Indlæg

RARE EXPORTS: På eventyrlig julemandsjagt i Finland

Et af de nyste skud på stammen af, hvad man vel godt kan kalde alternative julefilm (eller ’jule-horror’, om man vil) er den forrygende Rare Exports. Et dystert og sorthumoristisk eventyr, der tager julemandsmyten under kærlig og grotesk behandling. Jep, lad julemandsjagten begynde…

Der sker grumme ting i de nordfinske bjerge, hvor et udgravningsprojekt er kommet på sporet af selveste julemanden. Men den skæggede myte kan langt fra leve op til sit rare ry. Han er absolut ikke børnenes ven, men derimod en ond satan af en nissefar – og han er sulten efter børnekød. Så drengen Pietari, hans far og et par geværglade naboer lader nu jagten gå ind på den sultne julemand, inden der sker flere ulykker.

Ja, den finske Rare Exports lyder ganske vist bizar, og er det sådan set også. Herligt bizar. Men den aparte nissejagt er også et yderst medrivende og ikke mindst flot anti-jule-eventyr. Her er det storladne score og de smukke scenerier med til at skabe solid eventyrstemning med et nærmest episk svung. Sådan!

Filmen sprutter ganske vist af sort humor, men bliver aldrig ren komedie. Den bevarer sin smukke og dystre atmosfære, hvor uhyggen faktisk reelt sniger sig ind på løjerne. Desværre går der lidt for meget ’barn-med-ben-i-næsen’ i den hen imod den action-fyldte finale – ren Spielberg. Heldigvis er Onni Tommila som den gæve knægt Pietari ikke en enerverende møgunge – og hey, julen er jo trods alt børnenes fest.

Så på trods af ”børne-action”, er Rare Export et sandt ’jule-must-see’ for folk med hang til alternative julefilm – eller blot et flot og grotesk eventyr. Ja, denne titel kan roligt føjes til listen over obskure jule-glæder, hvor man også finder Santa Claus Conquers the Martians og Silent Night, Deadly Night – uden sammenligning i øvrigt. Tja, måske man i stedet for grød skulle stille en bjørnefælde frem for enden af skorstenen…

Ekstramateriale:
Ekstramaterialet byder på en ’making of’ (28 min.), hvor man kommer med til prøver og på settet, videre til postproduktion og den endelige premiere. Bl.a. render filmens instruktør rundt og sniksnakker med folk. En okay feature, der dog med fordel kunne være klippet mere stramt. Herudover medfølger de to kortfilm, der lagde grunden for spillefilmen (7 min. og 11 min.). Virkelig cool. Well, og så er der også lige 6 minutters sammenklip af filmens storslåede special effects.

[tabgroup][tab title=”Rare Exports | dvd-anmeldelse”]Filmen får 4/6


Originaltitel: Rare Exports, Finland/Norge/Frankrig/Sverige, 2010
Instruktion:
Jalmari Helander
Medvirkende:
Jorma Tommila, Onni Tommila, Tommi Korpela, Per Christian Ellefsen, Peeter Jakobi, Jonathan Hutchings, Risto Salmi m.fl.
Spilletid:
1 time 25 min.
Udgiver:
Scanbox[/tab][/tabgroup]