Indlæg

CPH PIX 2018: Festivalen er skudt igang med alt fra en mut præst til vanvittige japanske vampyrer

CPH PIX 2018: I torsdags blev dette års udgave af CPH PIX skudt igang. Publikum kunne således kaste sig over de første mange ud af filmfestivalens 180 film fra hele verden – samt både events, talks og visninger on location med mere. Jeg selv skød herlighederne igang med blot to film – begge henlagt i biografen Empire på Nørrebro.

Første film var Paul Schraders intense og tunge miljø-og-religions-drama ‘First Reformed’. Nå ja, Schrader er forresten manden bag manuskripterne til blandt andet Martin Scorseses mesterlige ‘Taxi Driver’ og ‘Raging Bull’. Her har han både skrevet og instrueret, mens en karismatisk og forknyt Ethan Hawke indtog hovedrollen som den plagede præst Toller.

Han lever et stille liv med ar på sjælen, der bliver rusket op i, da han en dag opsøges af en ung kvinde – spillet dejlig naturligt af Amanda Seyfried. Hun er bekymret for sin miljøaktivistiske mands ve og vel, hvorfor Toller siger ja til at snakke med ham. Det bliver starten på et underspillet, forknyt og intenst drama, der sætter miljø og menneske overfor for Gud og religion.


Det hele er meget alvorligt og sirligt sat i scene med velkomponerede billeder og velskårne replikker, hvor de tunge temaer får lov at få liv. Det hele bliver dog en smule stift sine steder og fortællingen mister noget af sit nærvær. Men Ethan Hawke er så absolut hele turen værd ind i det menneskelig mørke, der omslutter præsten og mig i salen.

Efterfølgende blev der i den grad skiftet gear. Nemlig med den britiske spradebasse Terry Gilliams eventyrlige og rundtossede ‘The Man Who Killed Don Quixote’. En fortælling, der snor sig rundt om forholdet mellem en arrogant filminstruktør og en gammel mand, der noget vildledt tror, han er den berømte ridder Don Quixote. Adam Driver gør bestemt god figur, men Jonathan Pryze tager stikket gakket hjem med sit både charmerende, hjertelige og triste portræt.

Filmen er bare yderst uengagerende og roder forvildet rundt uden aldrig rigtig at få fat i noget af den vildskab, der ellers er til stede momentvis. Det hele falder da også ret hurtigt fladt på maven og bliver en kedelig øvelse ud i gakketheder, der desværre heller ikke bliver videre morsomme eller medrivende. Ja, en fuser er desværre nok en meget rammende beskrivelse.

Så ventede der mere velorkestrede absurditeter i franske Quentin Dupieux’ ‘Keep an Eye Out. Han har tidligere begejstret mig med de absurde, sjove og originale ‘Wrong’, ‘Wrong Cops’ og ‘Reality’ på CPH PIX. Helt op at ringe kom jeg dog ikke over hans nyeste film. Men det til trods var det bestemt en tur værd i biografen – blandt andet med sin leg med tid, fortælling og kontinuitet.

Her er kort fortalt tale om en helt almindeligt – og keeedeligt – politiforhør, der dog snart eskalerer i den ene absurditet efter den anden. Det er sjovt og underspillet – ikke mindst takket være Benoît Poelvoorde som betjenten og Grégoire Ludig som den afhørte. Deres skøre ping pong rammer guld undervejs – også selvom filmen måske nok mister lidt momentum hist og her.

Den japanske vildbasse Sion Sono er også tilbage – det med ‘Tokyo Vampire Hotel’. Han er en filmskaber, jeg virkelig holder af, blandt andet på grund af hans vildskab, originalitet og uforudsigelighed. Alle tre ting fik jeg da også serveret i hans grandiose, gakkede og gale vampyrfilm, hvor to vampyr-klaner ligger i krig. Det hele går ned på det såkaldte – og yderst farverige – hotel.

I et overraskende virvar af vanvidsidéer diskes der således op med alt fra blod i litervis, når både pistoler og sværd bringes i sving, videre til absurde vampyrrelationer og mutationer samt ikke mindst en skizofren lydside, der svælger i alt fra klassiske toner til rockede rytmer. Det er vildt, alt for meget og desværre også sine steder lige langt nok. Ikke desto mindre en skøn, bizar og morsom oplevelse.

Læs også om mine 10 anbefalinger på CPH PIX lige her.

CPH PIX 2018: Her er 10 film du kan se på filmfestivalen

CPH PIX 2018: Du kan ligeså godt berede dig på at tilbringe en god del af den kommende tid i biografen. I hvert fald, hvis du er i København. For fra den 27. september til og med den 10. oktober indtager filmfestivalen CPH PIX igen de københavnske biografer.

Vanen tro kan du her kaste dig over et væld af titler fra hele verden. Her finder du alt fra stille dramaer til voldsom horror og absurde komedier samt alt derimellem og mere til.

Men hvordan pokker vælger du film, når der er godt 180 titler i programmet? Jo, du sætter dig ned og læser festivalens sprudlende program igennem. Men skulle du have svært ved at overskue det store filmudbud, så anbefaler jeg her 10 titler.

Udover selve filmene på festivalen, så finder du som altid også både koncerter, events, talks og særvisninger af film med mere. Læs mere om CPH PIX og de mange film på deres hjemmeside.

AN EVENING WITH BEVERLY LUFF LINN
Jeg har tidligere på CPH PIX set Jim Hoskings komplet absurde, bund perverse og helt langt ude ‘The Greasy Strangler’, så jeg skal naturligvis se, hvad han har i posen med sin nye film, der i programmet beskrives som “en ret skør og helt meningsløs komedie med sækkepibe, dårlige parykker og gammel, rusten kærlighed”, hvilket absolut lyder tiltalende. I hvert fald for mig.


GONJIAM: HAUNTED ASYLUM
Ok, kombinationen af et nedlagt og ikke mindst hjemsøgt sindssygehospital lyder som den perfekte setting for en yderst skræmmende tur i biografen. En af den slags ture, jeg ikke vil snyde mig selv for – og da slet ikke, når nu jeg har et soft spot for sydkoreanske gys. Desuden er filmen Koreas næststørste horror-hit nogensinde, så den må jo kunne et og andet.

HUMAN, SPACE, TIME AND HUMAN
Det er Kim Ki-duk, der trækker her. For han er den koreanske filmskaber bag nogle af mine bedste filmoplevelser. Så som ‘Tomme huse’, ‘Forår, sommer, efterår, vinter… og forår’ og ‘The Isle’. Ja, det er altid spændende at se, hvad han byder ind med. Og når programmet proklamerer: “Bered dig på en voldsom og provokerende oplevelse.”, så bør man klart sikre sig billet.

IN FABRIC
Instruktør Peter Strickland har tidligere forført mig med den lydomhyggelige og urovækkende  ‘Berberian Sound Studio’ på CPH PIX, så jeg er naturligvis spændt på at se hans nye film, der desuden får disse lovende ord med i programmet: “…et stemnings- og gådefuldt univers, der både trækker på David Lynch, giallo og klassisk british horror.” Det lyder jo helt perfekt.

KEEP AN EYE OUT
Der venter uden tvivl en af festivalens mest gakkede og absurde film her. I hvert fald hvis manden bag, franske Quentin Dupieux, tager teten op fra sine tidligere film som blandt andet filmen om dræberdækket i ‘Rubber’ og den skrupskøre ‘Wrong’. Men det lader nu ifølge programmet også til at være tilfældet med ordene som “…tilbage i pilskæv topform…”.

MANDY
Jeg elsker Nicolas Cage. Ja, uden ironisk distance. Han er en af de vildeste, mest intense og karismatiske skuespiller nogensinde. Og med denne allerede kritikerroste film lader der til at vente en helt særlig oplevelse i Nicolas Cage-land, der både byder på en satanisk kult, et brutalt hævntogt og ikke mindst en pokkers masse blod. Jeg glæder mig for vildt.

PIERCING
Det er svært ikke at blive lokket bare en smule af denne programomtale: “Familiefaren Reed har planlagt det perfekte mord. Men hans offer har sine egne planer, og pludselig befinder Reed sig i et uforudsigeligt SM-mareridt, der blander blodig psykologisk horror med stilsikker film noir.” Sådan.

SMALLER AND SMALLER CIRCLES
Der er en seriemorder på spil i denne filippinske film, hvor to jesuiterpræster inddrages i sagen om en række skamferede unge drenge. Det lyder både ubehageligt og dragende, mens programmet desuden lokker med ordene: “Råddenskaben gennemsyrer alt fra de fordærvede børnelig til det korrupte system, der omgiver sagen i denne samfundskritiske og drabelige thriller.

THE MAN WHO KILLED DON QUIXOTE
Terry Gilliam er altid garant for opfindsomme, originale og visuelt interessante film – og med ‘The Man Who Killed Don Quixote’ kan jeg ikke andet end at være lidt ekstra nysgerrig på, hvad hans krøllede hjerne har fremtryllet. Filmen har nemlig været undervejs i 30 år og undervejs undergået alverdens produktionsmæssige ulykker. Men nu er den her altså. Endelig!

TOKYO VAMPIRE HOTEL
Det er muligvis umiddelbart filmtitlen, der lokker her. Men for mig er det først og fremmest manden bag, nemlig den japanske vildbasse Sion Sono, der altid er garant for vilde, overrumplende og vanvittige film. Det lader også til at være tilfældet her, hvor filmens omtale blandt andet lyder: “…et blodigt, farverigt og festligt voldsorgie propfuldt af maniske wtf-momenter.”

THE ZERO THEOREM: Terry Gilliam bøjer veloplagt fremtiden i paranoia, neon og skøre påfund

EN FILM DU SKAL SE: Hvis ikke du allerede har, så skal du se The Zero Theorem (ja, eller gense). Det er nemlig Terry Gilliams første spillefilm siden The Imaginarium of Doctor Parnassus fra 2009 – og ja, den skøre brite er i legesygt hopla. Men du ved, med film som Fear and Loathing in Las Vegas, 12 Monkeys og Brazil på CV’et, behøver du vel ikke vide mere, førend at du glæder dig til filmen.

Christoph Waltz indtager den paranoide hovedrolle som eneboeren og hackeren Qohen Leth, der leder efter meningen med menneskets eksistens. Meningen med livet, om du vil. Intet mindre. Men han støder selvfølgelig på forhindringer undervejs. Det er helt kort fortalt filmens præmis. For selvfølgelig er der intet, der er ligeud ad landevejen, når det kommer til Gilliam – og tak for det.

The Zero Theorem blu-ray 03

The Zero Theorem er en Gilliam i syret hopla og frit fald i et krøllet science fiction-univers. Godt nok kommer filmen ikke på niveau med hans dystopiske mesterværker og genrebeslægtede 12 Monkeys og Brazil. Men her er bestemt tale om både sprudlende og flagrende flot fremtidstrylleri, hvor alt fra religion og menneskets eksistens, videre til overvågningssamfund og kærlighed vendes og drejes i det neonoplyste og melankolske fremtidsunivers.

Waltz er en fornøjelse som den fortvivlede hacker, mens rollelisten også byder på blandt andet Matt Damon i en skøn og flamboyant cameo samt yndige Melanie Thierry som love interest, Ben Whishaw som computer-wiz videre til Tilda Swinton og David Thewlis, der også får liv at gakke ud i farverige roller.

The Zero Theoremer udkommet på Blu-ray og dvd den 8. august 2014. [tabgroup][tab title=”The Zero Theorem | Blu-ray-anbefaling”]
The Zero Theorem cover
Originaltitel:
The Zero Theorem, 2013
Release: d. 8. august 2014
Instruktion: Terry Gilliam
Medvirkende: Christoph Waltz, Matt Damon, Melanie Thierry, Ben Whishaw, Tilda Swinton, David Thewlis m.fl.
Spilletid: 107 min.
Udgiver: Universal Sony Pictures Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

CPH PIX 2014: Halvvejs gennem filmfestivalen vil mere have mere

Det er meget passende her halvvejs gennem CPH PIX (løber fra den 3.-16. april) at stoppe op og kigge på mellemtiderne, samt selvfølgelig at se på, hvad der venter forude. For mit vedkommende har jeg indtil videre set beskedne 13 ud af programmets 150 titler. Det har til gengæld været langt overvejende positive oplevelser. Ja, det er altså i den grad gode mellemtider, der er tale om.

Siden sidste CPH PIX-skriv, har jeg således fået set fem titler, to fremragende og fire virkeligt gode. Fire af titlerne er desuden at finde på min liste over 10 film, du skal se på CPH PIX. Det drejer sig om The Raid 2, The Zero Theorem, Dead Snow: Red vs. Dead og The Dance of Reality, samt The Suspect. Forude venter der blandt andet gys med Proxy, syret animation med The Congress og incest med Kim Ki-duks Moebius. Ja, mere vil have mere, særligt når der er tale om så gode sager.

Men hvad er det egentlig, der gør en tur i biografen under CPH PIX til en ’filmfestivalsfilmoplevelse’? Det er selvfølgelig mange ting. Men det er blandt andet, når en sal fyldes op til bristepunktet med forventningsfulde filmfans, og man kan mærke forventningens glæde sitre – ja, en form for kampgejst. Sådan var stemningen til visningerne af The Raid 2 og Dead Snow: Red vs. Dead aka Dead Snow 2.

raid 2 02 cph pix 2014

Jeg forstår godt hvorfor. Begge titlers forgængere har nemlig tidligere fyldt salene op under CPH PIX, så nu var folk sulte på mere – mere vold, mere blod og flere zombier. Det var jeg også – og begge film leverede i den grad varen, hvilket både klapsalver, høje grin og spontane råb vidnede om ved begge visninger. Så ja, dem skal du selvfølgelig nå at fange på festivalen. Andet ville være dumt.

Der blev nemlig i den grad delt øretæver og benbrud ud i den indonesiske actionfilm The Raid 2. Instruktør Gareth Evans formår frygtindgydende elegant at sætte voldskaos og slåskampe i scene, så man nærmest selv får blodsmag i munden og blåmærker. Lige fra masseslagsmål i en mudderpøl til nævekampe i klaustrofobiske rum. Den norske instruktør Tommy Wirkola var også veloplagt tilbage med Dead Snow: Red vs. Dead. Den bød på flere zombier, flere opfindsomme drab og en smule mere sort humor end forgængeren. En særdeles vellykket nazi-zombie-sequel. Fuck yes!

dead snow 2 cph pix 2014

Selvom Terry Gilliams The Zero Theorem ikke kommer på niveau med hans dystopiske mesterværker som 12 Monkeys og Brazil, er det en både sprudlende, syret og flagrende flot omgang science fiction. Her blev alt fra religion og menneskets eksistens, videre til overvågningssamfund og kærlighed med meget mere vendt og drejet i et neonoplyst og melankolsk fremtidsunivers med Christoph Waltz i hovedrollen som en fortvivlet hacker, der jagter meningen med livet.

Efter knap 25 år siden sin sidste spillefilm er Alejandro Jodorowsky tilbage med The Dance of Reality. Med film som El Topo (1970), The Holy Mountain (1973) og Santa Sangre (1989), der også vises på CPH PIX, var mine forventninger selv sagt høje. Men med sikker sans for det surreelle, smukke og visuelt opfindsomme, var her tale om et par forrygende timers Jodorowsky-magi. Efterfølgende deltog Alejandros søn, Brontis Jodorowsky, der har hovedrollen i filmen, i en veloplagt Q&A. Det er altid en fornøjelse, når CPH PIX byder på den slags gæster. En virkelig fantastisk oplevelse.

zero theorum cph pix 2014

Den sydkoreanske action-thriller The Suspect leverede i fart over feltet med agenter, snigmordere og korrupte politikere, der enten jagter sandheden eller forsøger at hytte eget skind. Fortalt i et heftigt tempo af biljagter og nævekampe med et plot, der byder på flere overraskende drejninger. Desværre lidt for lang for sit eget bedste, men ikke desto mindre en medrivende film. Nej, det er ikke uden grund, at den i programmet sammenlignes med Bourne-filmene.

Til dem, der ikke orker at læse mere end én linje om hver film:
The Raid 2. En brutal, intens og medrivende to’er, som du selvfølgelig skal se.
Dead Snow: Red vs. Dead. Alt er større og vildere i denne fremragende to’er.
The Zero Theorem. Følg du roligt med Terry Gilliam ind i fremtiden.
The Dance of Reality. Selvfølgelig skal du se Alejandro Jodorowsky comeback.
The Suspect. Hvis du kan klare adrenalinsuset, er det bare med at hoppe på.

– Læs om 10 film, du skal se på CPH PIX HER.
– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site HER og på Facebook HER.

CPH PIX 2014: 10 film, du skal se på filmfestivalen

Fra den 3. til den 16. april indtager den københavnske filmfestival CPH PIX atter hovedstadens biografer med et væld af film fra hele verden og i alle afskygninger af filmlandskabet. Fra dramaer, krigsfilm og horror, til komedier, fanfilm og thrillers samt alt der imellem og meget mere.

Men hvordan pokker skal du så vælge de film, du vil se af det 150 titler store program? Jo, du kaster dig som alle andre film-buffs frygtløs over programmet, der udover filmvisninger også byder på events, koncerter og debatter, mens festivalen vanen tro også gæstes af både instruktører og skuespillere.

Men for at gøre udvælgelsesprocessen en smule lettere, bringer jeg her 10 titler, du skal se – og om ikke andet, meget grundigt overveje, om du kan tillade dig selv ikke at se dem. Svaret er givet på forhånd. Som de foregående år kan du her på sitet læse om min gang på festivalen.

– Læs mere om festivalen og de mange film på deres site her og på Facebook her.

Why Don’t You Play in Hell? (instr. Sion Sono)
Den japanske instruktør og vildbasse Sion Sono har lavet en af verdens absolut bedste film – den komplet vanvittige og mere end blodige Cold Fish fra 2010. Den skal du selvfølgelig skynde dig at se – nup også lige hans Suicide Club (2001), Strange Circus (2005), Love Exposure (2008) og Guilty of Romance (2011). Ja, selvfølgelig har jeg sat kryds ud for Sion Sones nye film i programmet.

Efter de mere afdæmpede og mindre blodige, men bestemt fremragende Himizu (2011) og The Land of Hope (2012), lader det dog til, at Sion Sono er tilbage i actionfyldt hopla med sin nye film, den gangster- og samurai-fyldte Why Don’t You Play in Hell? Nej, der er absolut ingen grund til ikke at glæde sig.

why don't you play in hell cph pix 2014

Moebius (instr. Kim Ki-duk)
Voldtægt, incest og utroskab. Ja, Den sydkoreanske auteur Kim Ki-duk lukker atter op for godteposen med sin nye filmMoebius. Den glæder jeg mig selvfølgelig til, som jeg altid glæder mig, når han er klar med en ny film. Du bør gøre det samme.

Kim Ki-duk er også manden bag fremragende film som The Isle (2000), Forår, sommer, efterår, vinter … og forår (2003), Tomme huse (2003) og Pieta (2012). Både smukke og grumme film, der elegant og indtagende tager hånd om tabuer og forbudte følelse, hvilket også ser ud til at gælde Moebius.

moebius cph pix 2014

The Strange Colour of Your Body’s Tear (Hélène Cattet, Bruno Forzani)
En af de absolut bedste filmoplevelser på CPH PIX i 2010 var Hélène Cattet og Bruno Forzanis smukke, foruroligende og fascinerende Amer. Et formfuldendt og visuelt favntag med en giallo, hvor de for genren så velkendte elementer som læderhandsker, boblende seksualitet og et indtagende score fik sit eget liv.

Derfor er jeg selv sagt også spændt på The Strange Colour of Your Body’s Tear, der ligeledes skulle være en æstetisk fornøjelse bygget op omkring et psykologisk drama, der udspiller sig i et eksperimenterende horrorland.

strange colour of your body's tears cph pix 2014

The Raid 2 (instr. Gareth Evans)
I 2012 smadrede Gareth Evans alt på sin vej, da han med sin benbrækkende, brutale og fremragende actionfilm The Raid succesfyldt fyldte salene op under CPH PIX. Nu er han tilbage med opfølgeren, der meget passende har fået titlen The Raid 2.

Den skulle ikke alene være et lige så intenst og hæsblæsende bekendtskab som den første film, men også overgå den. Det er i hvert fald, hvad jungletrommerne lover. Ja, jeg glæder mig selvfølgelig til at få tildelt flyveskaller og mavepustere.

raid 2 cph pix 2014

The Congress (instr. Ari Folman)
Ari Folmans animerede dokumentarfilm Waltz With Bashir blev i 2008 overøst med lovprisninger af både anmelderne og publikum – den nuppede blandt andet en Golden Globe for bedste udenlandske film. Det er klart, jeg glæder mig til den israelske instruktørs nye film.

The Congres
lokker i hvert fald med visuelle narrestreger og en syret fortælling om at bevare en skuespillerinde digitalt for fremtiden. Filmen er fortalt med en blanding af animation og live-action, og har blandt andet Robin Wright, Jon Hamm, Paul Giamatti og Harvey Keitel på rollelisten.

congress cph pix 2014

The Dance of Reality (instr. Alejandro Jodorowsky)
El Topo (1970), The Holy Mountain (1973) og Santa Sangre (1989). Hvis du har set bare en af disse tre titler, har du som jeg uden tvivl også sat kryds ud for The Dance of Reality. Med god grund. For efter knap 25 år er den legendariske og legende filmskaber Alejandro Jodorowsky klar med sin nye spillefilm.

Man kan desuden se en række af Alejandro Jodorowskys øvrige film på festivalen, blandt andet ovenstående, hvilket jeg kun kan opfordre til, da hans billedskønne og visuelt opfindsomme film bør opleves på et stort lærred.

dance of reality cph pix 2014

Wrong Cops (instr. Quentin Dupieux)
Der er en ny omgang grotesk vanvid klar fra den franske instruktør Quentin Dupieux, når Wrong Cops indtager dette års festival. Han er manden bag de bizarre Rubber (2010) og Wrong (2012) – sidstnævnte havde jeg fornøjelsen af at se på sidste års CPH PIX.

Ja, selvfølgelig glæder jeg mig til korrupte betjente, party drugs og Marilyn Manson som emo-teenager, alt andet ville jo være dumt.

wrong cops cph pix 2014

Dead Snow: Red vs. Dead (instr. Tommy Wirkola)
Hvis ikke CPH PIX byder på zombier, er det som om, der mangler noget. Heldigvis skuffer festivalen heller ikke i år på den konto. Der bydes således op til afrevne lemmer og sjaskende indvolde, når de onde nazi-zombier hærger i norske Tommy Wirkolas Dead Snow: Red vs. Dead.

Det er opfølgeren til den underholdende Død Sne fra 2009, som jeg den gang havde fornøjelsen af at se på festivalen. Så selvfølgelig sidder jeg klar til nazi-zombier, sort humor og blodige kills. Du bør gøre det samme.

dead snow 2 cph pix 2014

The Zero Theorem (instr. Terry Gilliam)
Jeg behøver vel i grunden ikke at have denne titel med på listen, for den har du selvfølgelig allerede købt billet til. Terry Gilliam ser nemlig ud til at være i syret hopla med sin science fiction-film The Zero Theorem, der udspiller sig i et krøllet og neonoplyst fremtidsunivers.

Man finder Christoph Waltz i hovedrollen som en hacker på jagt efter intet mindre end meningen med livet. Men du ved, med film som Fear and Loathing in Las Vegas, 12 Monkeys og Brazil på CV’et, behøver du vel ikke have min anbefaling for at vide, at du skal glæde dig.

zero theorum cph pix 2014

R100 (instr. Hitoshi Matsumoto)
Den japanske instruktør og komiker Hitoshi Matsumoto har lavet tre fremragende film. Et absurd og sjovt spin på store-monstre-smadrer-byer med komedien Big Man Japan (2007), den syrede og surrealistiske fabel Symbol (2009) og den morsomme samuraifilm Scabbard Samurai (2011).

Jeg har set dem alle på CPH PIX, og det har alle været forrygende, vanvittige og sindssygt sjove filmoplevelse. Så selvfølgelig skal jeg se hans nye film R100, hvor han slår han sig løs med lak, læder og bondage.

r100 cph pix 2014

– Besøg også Filmskribenten på Facebook HER.
– Mine skriverier fra CPH PIX 2010, 2011, 2012 og 2013.

Terry Gilliam serverer syret sci fi i første trailer til The Zero Theorem med Christoph Waltz

Hvis ikke du allerede glæder dig, kan du godt begynde nu. For Terry Gilliam er snart klar med sin første spillefilm siden The Imaginarium of Doctor Parnassus fra 2009 – og ud fra traileren at dømme, ser det bestemt ud til, at han er i legesygt hopla. Filmen bærer den gådefulde titel The Zero Theorem og har Christoph Waltz i hovedrollen. Ja, han er både skaldet og nøgen i traileren, der giver mindelser om Gilliams mesterlige Brazil fra 1985.

Waltz spiller en hacker, der leder efter meningen med menneskets eksistens – eller livet om man vil. Intet mindre. Men han støder på forhindringer undervejs – selvfølgelig. På rollelisten finder man blandt andet også Matt Damon samt Melanie Thierry, Ben Whishaw, Lucas Hedges, Tilda Swinton og David Thewlis. Men det ser nu også ud til, at filmens univers spiller en væsentlig rolle. Ja, du trykker play her i toppen.

The Zero Theorem har endnu ingen dansk biografpremiere – så kom nu lige op af stolene, danske biografdistributører.

– ’Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER.

christoph waltz ing basterds

En sprudlende tur ind i fantasien

Jeg har netop genset den sprælske Terry Gilliams seneste film, The Imaginarium of Doctor Parnassus. Her byder han indenfor i et magisk spejl med plads til både eventyret og kaoset. Desværre dræner filmens til tider løse struktur noget af den ellers rå energi Gilliam demonstrerer. Til gengæld får man fantasifuld finesse, uforudsigelighed og en forførende stemning fra start til slut.

Midt i Londons små gader tager en skramlet vogn opstilling, folder sine knirkende trælåger ud og afslører et farverigt teater. Den lille aparte teatertrup får snart uventet besøg af en mand med hukommelsestab – en tvetydig Heath Ledger. Djævelen er også med i spillet, en fantastisk Tom Waits – og så er der jo lige det magiske spejl, som sender publikum ind i en forrygende og farverig fantasiverden.

Filmen nåede som bekendt ikke at blive færdig inden Ledger under tragiske omstændigheder døde. For at afslutte filmen hev Gilliam derfor tre venner ind fra højre, nemlig ingen ringere end Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell. De spiller i filmen Ledgers rolle, når han begiver sig ind på den anden side af det magiske Imaginarium. En flippet løsning, som fungerer overbevisende i det skæve univers.

Det hele er dog ikke lige medrivende. Filmen halter sig nemlig en smule gennem sin egen labyrintiske struktur. For godt nok forfører Gilliams legelyst og vilde visuelle udflugter, men man savner til tider mere fremdrift. Men på trods af en smule tomgang, så er filmen fyldt med finurlige idéer, et stærkt skuespillerkorps og visuelle narrestreger nok til at hive stikket hjem i sidste ende.

Ekstramateriale: Udover at filmen på Blu-ray både lyder fremragende og ser blændende godt ud, medfølger der også en pæn stak ekstra-features. Desværre af noget svingende kvalitet, men med godbidder imellem.

Kommentarsporet med Terry Gilliam er bestemt et lyt værd. Han er en engagerende fortæller med mange fine iagttagelser og anekdoter filmen igennem. Herudover får man en stak korte features, som løber op i en spilletid på ca. en time.

Her er mest interessant bl.a. indslaget, som fortæller om arbejdet med at skulle bruge tre forskellige skuespillere i Ledgers sted. Det er også spændende, når Gilliam bl.a. fortæller om setdesigns, det magiske spejl og artwork, ledsaget af egne skitser og videre til det endelige resultat. Mindre spændende er et indslag, som følger holdet rundt i verden på promotion-tur. Der medfølger også en lille feauture, hvor Ledger prøver forskellige kostumer. Her med valgfrit kommentarspor af Gilliam, som dog anbefales, da han har fine ting at sige om Ledger og hans karakter.

Alt i alt et ekstramateriale, som holdes oppe af et par gode indslag og det habile kommentarspor med Gilliam. Desuden er det en fordel at få fingrene i netop Blu-ray-udgivelsen, da der her medfølger lidt ekstra guf.

De bedste og værste filmplakater 2009

Det er højsæson for prisuddelinger og endnu en har netop delt årets priser ud. Det drejer sig om Internet Movie Poster Awards 2009, som hvert år bl.a. kårer årets bedste og værste plakater. Det er en prisuddeling, jeg glæder mig til hvert år, da jeg er vild med filmplakater – selvom der kan være langt mellem de gode og interessante af slagsen.

The Imaginarium of Doctor Parnassus, Where the Wild Things Are og Up

Årets bedste filmplakat gik til Terry Gilliams eventyrlige og detaljerige The Imaginarium of Doctor Parnassus, det foran ganske flotte og interessante plakater for bl.a. (500) Days of Summer, Up og Terminator Salvation. Bedste teaserplakat blev Up, hvilket er ganske fortjent – well, selvom jeg nu er ret vild med teaseren for Where the Wild Things Are.

Men Who Stares at Goats, The Informant, Antichrist

The Men Who Stare at Goats, The Informant, Antichrist

Prisen for årets sjoveste plakat gik til The Men Who Stare at Goats, som leverer en både skæv og morsom plakat med de medvirkende i profil plus en ged. Jeg kan nu også ret godt lide plakaten for The Informant med en buttet Matt Damon. Den mest uhyggelige plakat (eller creepiest, som det hedder) blev en australsk plakat til Lars von Triers både brutale og smukke Antichrist.

Bad Lieutenant og Up

My One and Only, Bad Lieutenant og Up

Årets værste plakat gik til et klippe-klistre-fuck-up af dimensioner, nemlig plakaten for My One and Only. Sidste år løb Nicolas Cage med prisen for sin bizarre positur på plakaten til Bangkok Dangerous (læs mere HER). Han var også repræsenteret i år med en overdimensioneret hånd og pistol på plakaten til Bad Lieutenant. Bedste Blockbuster plakat gik til den både flotte og engagerende plakat for Up.

Se resten af vinderne og nominerede HER, hvor du bl.a. også finder vinderne af årets bedste tagline, modigste plakat, TV plakat, sjoveste tagline og karakter plakater, samt vinderne i den knapt så seriøse, men bestemt underholdende underkategori Not So Serious Awards. Her finder du herlige kategorier som bl.a. Most Annoying Expression Award, Most Unusual Credit Placement Award og Most Mathematically Confusing Tagline Award.

En kaotisk hyldest til fantasien

Så er der igen knudret, udknaldet og fantasifuld tagfat fra den sprælske Terry Gilliam. Denne gang byder han indenfor i The Imaginarium of Doctor Parnassus – et magisk teater, hvor der både er plads til eventyret og kaoset. Men filmens til tider narrativt løse væsen dræner desværre også filmen for noget af den ellers rå energi og entusiasme Gilliam demonstrerer. Til gengæld får man uforudsigelighed, fantasifuld finesse og en forførende stemning fra start til slut.


Midt i Londons små gader tager en skramlet vogn opstilling, folder sine knirkende trælåger ud og afslører et farverigt teater. Den lille aparte teatertrup på fire indtager scenen. Den udødelige Parnassus, dværgen Percy, gøgleren Anton og den smukke Valentina. De får dog snart uventet besøg af en mand med hukommelsestab. En tvetydig Heath Ledger. Djævelen er også med i spillet – og så er der jo lige det magiske spejl, som sender både teatrets publikum og biografgængere ind i en forrygende og farverig fantasiverden.

Filmen nåede som bekendt ikke at blive færdig inden Heath Ledger under tragiske omstændigheder døde. Men for at afslutte filmen hev Gilliam tre venner ind fra højre, nemlig ingen ringere end Johnny Depp, Jude Law og Colin Farrell. De spiller i filmen Ledgers rolle, når han begiver sig ind på den anden side af det magiske Imaginarium. En flippet løsning, som i filmens skæve univers fungerer fint og nærmest gnidningsløst.


Udover Gilliams fortællermæssige legelyst og vilde visuelle udflugter, finder man altså et stærkt skuespillerkorps. Her er både Ledger, den umage teatertrup, Depp, Law og Farrell indtagende bekendtskaber. En særlig cadeau skal dog lyde til Tom Waits, som med bowlerhat giver den som selveste Djævelen. Han er intet mindre en fabelagtig. Virkelig godt set af Gilliam at caste den runkne og ru sanger til denne enigmatiske rolle. Herligt.


Det hele er dog ikke lige medrivende. Filmen halter sig nemlig en smule gennem sin egen labyrintiske struktur. For selvom både Londons gader er indtagende og turene ind i det magiske spejl er forførende, så savner man til tider også mere fremdrift. Men på trods af en smule tomgang, så er filmen stadig fyldt med finurlige idéer, gode karakterer og visuelle narrestreger, som bestemt gør turen ind i biografmørket det hele værd.

Originaltitel: The Imaginarium of Doctor Parnassus, England, Canada, France, 2009.

Instruktion: Terry Gilliam.

Medvirkende: Heath Ledger, Andrew Garfield, Christopher Plummer, Lily Cole, Verne Troyer, Tom Waits, Johnny Depp, Jude Law, Colin Farrell m.fl.

Spilletid: 2 timer 2 min.

Biografpremiere: d. 25. december 2009.

Distrubutør: Sony Pictures.