Indlæg

CPH PIX 2014: To ugers forrygende filmfest sluttede med bravur

Så nåede CPH PIX 2014 sin ende, og hvilken ende. Det var nemlig for mit vedkommende min personlige favorit, sydkoreanske Kim Ki-duk, der fik lov at sætte punktum for to ugers filmfest i de københavnske biografer. Jeg nåede selv at få set 27 beskedne titler ud af det 150 film store program, mens jeg desværre ikke har nået nogle af de koncerter, debatter og andre events, festivalen også har budt på.

Det er i biografens mørke, jeg finder mit CPH PIX, et mørke, der i år langt overvejende har budt på gode og fremragende filmoplevelser. Mine festivalhøjdepunkter kommer længere nede i teksten. For jeg vil lige runde de syv titler, jeg sluttede festivalen af med – fra kinesisk hævndrama, monsterfilm og japansk vanvid til spansk syre, iskold science fiction og ordløst drama.

a touch of sin cph pix 2014 dag

Den kinesiske A Touch of Sin leverede en voldsom hævnhistorie, hvor man på skift følger fire personer, der tager deres hævn – blandt andet over korrupte chefer og nådesløse arbejdsgivere. Intens, insisterende og ikke mindst brutal, mens samfundskritikken sitrer bag blodsudgydelserne. De fire skæbner sættes desuden fornemt i relation til hinanden og samfundet som hele.

Herefter gik turen til et sneklædt Østrig med isolationsgyset The Station, hvor en flok forskere på en klimastation i Alperne kommer i en alvorlig knibe, da de pludselig står ansigt til ansigt med glubske, muterede monstre. En flot og stemningsfuld creature feature med herligt old school effekter og et herligt cast. En skøn overraskelse. Der var også overraskelser i den japanske R100. Det regnede jeg nu også med, da det er nyeste film fra vildbassen Hitoshi Matsumoto.

station cph pix 2014 dag

Her får en japansk herre i den grad røven på komedie. For da han melder sig ind i mystisk bondageklub, kan han aldrig vide sig sikker for, hvornår de hårdtslående dominatrixer tropper op for at piske, spytte på og ydmyge ham. Absurd, sjov og uforudsigelig bizarro, der konstant overrasker og elegant leger med mediet og publikums forventninger. Det absurde herskede også i den spanske The Distance.

Her er nemlig tale om 80 minutters surrealistisk heist-film om tre telepatiske dværge, der skal bryde ind og stjæle et ukendt objekt i et øde kraftanlæg i Sibirien. Det ene bizarre og sorthumoristiske optrin afløser det andet, hvor man blandt andet også møder et skorsten, der taler japansk. Til tider tenderer løjerne at være påtaget kuriøse, men lykkedes langt overvejende godt med sit syrede univers. Skør og skøn.

the distance cph pix 2014 dag

Sydkoreanske Joon-ho Bong, der blandt andet står bag monsterfilmen The Host og den fremragende Mother, som jeg så på CPH PIX i 2010, er klar med sin første engelsksprogede film, science fiction-filmen Snowpiercer. Den fik en ekstravisning, så jeg fik heldigvis mulighed for at springe på filmens højteknologisk tog, der huser Jordens sidste mennesker i en ny brutal istid. De fattigste bagerst, de rigeste forrest. Du ved, en lidt stivbenet allegori over rig og fattig, samfund og klasseskel.

Men det er også både intenst og underholdende at følge de fattiges oprør og deres brutale vej sig op gennem togets vognsæt. Chris Evans og Jamie Bell leder energisk an med en vis John Hurt på sidelinjen og Tilda Swinton som overspillet skurk. Så selvom filmen vakler lidt i sin plotafvikling og metaforerne er tunge i røven, var det bestemt en god togtur. Hermed var jeg ankommet til min sidste dag på CPH PIX.

snowpiercerer cph pix 2014 dag

Den bød først på en syret tur i Disneyland med Escape From Tomorrow, hvor en familiefar går op i limningen på en tur i forlystelsesparken. Han begynder at se syner, mens virkelighed og mareridt flyder sammen. Filmen er skudt guerilla-style uden Disneys tilladelse, hvilket selvfølgelig er sjovt og lidt af et scoop at slippe afsted med. Så selvom filmen har sine fodfejl og dårligt skuespil, er det en herligt sær film.

Min sidste film på festivalen var sydkoreanske Kik Ki-duks Moebius – en forrygende afslutning på CPH PIX. For det ordløse drama om en mildest talt dysfunktionel familie rullede over lærredet med alt det bedste fra øverste hylde, du ved, incest, voldtægt og sex, kastrering, utroskab og skyld. Urovækkende, fascinerende og med veldoseret galgenhumor. Kim Ki-duk er sgu stadig en stand up guy.

moebius 01 cph pix 2014 dag

Okay, så lad mig hurtigt lige nævne nogle af højdepunkterne. De tæller blandt andet Sion Sonos forrygende vanvittige Why Don’t You Play in Hell?, hårdtslående håndmadder med The Raid 2 og onde nazi-zombier med Dead Snow: Red vs. Dead, videre til Alejandro Jodorowskys fascinerende The Dance of Reality, japansk bizarro med R100 og et gysende gensyn med Eksorcisten og tilhørende besøg af William Friedkin samt selvfølgelig Kim Ki-duks Moebius.

Værd at nævne er også den absurde komedie Wrong Cops, den syrede animations-dystopi The Congress samt den mareridtsgivende Enemy og monsterfilmen The Station. Men inden jeg får listet alt, jeg har set, så lad mig blot slå fast, at CPH PIX altså for mit vedkommende langt overvejende har budt på gode filmoplevelser. Alsidig, udfordrende og underholdende. Ja, jeg glæder mig selvfølgelig allerede til næste år.

Til dem, der ikke orker at læse mere end én linje om hver film:
A Touch of  Sin. Brutal hævnfilm, man bør se – om ikke andet, så for voldens skyld.
The Station. Herligt blodig monsterfilm med sjove idéer og cool old school-effekter, der skal ses.
R100. Vanvittig, uforudsigelig og absurd sjov japansk bondagekomedie, alle skal se.
The Distance. Hvis du er til russisk telepaterede dværge, er dette filmen for dig.
Snowpiercer. Halvklodset sci fi-allegori, men også underholdende, intens og flot.
Escape From Tomorrow. Dit bedste alternativ til en tur på syre i Legoland.
Moebius. En film for hele familien, hvis din familie er fucked. Se den.

– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mine øvrige skriverier fra CPH PIX 2014 HER.
– Læs mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011, 2012 og 2013.
– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.

De 27 titler, jeg fik set på CPH PIX 2014:
Intruders, Why Don’t You Play in Hell?, All Cheerleaders Die, Wrong Cops, Eksorcisten, The Strange Colour of Your Body’s Tears, The Babadook, Locke, The Raid 2, The Zero Theorum, The Suspect, Dead Snow 2, The Dance of Reality, Proxy, The Double, The Congress, In Darkness We Fall, Enemy, Ping Pong Summer, Afflicted, A Touch of  Sin, The Station, R100, The Distance, Snowpiercer, Escape From Tomorrow, Moebius.

CPH PIX 2014: Dette års festival er kommet godt fra start

Godt begyndt er halvt fuldendt, siger de der folk, man har lyst til at give et los over skinnebenet. Jeg vælger derfor blot at slå fast, at dette års CPH PIX er godt begyndt. For efter fire dages festival, har jeg taget et beskedent indhug i programmet med otte titler – to forrygende, fire gode og to middelmådige. Jeg afslører hvilke film, der er tale om lidt længere nede i teksten. Ja, det er en cliffhanger.

For først skal det nævnes, hvor skønt det er igen at være tilbage på CPH PIX. Det føles lidt som at vende hjem, er der helt sikkert nogle, der vil sige. Det kunne jeg måske også finde på, hvis jeg en dag var ekstra sentimental. I dag er ikke sådan en dag, men det er utvivlsomt en god ting igen at kunne tilbringe timevis i hovedstandens biografer med film, man ellers ikke har mulighed for at se på et stort lærred.

Der er selvfølgelig også forpremierer, koncerter og andre events, men pointen er, at CPH PIX tilbyder unikke filmoplevelser, hvorfor det bare er om at hoppe ud i det – og det uanset om man går all in med plus 50 film, nupper 10 titler, eller vælger én enkelt. Jeg har indtil videre blandt andet været udsat for japansk vanvid, fransk syre og instruktørbesøg – og festivalen er kun lige gået i gang.

strange colour of your body's tears cph pix 2014

På min liste over 10 film, du skal se på CPH PIX, har jeg nu set tre. Først leverede japanske Sion Sono et tidligt højdepunkt med Why Don’t You Play in Hell? Et vanvittigt miskmask af action, drama og samuraifilm, filmnostalgi, kærlighed og splat samt 100 andre ting. Lidt som at se 10 film i én, hvor man blandt andet møder et energisk filmhold og hårdkogte yakuza-klaner. Det burde ikke fungere, men det gør det. Anarkistisk, uforudsigeligt, rablende og pokkers underholdende. Fuck yes.

Desværre skuffede Hélène Cattet og Bruno Forzani en smule med deres ellers både smukke, foruroligende og fascinerende The Strange Colour of Your Body’s Tear, hvor en mand i konstant mareridtstilstand forsøger at finde sin forsvundne kone. Men den kom altså aldrig på niveau med deres mesterlige Amer, der var en af de bedste film på CPH PIX i 2010. Men bestemt en æstetisk fornøjelse, om end en smule vaklende.

wrong cops 02 cph pix 2014 dag

Til gengæld var seneste skud grotesk humor fra franske Quentin Dupieux præcis som jeg havde forventet med hans Wrong Cops. Et syret plot uden egentlig mål, andet end at man følger en håndfuld betjente, der opfører sig, ja, helt forkert. Lige fra at deale stoffer pakket ind i døde rotter til at true sig til at se tilfældige kvinders bryster. Bizar og absurd på den helt rigtige måde – i hvert fald i min verden.

Den amerikanske instruktør William Friedkin har gæstet festivalen, da en række af hans film bliver vist, blandt andet The Exorcist og The French Connection. Jeg nuppede førstnævnte, hvor Friedkin veloplagt introducerede klassikeren. Det er stadig en fantastisk film, og så var det ikke mindst super cool at møde instruktøren, der har stået for flere af mine barndomsmareridt. Der var også mareridtsfoder i den habile The Babadook, hvor en mor og hendes søn hjemsøges af et grumt væsen.

exorcist cph pix 2014 dag

Smuk og stemningsfuld gru, der desværre snubler lidt i sidste del. Men med fremragende præstationer fra mor og søn samt flot forløste og uhyggelige scener får den en klar anbefaling. Derimod skuffede Lucky McKee med All Cheerleaders Die, der med sort humor og high scool horror bragte en flok cheerleaders tilbage fra de døde. Filmen finder aldrig balancegangen mellem humor og horror i den noget retningsløse historie med liderlige drenge, heksekunstner og hævngerrige high school-tøser. Den kommer ikke tæt på at være på niveau med hans fremragende The Woman.

Udover at se film, der ikke ellers sættes op i de danske biografer, kan man også se en række interessante forpremierer. Her nuppede jeg den allerede kritikerroste og minimalistiske Locke. Den udspiller sig udelukkende i en bil med Tom Hardy bag rettet som en hårdtpresset mand, der forsøger at rette op på sine fejltagelser. Den bliver bare aldrig helt så intens og medrivende, som den gerne vil være, mens dens præmis er ulden og portrættet af Locke ikke helt tilfredsstillende beskrevet.

locke cph pix 2014 dag

Men en fin lille stiløvelse, og så er Tom Hardy bestemt seværdig. Den japanske isolations-thriller The Intruders skuffede endnu mere. Her tager en forfatter ud i en ødeliggende hytte for at færdiggøre sit manuskript, men snart ødelægges freden og den ellers rolige location forvandles til et iskoldt mareridt. Men historien er ujævnt fortalt og filmen mestrer ikke sin blanding af thriller og sort humor, mens plottet bliver unødvendigt krøllet. Men ja, CPH PIX er absolut skudt godt i gang.

Til dem, der ikke orker at læse mere end én linje om hver film:
Why Don’t You Play in Hell?: Selvfølgelig skal du se denne vanvittige japaner.
The Strange Colour of Your Body’s Tears: Se instruktørparrets Amer først.
Wrong Cops: Det ville være forkert ikke at hoppe på disse bizarre betjente.
The Exorcist: Du har allerede set den, men du skal selvfølgelig se den igen
The Babadook: Isnende uhygge – og det er kun et plus, hvis du er mor.
All Cheerleaders Die: Middelmådig high school horror med  kluntet humor.
Locke: På stressende køretur med Tom Hardy. En prøvetur værd.
The Intruders: Et ujævnt, japansk alternativ til Misery.

– Læs om 10 film, du skal se på CPH PIX HER.
– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mere om CPH PIX og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.