Indlæg

TRANSFORMERS – AGE OF EXTINCTION: Michael Bay slår trættende CGI-prutter i tomgang

Blu-ray-anmeldelse: Skal vi virkelig til det igen? Ja, vi skal virkelig til det igen. Og nu for fucking fjerde gang. Michael Bay har atter fundet sine største sprængladninger, mest vilde robotter og blankpolerede damer frem med Transformers: Age of Extinction. Til gengæld har han efterladt al form for fortællermæssigt flair langt væk fra dette nye kapitel om de enorme maskiner.

En film, der bedst kan beskrives som et enormt irriterende barn, der uden nogen form for fornemmelse for sine omgivelser bare bliver ved at løbe umotiveret rundt, mens han konstant vifter med sine arme og insisterer på, at du skal se på ham. Det bliver du så nødt til at gøre i hele 165 minutter. Det er selv sagt alt for lang tid. Der er simpelthen for lidt udvikling i plot og karakterer til de mange minutters tomgang.

Transformers 4 Age of Extiction 01

Men okay. For at være lidt fair, så sker der noget. Michael Bay formår om nogen at smide om sig med ekstravagante scenerier, hurtige biler samt evigt eksplosiv og tyngdekraftfornægtende action. Desværre gøres det med så lidt sans for også at fortælle en historie, der kan engagere mig i alle eksplosionerne. Desuden er filmens action desværre også ofte mere larmende end egentlig medrivende.

Nu jeg er ved historien, så lad mig hurtigt ridse den op. Ikke at den er så vigtig – det synes den i hvert fald ikke at være for Michael Bay. Nå, kindheste nok. Men altså. De gode Autobots, der kæmpede mode de onde Decepticons i den forrige film, er blevet erklæret fjender af USA. Mark Wahlberg spiller maden på gaden – en godhjertet opfinder – der ender midt i denne dødsensfarlige kamp, hvor det selvfølgelig er menneskehedens overlevelse, der skal sikres.

Transformers 4 Age of Extiction 05

Der er også Dinobots med – ja, Transformers-dinosaurer. De er seje. Det er de mange Transformers også. Det ser lækkert ud, når de forvandler sig fra køretøjer til kæmpende robotter med overdrevne sværd og metalknytnæver, der jorder hinanden til metalskrot. Men der er bare alt for meget af det hele – hele tiden. Det hele flyder sammen og trækker ulideligt i langdrag. Nå ja, og filmens ”humor” er selvfølgelig stadig ikke sjov, men bare plat og klichéfuld.

Jeg undres til stadighed over, at Michael Bay ikke synes at være blevet bedre til at fortælle en historie, eller at gøre sin action mere dynamisk medrivende. Jeg mangler ikoniske money shots, der lader de vilde kampe få åndehuller og betydning. Jeg mangler, at når en eksplosion går af, eller Mark Wahlberg og co. forsøger at klare skærene, at det betyder noget. Nu kører det hele bare i ét langt trættende gear. Intet andet end computergeneret varm luft, der larmer og ikke engagerer.

Filmen,
Transformers: Age of Extinction, 2/6: 2_6 - stars_LILLE

Transformers 4 Age of Extiction 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Ja, filmen er noget hø, men Blu-ray-udgivelsen er fremragende. Billedet står knivskarpt, farvemættet og detaljerigt hele vejen, hvor både robotter og polerede piger virkelig kommer til deres ret. Den dynamiske lydside leverer den tonsende action med velbalancerede niveauer, der giver rum og tyngde til universet. Endvidere finder man knap tre timers ekstramateriale.

Der medfølger ganske vist ikke et kommentarspor, men man kommer bestemt gennem udgivelsens forskellige behind the scenes– og making of-featuretter tilfredsstillende omkring produktionen med interviews af cast og crew. Lige fra Michael Bays syn på sin action, til filmens locations, design af robotterne, historien, karaktererne og filmens univers samt et besøg hos Hasboro-hovedkvarteret plus lidt løst sjov og ballade. Velproduceret, spændende og tilfredsstillende.

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Transformers: Age of Extinction | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 3/6:
3_6 - stars
Transformers age of extinction 4 cover
Originaltitel: Transformers: Age of Extinction, USA, 2014
Release: den 20. november 2014
Instruktion: Michael Bay
Medvirkende:
Mark Wahlberg, Nicola Peltz, Jack Reynor, Stanley Tucci m.fl.
Spilletid: 165 min.
Udgiver: Paramount Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

TRANSFORMERS: AGE OF EXTINCTION: Michael Bay slår trættende CGI-prutter i tomgang

Biografanmeldelse: Skal vi virkelig til det igen? Ja, vi skal virkelig til det igen, og nu for fucking fjerde gang. Michael Bay har atter fundet sine største sprængladninger, mest vilde robotter og blankpolerede damer frem med Transformers: Age of Extinction. Til gengæld har han efterladt al form for fortællermæssigt flair og udholdeligt mådehold langt væk fra dette nye kapitel om de enorme maskiner.

En film, der bedst kan beskrives som et enormt irriterende barn, der uden nogen form for fornemmelse for sine omgivelser bare bliver ved at løbe umotiveret rundt, mens han konstant vifter med sine arme og insisterer på, at du skal se på ham. Det bliver du så nødt til at gøre i hele 165 minutter, hvilket selv sagt er alt for lang tid. Det kan filmen ikke bære. Der er simpelthen for lidt udvikling i både plot og karakterer.

Transformers 4 Age of Extiction 01

Men nej, det er jo ikke fordi, der ikke sker noget. Michael Bay formår om nogen at smide om sig med ekstravagante scenerier, hurtige biler samt evigt eksplosiv og tyngdekraftfornægtende action. Desværre gøres det med så lidt sans for også at fortælle en historie, der kan engageres mig alle eksplosionerne. Desuden er filmens action desværre ofte mere larmende end egentlig medrivende.

Nu jeg er ved historien, så lad mig hurtigt ridse den op. Ikke at den er så vigtig – det synes den i hvert fald ikke at være for Michael Bay. Nå, kindheste nok. Men altså. De gode Autobots, der kæmpede mode de onde Decepticons i den forrige film, er blevet erklæret fjender af USA. Mark Wahlberg spiller maden på gaden – en godhjertet opfinder – der ender midt i denne dødsensfarlige kamp, hvor det selvfølgelig er menneskehedens overlevelse, der skal sikres.

Transformers 4 Age of Extiction 03

Der er også Dinobots med – ja, Transformers- dinosaurer. De er seje. Det er de mange Transformers også. Det ser lækkert ud, når de forvandler sig fra køretøjer til kæmpende robotter med overdrevne sværd og metalknytnæver, der jorder hinanden til metalskrot, mens bygninger kollapser. Men der er bare alt for meget af det hele – hele tiden. Det hele flyder sammen og trækker ulideligt i langdrag. Nå ja, og filmens ”humor” er selvfølgelig stadig ikke sjov, men bare plat og klichéfuld.

Ja, jeg undres til stadighed over, at Michael Bay ikke synes at være blevet bedre til at fortælle en historie, eller at gøre sin action mere dynamisk medrivende. Jeg mangler ikoniske money shots, der lader de vilde kampe få åndehuller og betydning. Jeg mangler, at når en eksplosion går af, eller Mark Wahlberg og co. forsøger at klare skærene, at det betyder noget, i stedet for bare at køre i ét langt trættende gear, der ikke er andet end computergeneret varm luft, der larmer og ikke engagerer.

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”Transformers: Age of Extinction | Biografanmeldelse”]Vurdering 2/6:
2_6 - stars
Transformers 4 Age of Extiction
Originaltitel: Transformers: Age of Extinction, USA, 2014
Release: d. 10. juli 2014
Instruktion:Michael Bay
Medvirkende:
Mark Wahlberg, Nicola Peltz, Jack Reynor, Stanley Tucci m.fl.
Spilletid: 165 min.
Distributør: UIP[/tab][/tabgroup]

THE HUNGER GAMES: CATCHING FIRE: En uforløst mellemmad inden den store finale

Blu-ray-anmeldelse: Jennifer Lawrence finder for anden gang bue og pil frem i The Hunger Games: Catching Fire, hvor historien fortsætter om Katniss Everdeen og hendes kamp mod den diktatoriske metropol, der holder befolkningen i et undertrykkende jerngreb. For godt nok slap hun levende fra de dødsensfarlige Hunger Games i første film fra 2012, men hun må fortsat kæmpe for at holde sig i live.

Vi dumper direkte ned i det postapokalyptiske USA, hvor vi slap Katniss og hendes medspiller Peeta. De overlevede spillet, da de var forelskede og hellere ville dø end at slå hinanden ihjel. En smuk historie, der gik lige i hjertet på publikum. Men romancen var spil for galleriet, så de kunne undslippe døden. Katniss er nemlig forelsket i en anden, den firskårne Gale Hawthorne. Ja, trekantsdramaet fortsætter.

hunger games catching fire 02

Katniss og hendes officielle kærlighed Peeta må dog efter deres sejr nu rejse rundt i metropolens 12 distrikter, hvor de skal kondolere for taberne i spillet og opretholde den falske romance. Men som vi fik en forsmag på i første film, ulmer der et oprør mod metropolen. Det har fået fornyet kraft, efter Katniss vandt spillet. Hendes popularitet udgør altså en trussel mod magthaverne, hvorfor præsidenten og hans spilmester pønser på, hvorledes de kan få skaffet hende af vejen.

I udgangspunktet et højspændt drama med kærlighed, mediemanipulation og magtkampe. Desværre forbliver dramaet mere eller mindre uforløst. For godt nok er filmens univers i denne omgang mere troværdigt, men dramaet mangler troværdighed. Karaktererne mangler tyngde og forbliver skitseagtige, hvorfor blandt andet trekantsdramaet aldrig formår at engagere – hvilket desværre er symptomatisk for store dele af filmen.

hunger games catching fire 01

Selv da Katniss og Peeta atter ender i dødsspillet, kommer pulsen aldrig nævneværdigt i vejret. Desuden efterlades det moralske dilemma om at overleve på bekostning af andre slapt i skovkanten, da farerne i det dødelige spil mere udgøres af spilmesterens brug af livsfarlig tåge og angrebslystne aber, end egentlig mand-mod-mand-kamp. Hertil kommer, at man savner at se mere til oprøret, der til trods for, at det står centralt for historien hengemmes i kulissen.

The Hunger Games: Catching Fire formår altså ikke nævneværdigt at udbygge historien, men føles ofte som gentagelse af første film. Jennifer Lawrence bærer dog forsat fint rollen som heltinden i orkanens øje, mens Donald Sutherland er veloplagt ond som præsident, og så tilføjer Philip Seymour Hoffman kynisk sleskhed som spilmester. Filmen ender med andre ord som en uforløst forsmag på den finale, der forhåbentlig indfinder sig i næste film, eller rettere kommende to film, da sidste bog i trilogien bides over i to.

Filmen – The Hunger Games: Catching Fire, 3/6: 3_6 - stars_LILLE

hunger games catching fire 05

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen har ganske vist sine ujævnheder, men der er ikke meget slinger i valsen, når det kommer til Blu-ray-udgivelsen. Billedet er veldefineret og står med mættede farver, solid kontrast og en indtagende detaljegrad. Lydsporet er forrygende med sin dynamiske brug af score, dialog og øvrigt lydlandskab. En sand fornøjelse. Desuden medfølger der en solid omgang ekstramateriale.

Man får et kommentarspor med instruktør Francis Lawrence og producer Nina Jacobson, fem slettede scener (5 min.) samt ni featuretter, der tilsammen giver et både informativt og tilfredsstillende indblik i tilblivelsen af filmen og dens mange aspekter, blandt andet skabelsen af universet, production design, locations samt castet, stunts og våben (i alt ca. 2 timer og 25 min).

Ekstramateriale 4/6 4_6 - stars_LILLE | Billede 5/6 5_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Besøg Filmskribenten på Facebook HER.[tabgroup][tab title=”The Hunger Games: Catching Fire | Blu-ray-anmeldelse”]Samlet vurdering af Blu-ray-udgivelsen 4/6:
4_6 - stars
hunger games catching fire cover
Originaltitel: The Hunger Games: Catching Fire, USA, 2013
Release: d. 7. marts 2013
Instruktion: Francis Lawrence
Medvirkende:
Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Liam Hemsworth,Donald Sutherland, Philip Seymour Hoffman, Woody Harrelson, Stanley Tucci, Jena Malone, Elisabeth Banks m.fl.
Spilletid: 146 min.
Udgiver: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

THE HUNGER GAMES: CATCHING FIRE: En uforløst mellemmad inden den store finale

Biograf-anmeldelse: Så blev det igen tid for Jennifer Lawrence at finde bue og pil frem. For med anden del i trilogien, The Hunger Games: Catching Fire, fortsætter historien om Katniss Everdeen og hendes kamp mod den diktatoriske metropol, der holder befolkningen i et undertrykkende jerngreb. For godt nok slap hun levende fra de dødsensfarlige Hunger Games i første film, men hun må fortsat kæmpe for at holde sig i live.

Vi dumper direkte ned i det postapokalyptiske USA, hvor vi slap Katniss og hendes medspiller, Peeta Mellark. De overlevede spillet, da de var forelskede og hellere ville dø end at slå hinanden ihjel. En smuk historie, der gik lige i hjertet på publikum. Men romancen var spil for galleriet, så de kunne undslippe døden. Katniss er nemlig  forelsket i en anden, den firskårne Gale Hawthorne. Ja, trekantsdramaet fortsætter.

hunger games catching fire 01

Katniss og hendes officielle kærlighed, Peeta, må dog efter deres sejr nu rejse rundt i metropolens 12 distrikter, hvor de skal kondolere for taberne i spillet og opretholde den falske romance. Men som vi fik en forsmag på i første film, ulmer der et oprør mod metropolen. Det har fået fornyet kraft, efter Katniss vandt spillet. Hendes popularitet udgør altså en trussel mod magthaverne, hvorfor præsidenten og hans spilmester pønser på, hvorledes de kan få hende skaffet af vejen.

I udgangspunktet et højspændt drama med kærlighed, mediemanipulation og magtkampe. Desværre forbliver dramaet mere eller mindre uforløst. For godt nok er filmens univers i denne omgang mere troværdigt, men dramaet mangler troværdighed. Karaktererne mangler tyngde og forbliver for skitseagtige, hvorfor blandt andet trekantsdramaet aldrig formår at engagere – hvilket desværre er symptomatisk for store dele af filmen.

hunger games catching fire 02

Selv da Katniss og Peeta atter ender i dødsspillet, grundet præsidentens snedige spilændringer, kommer pulsen aldrig nævneværdigt i vejret. Blandt andet efterlades det moralske dilemma med egen overlevelse mod at tage en andens liv slapt i skovkanten, da farerne mere udgøres af spilmesterens brug af dødelig tåge og angrebslystne aber, end egentlig mand mod mand-kamp. Hertil kommer, at man savner at se mere til oprøret, der til trods for, at det står centralt for historien, hengemmes i kulissen.

Del to formår altså ikke nævneværdigt at udbygge historien, men føles ofte som en gentagelse af første film. Jennifer Lawrence bærer dog forsat fint rollen som heltinden i orkanens øje, mens Donald Sutherland er veloplagt ond som præsident, og så tilføjer Philip Seymour Hoffman kynisk sleskhed som spilmester. Liam Hemsworth som Gale og Josh Hutcherson som Peeta forbliver dog ret så anonyme – det er dog delvist betinget af det ujævne manuskript. Filmen ender med andre ord som en uforløst forsmag på den egentlige finale, der forhåbentlig indfinder sig i næste film, eller rettere, kommende to film, da sidste bog i trilogien bides over i to.

– ‘Synes godt om’ Filmskribenten på Facebook HER. [tabgroup][tab title=”The Hunger Games: Catching Fire | Biografanmeldelse”]Vurdering 3/6:
3_6 - stars
hunger games catching fire poster
Originaltitel: The Hunger Games: Catching Fire, USA, 2013
Premiere: d. 20. november 2013
Instruktion: Francis Lawrence
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Liam Hemsworth, Donald Sutherland, Philip Seymour Hoffman, Woody Harrelson, Stanley Tucci, Jena Malone, Elisabeth Banks m.fl.
Spilletid: 146 min.
Distributør: Nordisk Film[/tab][/tabgroup]

JACK THE GIANT SLAYER: En kedsommelig eventyrbæ

For helvede da også –  jeg orker næsten ikke at skulle anmelde Jack the Giant Slayer, for det er sgu en noget kedelig eventyrbæ. Den skraber dog trods alt ikke helt bunden, men det hænger nok mere sammen med min håbløse fascination af computergenerede kæmper og klodset action end filmens egentlige kvaliteter.

Som du nok har luret, er her tale om en opdateret udgave af de engelske eventyr Jack og Bønnestagen samt Jack Kæmpedræberen. Du ved, farlige kæmper, magiske bønner og den heroiske Jack, der kravler op af den enorme bønnestage for at ende i kæmpernes land oppe i skyerne. I denne version inkluderes desuden også en romance mellem bondeknægten Jack og den eventyrlystne prinsesse Isabelle.

jack giant slayer 03

Så da Isabelle uheldigvis kidnappes af kæmperne, sender kongen sine bedste mænd op af bønnestagen sammen med Jack, der bevidnede prinsessens forsvinden. Så nu skal prinsessen reddes, mens kongeriget også skal sikres mod de menneskesultne kæmpers invasion. Desværre er det bare hverken specielt uhyggeligt eller medrivende at følge flokken på den farefulde færd op af bønnestagen og rundt i kæmpernes land.

For selvom de glubske kæmper er gigantiske, ulækre og æder mennesker (selvfølgelig uden blodsprøjt, også selvom der bliver bidt hoveder af), så fremstår de underligt ufarlige. Selv da Jack og soldaten Elmont – spillet en altid skøn Ewan McGregor – sniger sig ind på en sovende kæmpe for at narre den væk fra deres flugtvej. Det kendetegner desuden filmen generelt – ufarlig, kedelig og uden nævneværdig nerve.

jack giant slayer 01

Desuden kommer karakterne aldrig for alvor til deres ret. Nicholas Hoult er uinteressant som Jack, Eleanor Tomlinson forbliver et kønt ansigt som Isabelle og selv Ewan McGregor kan ikke stille meget op med det sjuskede manuskript. End ikke Stanley Tucci som egocentrisk skurk får sin retmæssige plads i rampelyset – det samme kan siges om Ian McShane som kongen og Bill Nighy som tohovedet kæmpe.

Altså på mange måder spildte kræfter, der ellers kunne have leveret et kulørt og underholdende eventyr. Ja, det er Bryan Singer, der har instrueret – manden, der i sin tid leverede den fremragende The Usual Suspects og siden et par habile X-Men-film, men tabte småkagerne med Valkyrie og Superman Returns. Fuck man, jeg håber virkelig, at han har styr på pisset med den kommende X-Men: Days of Future Past.

Filmen 2/6: 2_6 - stars_LILLE

jack giant slayer 02

Ekstramateriale, billede og lyd:
Filmen gør sig heldigvis virkelig godt på Blu-ray. Billedet står veldefineret og klart hele vejen, hvor både de ækle detaljer på kæmperne og de store panoramaskud imponerer. Lydsporet går klart og tydeligt igennem, hvor blandt andet kæmpernes dundrende gang virkelig kommer til sin ret. Sådan. Der medfølger desuden en smule ekstramateriale.

Her får man et par slettede scener, der ikke er vildt interessante (8 min.), lidt træge fraklip (3 min.), mens udgivelsens behind the scenes-featurette kun er tilgængelig via en irriterende feature, hvor man er nødt til at kravle op af en interaktiv bønnestage for at se de korte indslag (i alt ca. 40 min.). De giver dog et ok, men også lidt overfladisk indblik i filmens produktionen, effekter og historien med interviews af cast og crew.  

Ekstramateriale 3/6 3_6 - stars_LILLE | Billede 6/6 6_6 - stars_LILLE | Lyd 6/6 6_6 - stars_LILLE

– Bliv ven med Filmskribenten på Facebook her. [tabgroup][tab title=”Jack the Giant Slayer | Blu-ray-anmeldelse”]
Samlet vurdering: 3/6
3_6 - stars

jack giant slayer cover
Originaltitel: Jack the Giant Slayer, USA, 2013
Udgivelse: d. 26. juni 2013
Instruktion: Bryan Singer
Medvirkende: Nicholas Hoult, Ewan McGregor, Stanley Tucci m.fl.
Spilletid: 113 min.
Distributør: Warner Home Entertainment[/tab][/tabgroup]

Der er ikke bid nok i ’The Hunger Games’

’Dræb eller blive dræbt’ – sådan kan man kort opridse præmissen for det ondskabsfylde spil på liv og død i den dystopiske The Hunger Games. Her skal der nemlig kæmpes, indtil kun én overlevende står tilbage som vinder. En præmis, der potentielt indeholder både intens menneskejagt, dirrende drama og moralske dilemmaer for de unge deltagere – skal man fx dræbe for selv at overleve?

Vi befinder os i et fremtidigt USA, hvor magthaverne forsøger at bevare magten over landets 12 distrikter. De afholder således hvert år det tv-transmitterede show Hunger Games – både for at demonstrere deres position samt at minde den undertrykte befolkning om et fejlslagent oprør for år tilbage. Hvert distrikt skal derfor stille med en dreng og en pige. Her ender vor heltinde, Katniss Everdeen – let the games begin!

Jeg har ikke læst bogen af Suzanne Collins som filmen er baseret på, så jeg holder mig fra sammenligninger med bogtrilogien. Jeg kan blot konstatere, at som film snubles der indledningsvis noget hastigt igennem en del information for at få etableret universet og karaktererne. Det er tjep fortællekunst, men ikke lige elegant og man aner til tider næsten manusforfatterne bag, der guider publikum på rette vej.

The Hunger Games er ganske vist ikke altid lige fornemt fortalt, men universet er overbevisende sat i scene med bastant arkitektur og flotte naturscener. Men hvorfor fa’en de rige indbyggere skal ligne farverige skurke fra starthalvfemserne, ved jeg ikke – en blåhåret Stanley Tucci, yikes. Filmens trumfkort er imidlertid Jennifer Lawrence som Katniss. Hun balancerer medrivende mellem barsk og sårbar – og så er hun dæleme også dræbende ferm med bue og pil, cool.

Men selvom vi har at gøre med et spil på liv og død, er det forbløffende hvor få dilemmaer de medvirkende egentlig sættes i – og underligt nok fornemmer man også kun sjældent en reel fare. Heldigvis diskes der – om end diskret – op men lidt blodsprøjt. Det er altid noget. For selvfølgelig skal det sjaske med blod, når et sværd hugges i en modstander – også selvom det er et barn. Sådan. Desværre føler man bare ikke noget særligt, når deltagerne falder på stribe.

Så til trods for filmens kradse præmis og eksistentielle tematikker som liv, død og overlevelse samt mediernes magt, så ender The Hunger Games som en halvtam affære. Her er ganske enkelt for lidt saft og kraft i dramaet, mens det også er småt med gråzoner. Det er de gode mod de onde og ikke så meget der imellem – en skam, at man ikke har turdet udforske nogle mere tvetydige følelser hos spillets deltagere.

Og ja, jeg vil skide på om filmen skal kunne sælges bredt. For når man har en så voldsom præmis som omdrejningspunkt, skal der altså mere drama på drengen – og når filmen oven i købet forråder sin egen præmis i tredje akt, så går luften sgu fejt af ballonen. Den forhastede finale forløser desværre heller ikke det ellers neglebidende oplæg og det kan hverken en snalret Woody Harrelson eller en magtfuld Donald Sutherland redde.

At The Hunger Games er blevet udråbt til at skulle udfylde tomrummet efter de slatne gummi-vampyrer i ’Twiligt’-serien – uden sammenligning i øvrigt – kan jeg dog kun billige (med mindre det selvfølgelig afstedkommer drab på uskyldige teens med bue og pil). For filmens ujævnheder til trods, så er det flot og momentant tankevækkende underholdning, der i sine bedste øjeblikke forener adrenalin og eftertanke. Desværre sker det bare ikke nok.

Ja, nup den japanske Battle Royale fra 2000. Den har en meget lignende præmis og langt mere svung på både historie, karakterer og ikke mindst vold. Jeg skal nok lade være med at råbe ’ripoff’ (alt for højt). Nå ja, se også 80’er-baskeren The Running Man, hvor en svulstig Arnold Schwarzenegger må kæmpe mod både morderiske ishockeyspillere og motorsave for at overleve et overgearet game show.

Billede og lyd:
Hvor filmen har sine svagheder, er der ikke meget at kommer efter hvad billed- og lydkvalitet angår. Blu-ray-udgivelsen står nemlig hamrende flot med fine detaljer, indtagende farver og solide kontraster. Lydsporet spiller ligeledes overbevisende med hæsblæsende panoreringer og fint afstemte niveauer. En sand fornøjelse.

Ekstramateriale:
Udgivelsen inkluderer desuden en dvd med filmen samt en ekstra Blu-ray med masser af interessant ekstramateriale. Her finder man en solid ’making of, der ser på mange forskellige aspekter af filmens tilblivelse – dog med en smule for meget rygklapperi (2 timer 2 min.), endvidere en snak om forfatteren Suzanne Collins arbejde (14 min.) og en feature, hvor Donald Sutherland fortæller om sin rolle (9 min.).

Der er videre en feature om kontrolcentralen, der styrer spillet i filmen (6 min.), en samtale om filmen med instruktøren Gary Ross og en filmkritiker (14 min.) samt et kort indslag, hvor Gary Ross taler om forberedelserne til filmen (3 min.). Slutteligt finder man propagandafilmen fra filmen i sin helhed (2 min.) samt trailers og gallerier med plakater og filmstills. For fans af filmen er dette altså uden tvivl en lækker og grundig udgivelse med flere gode ekstrafeatures. Sådan.

Originaltitel: The Hunger Games, USA, 2012
Instruktion: Gary Ross
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Stanley Tucci, Woody Harrelson, Elizabeth Banks, Lenny Kravitz, Liam Hemsworth, Donald Sutherland m.fl.
Spilletid: 2 time 22 min.
Udgiver: Nordisk Film

Der er ikke nok bid i ’The Hunger Games’

’Dræb eller blive dræbt’ – sådan kan man kort opridse den foruroligende præmis for det ondskabsfylde spil på liv og død i den dystopiske The Hunger Games. Her skal der kæmpes, indtil kun én overlevende står tilbage som vinder. En præmis, der potentielt indeholder både intens menneskejagt, dirrende drama og moralske dilemmaer for de unge deltagere – skal man fx dræbe for selv at overleve?

Vi befinder os i et fremtidigt USA, hvor magthaverne i den nye nation Panem forsøger at bevare magten over landets 12 distrikter. De afholder hvert år det tv-transmitterede show Hunger Games – både for at demonstrere deres position og samtidig minde den undertrykte befolkning om et fejlslagent oprør for år tilbage. Hvert distrikt skal derfor stille med en dreng og en pige til det blodige spil. Her ender vor heltinde Katniss Everdeen – let the games begin…!

Jeg har ikke læst bogen af Suzanne Collins som filmen er baseret på, så jeg holder mig fra sammenligninger med bogtrilogien. Jeg kan blot konstatere, at som film snubles der indledningsvis noget hastigt igennem en del information for at få etableret universet og karaktererne. Det er tjep fortællekunst, men ikke lige elegant og man aner til tider næsten manusforfatterne i replikker, der guider en på rette vej.

Men hvor The Hunger Games ikke altid er lige fornemt fortalt, så er universet overbevisende sat i scene med bastant arkitektur og flotte naturscener. Men hvorfor fa’en Panems rige indbyggere skal ligne farverige skurke fra starthalvfemserne, ved jeg ikke – en blåhåret Stanley Tucci, yikes. Filmens trumfkort er imidlertid Jennifer Lawrence som Katniss Everdeen. Hun balancerer medrivende mellem barsk og sårbar – og så er hun dæleme også dræbende ferm med bue og pil, cool.

Selvom vi har at gøre med et spil på liv og død, er det dog forbløffende hvor få dilemmaer de medvirkende egentlig sættes i – og underligt nok fornemmer man også kun sjældent en reel fare. Heldigvis diskes der – om end diskret – op men lidt blodsprøjt. Det er altid noget. For selvfølgelig skal det sjaske med blod, når et sværd hugges i en modstander – også selvom det er et barn. Sådan. Desværre føler man bare ikke noget særligt, når deltagerne falder på stribe.

Men til trods for filmens kradse præmis og eksistentielle tematikker som liv, død og overlevelse samt mediernes magt og det politiske bagtæppe med et fascistoidt styre, så ender The Hunger Games som en halvtam affære. Her er ganske enkelt for lidt saft og kraft i dramaet, mens det også er småt med gråzoner. Det er de gode mod de onde – og ikke så meget der imellem. Det er en skam, at man ikke har turdet udforske nogle mere tvetydige nuancer i de medvirkende følelsesliv.

Ja, jeg vil skide på om filmen skal kunne sælges bredt, for når man har en så voldsom præmis som omdrejningspunkt, skal der altså mere drama på drengen. Og når filmen så oven i købet forråder sin egen præmis i tredje akt, så går luften sgu fejt af ballonen. Den forhastede finale forløser desværre heller ikke det ellers neglebidende oplæg. Det kan hverken en snalret Woody Harrelson eller en magtfuld Donald Sutherland redde.

At The Hunger Games er blevet udråbt til at skulle udfylde tomrummet efter de slatne gummi-vampyrer i Twiligt-serien – uden sammenligning i øvrigt – kan jeg dog kun billige (med mindre det selvfølgelig afstedkommer drab på uskyldige teens med bue og pil). For filmens ujævnheder til trods, så er det flot og momentant tankevækkende underholdning, der i sine bedste øjeblikke forener adrenalin og eftertanke. Desværre sker det bare ikke nok.

Ja, nup den japanske Battle Royale fra 2000, den har en meget lignende præmis og langt mere svung på både historie, karakterer og ikke mindst vold. Jeg skal nok lade være med at råbe ’ripoff’ – alt for højt. Nå ja, se også 80’er-baskeren The Running Man, hvor en svulstig Arnold Schwarzenegger må kæmpe mod både morderiske ishockeyspillere og motorsave for at overleve et overgearet game show.

Originaltitel: The Hunger Games, USA, 2012
Biografpremiere: d. 22. marts 2012.
Instruktion:
Gary Ross
Medvirkende: Jennifer Lawrence, Josh Hutcherson, Stanley Tucci, Woody Harrelson, Elizabeth Banks, Lenny Kravitz, Liam Hemsworth, Donald Sutherland m.fl.
Spilletid: 2 time 22 min.
Distributør: Nordisk Film