Indlæg

THE DEUCE SÆSON 1: James Franco i intens dobbeltrolle

Kritikerrost tv-serie på Blu-ray: De fleste kender efterhånden HBO og ikke mindst, at HBO er lig med vildt fremragende serier. I hvert fald mange af dem. Lad mig blot nævne eksempelvis ‘The Wire’ og ‘Game of Thrones’, videre til ‘Girls’ og ‘Westword’ samt ‘True Detective’ og ‘The Sopranos’. Nu er den HBO-producerede første sæson af ‘The Deuce’ udkommet på Blu-ray.

Her finder man blandt andre James Franco i en dobbeltrollen samt Maggie Gyllenhaal på rollelisten i serien, der afdækker og er fortællingen om pornoindustriens udvikling og opblomstring i 1970’ernes New York, hvor den vokser frem og bliver en milliardindustri. Således finder man temaer, der cirkler om blandt andet stofmisbrug, vold og sex samt dets gråzoner og faldgruber.

The Deuce blu-ray 02

Første sæson af det både dystre, tankevækkende og gribende tv-drama består af otte afsnit og er skabt af de prominente herrer David Simon og George Pelecanos. Hvis deres navne måske ikke lige siger dig noget, så bør krimi-serien ‘The Wire’ gøre det – ellers har du bestemt noget godt i vente der. De to er nemlig også mændende bag den HBO-serie.

Hvis du falder for denne første sæson af ‘The Deuce’, kan jeg komme med den gode nyhed, at der allerede er en sæson 2 på vej. Endvidere indeholder Blu-ray-udgivelsen også en omgang ekstramateriale, hvor du blandt andet kan dykke ned i 1970’ernes New York, videre til at få et kig på de enkelte episoder, mens du også finder kommentarspor med blandt andre James Franco og Maggie Gyllenhaal samt George Pelecanos og David Simon.

– ‘The Deuce’ sæson 1 udkommer på dvd og Blu-ray den 22. marts 2018.
The Deuce blu-ray cover