Loved Ones har bestemt et godt greb om sine karakterer og groteske historie. Desværre blødes skidtet op med skæv humor og kulørte hatte. En skam filmen ikke kørte sin skrækfilmsnerve helt i bund. For den blodige og rå finale havde stået bedre på en klangbund af ren rædsel. Ikke desto mindre var netop filmens klimatiske og vanvittige afslutning hele turen værd. Blodig og veloplagt.