Indlæg

CPH PIX 2014: To ugers forrygende filmfest sluttede med bravur

Så nåede CPH PIX 2014 sin ende, og hvilken ende. Det var nemlig for mit vedkommende min personlige favorit, sydkoreanske Kim Ki-duk, der fik lov at sætte punktum for to ugers filmfest i de københavnske biografer. Jeg nåede selv at få set 27 beskedne titler ud af det 150 film store program, mens jeg desværre ikke har nået nogle af de koncerter, debatter og andre events, festivalen også har budt på.

Det er i biografens mørke, jeg finder mit CPH PIX, et mørke, der i år langt overvejende har budt på gode og fremragende filmoplevelser. Mine festivalhøjdepunkter kommer længere nede i teksten. For jeg vil lige runde de syv titler, jeg sluttede festivalen af med – fra kinesisk hævndrama, monsterfilm og japansk vanvid til spansk syre, iskold science fiction og ordløst drama.

a touch of sin cph pix 2014 dag

Den kinesiske A Touch of Sin leverede en voldsom hævnhistorie, hvor man på skift følger fire personer, der tager deres hævn – blandt andet over korrupte chefer og nådesløse arbejdsgivere. Intens, insisterende og ikke mindst brutal, mens samfundskritikken sitrer bag blodsudgydelserne. De fire skæbner sættes desuden fornemt i relation til hinanden og samfundet som hele.

Herefter gik turen til et sneklædt Østrig med isolationsgyset The Station, hvor en flok forskere på en klimastation i Alperne kommer i en alvorlig knibe, da de pludselig står ansigt til ansigt med glubske, muterede monstre. En flot og stemningsfuld creature feature med herligt old school effekter og et herligt cast. En skøn overraskelse. Der var også overraskelser i den japanske R100. Det regnede jeg nu også med, da det er nyeste film fra vildbassen Hitoshi Matsumoto.

station cph pix 2014 dag

Her får en japansk herre i den grad røven på komedie. For da han melder sig ind i mystisk bondageklub, kan han aldrig vide sig sikker for, hvornår de hårdtslående dominatrixer tropper op for at piske, spytte på og ydmyge ham. Absurd, sjov og uforudsigelig bizarro, der konstant overrasker og elegant leger med mediet og publikums forventninger. Det absurde herskede også i den spanske The Distance.

Her er nemlig tale om 80 minutters surrealistisk heist-film om tre telepatiske dværge, der skal bryde ind og stjæle et ukendt objekt i et øde kraftanlæg i Sibirien. Det ene bizarre og sorthumoristiske optrin afløser det andet, hvor man blandt andet også møder et skorsten, der taler japansk. Til tider tenderer løjerne at være påtaget kuriøse, men lykkedes langt overvejende godt med sit syrede univers. Skør og skøn.

the distance cph pix 2014 dag

Sydkoreanske Joon-ho Bong, der blandt andet står bag monsterfilmen The Host og den fremragende Mother, som jeg så på CPH PIX i 2010, er klar med sin første engelsksprogede film, science fiction-filmen Snowpiercer. Den fik en ekstravisning, så jeg fik heldigvis mulighed for at springe på filmens højteknologisk tog, der huser Jordens sidste mennesker i en ny brutal istid. De fattigste bagerst, de rigeste forrest. Du ved, en lidt stivbenet allegori over rig og fattig, samfund og klasseskel.

Men det er også både intenst og underholdende at følge de fattiges oprør og deres brutale vej sig op gennem togets vognsæt. Chris Evans og Jamie Bell leder energisk an med en vis John Hurt på sidelinjen og Tilda Swinton som overspillet skurk. Så selvom filmen vakler lidt i sin plotafvikling og metaforerne er tunge i røven, var det bestemt en god togtur. Hermed var jeg ankommet til min sidste dag på CPH PIX.

snowpiercerer cph pix 2014 dag

Den bød først på en syret tur i Disneyland med Escape From Tomorrow, hvor en familiefar går op i limningen på en tur i forlystelsesparken. Han begynder at se syner, mens virkelighed og mareridt flyder sammen. Filmen er skudt guerilla-style uden Disneys tilladelse, hvilket selvfølgelig er sjovt og lidt af et scoop at slippe afsted med. Så selvom filmen har sine fodfejl og dårligt skuespil, er det en herligt sær film.

Min sidste film på festivalen var sydkoreanske Kik Ki-duks Moebius – en forrygende afslutning på CPH PIX. For det ordløse drama om en mildest talt dysfunktionel familie rullede over lærredet med alt det bedste fra øverste hylde, du ved, incest, voldtægt og sex, kastrering, utroskab og skyld. Urovækkende, fascinerende og med veldoseret galgenhumor. Kim Ki-duk er sgu stadig en stand up guy.

moebius 01 cph pix 2014 dag

Okay, så lad mig hurtigt lige nævne nogle af højdepunkterne. De tæller blandt andet Sion Sonos forrygende vanvittige Why Don’t You Play in Hell?, hårdtslående håndmadder med The Raid 2 og onde nazi-zombier med Dead Snow: Red vs. Dead, videre til Alejandro Jodorowskys fascinerende The Dance of Reality, japansk bizarro med R100 og et gysende gensyn med Eksorcisten og tilhørende besøg af William Friedkin samt selvfølgelig Kim Ki-duks Moebius.

Værd at nævne er også den absurde komedie Wrong Cops, den syrede animations-dystopi The Congress samt den mareridtsgivende Enemy og monsterfilmen The Station. Men inden jeg får listet alt, jeg har set, så lad mig blot slå fast, at CPH PIX altså for mit vedkommende langt overvejende har budt på gode filmoplevelser. Alsidig, udfordrende og underholdende. Ja, jeg glæder mig selvfølgelig allerede til næste år.

Til dem, der ikke orker at læse mere end én linje om hver film:
A Touch of  Sin. Brutal hævnfilm, man bør se – om ikke andet, så for voldens skyld.
The Station. Herligt blodig monsterfilm med sjove idéer og cool old school-effekter, der skal ses.
R100. Vanvittig, uforudsigelig og absurd sjov japansk bondagekomedie, alle skal se.
The Distance. Hvis du er til russisk telepaterede dværge, er dette filmen for dig.
Snowpiercer. Halvklodset sci fi-allegori, men også underholdende, intens og flot.
Escape From Tomorrow. Dit bedste alternativ til en tur på syre i Legoland.
Moebius. En film for hele familien, hvis din familie er fucked. Se den.

– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mine øvrige skriverier fra CPH PIX 2014 HER.
– Læs mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011, 2012 og 2013.
– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.

De 27 titler, jeg fik set på CPH PIX 2014:
Intruders, Why Don’t You Play in Hell?, All Cheerleaders Die, Wrong Cops, Eksorcisten, The Strange Colour of Your Body’s Tears, The Babadook, Locke, The Raid 2, The Zero Theorum, The Suspect, Dead Snow 2, The Dance of Reality, Proxy, The Double, The Congress, In Darkness We Fall, Enemy, Ping Pong Summer, Afflicted, A Touch of  Sin, The Station, R100, The Distance, Snowpiercer, Escape From Tomorrow, Moebius.

CPH PIX 2014: Så går slutspurten ind på filmfesten

Der er nu kun fire dage tilbage af dette års CPH PIX, men det er bestemt stadig muligt at fange flere af festivalens film. Jeg ser blandt andet frem til Moebius, den nye film af sydkoreanske Kim Ki-duk, samt japanske Hitoshi Matsumotos bondagekomedie R100. Det tegner absolut til at blive en helt og aldeles fornuftig slutspurt frem til det filmfesten slutter på onsdag. Husk at tjekke ekstravisningerne her.

Men inden biografmørket atter kalder senere på dagen, vil jeg runde de sidste tre dage, hvor jeg har fået set syv titler. Syv titler, der vidner om festivalens lokkende spændvidde. Fra lifligt coming of age-drama, brutal thriller og håndholdt horror til syret animation og kafkask klaustrofobi.

Torsdagen startede med thrilleren Proxy, der i grunden har alt det, der skal til for at være en intens og overraskende omgang gru med menneskelig klangbund. I udgangspunktet en simpel, men stærk historie om en gravid kvinde, der overfaldes og mister sit ufødte barn. Historien udvikler sig dog på overraskende vis og viser sig at være en mere hemmelighedsfuld og kompleks sag end først antaget.

proxy cph pix 2014 dag

Her er både gode idéer, hemmeligheder og genreleg, men Proxy får aldrig forløst sin historie tilfredsstillende og forbliver uengagerende, mens den snubler over sig selv i sidste tredjedel. En film, der må have fungeret bedre på papiret end det store lærred. Richard Ayoades klaustrofobiske, kafkaske og grotesk morsomme The Double er baseret på Dostoevskys roman fra 1846 og fungerede bestemt godt på lærredet.

Jesse Eisenberg spiller her en underkuet gut, der får en selvsikker dobbeltgænger på nakken, mens Mia Wasikowska er en yndig love interest, der placeres mellem de to Eisenberger. Det er i høj grad også filmens fascinerende univers af dystopisk tristesse, mudderfarver og gult lys, der bærer filmen gennem sine indtagende kringelkroge af ensomhed og ulykkelig kærlighed. Syret, sort og sine steder helt rørende.

double the cph pix 2014 dag

Ari Folman slap om fredagen farverig syre løs i The Congress, en herligt udknaldet omgang science fiction fortalt med live action og i boblende animation. En spruttende kulørt dystopi og fabuleren over blandt andet identitet, virkelighedsopfattelse og fri vilje, der tog afsæt i historien om en skuespillerinde, som lader sig fremtidssikre ved at blive kopieret digitalt. En herligt løsmasket filmoplevelse med blandt andet Robin Wright, Jon Hamm, Paul Giamatti og Harvey Keitel.

Ja, de der utallige found footage-horrorfilm har taget en smule overhånd. Men når det gøres rigtigt, kan den håndholdte tilgang til genren levere intensitet og nærvær, der giver fugtige håndflader. Den spanske In Darkness We Fall gør det rigtigt. En brutal og no bullshit omgang survival horror, hvor en gruppe unge farer vild i en mørk grotte, mens panikken snart breder sig. Klaustrofobisk, beskidt og solid grotte-gru. En af de der skønne CPH PIX-overraskelser.

enemy 02 cph pix 2014 dag

Lørdag var det igen tid til dobbeltgængermystik med dagens første film ud af tre. Den fascinerende og urovækkende Enemy var et gulligt belyst mareridt med Jake Gyllenhaal på afveje i dobbeltrollen som henholdsvis historieprofessor og skuespiller. De tos veje krydses, hvilket sender Gyllenhaal et og to samt publikum på en surrealistisk tur af et mindfuck, hvor drøm, virkelighed og identitet testes. Fejende flotte mareridtsbilleder, der med sikker hånd etablerer filmens urovækkende stemning.

Det var noget mere muntre toner, der blev slået an med det både søde og sjove coming of age-drama Ping Pong Summer. En omgang overbevisende 80-nostalgi, hvor en teenageknægt på ferie med sin familie får sig en ny bedste ven, en summer-flirt og et par bøller på nakken. Liflig feel good, og så er Susan Sarandon med i en Mr. Miyagi-lignende rolle. Der var dog ikke meget feel good i lørdagens sidste film, den håndtholdte horror-flick Afflicted.

ping pong summer cph pix 2014 dag

Ja, to dobbeltgængerfilm, og nu anden film i found footage-genren. Her følger man vennerne Derek og Cliff, der vil dokumentere deres verdensomrejse. Derek bliver dog syg, men det viser sig snart at være noget helt andet end blot en forkølelse. Desværre mangler karaktererne dybde, plottet snubler og den håndholdte gru stoler så meget på sine gimmicks, at historien og personerne glemmes. Ujævn og uengagerende. Gab.

Til dem, der ikke orker at læse mere end én linje om hver film:
Proxy. En ujævnt fortalt thriller, der vil for meget, men kan for lidt. Drop den.
The Double. Kafkask klaustrofobi, som du bør lade sig indfange af.
The Congress. Spruttende kulørt dystopi og boblende animation. Den skal du se.
In Darkness We Fall. Brutal og no bullshit survival horror for store og små.
Enemy. Et fascinerende og urovækkende mindfuck, man bør se.
Ping Pong Summer. Sødt coming of age-drama fuld af 80-nostalgi, man bør se.
Afflicted. Håndholdt horror, der stoler for meget på sine gimmicks. Kedelig.

– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mine øvrige skriverier om CPH PIX 2014 HER.
– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.