Indlæg

CPH PIX: Colombiansk kørestol og sadistisk fryd

DAG 13: Den første af dagens to titler var den afdæmpede Porfirio. Filmen er baseret på den virkelige historie om Porfirio Ramirez Aldana, der på trods af at være bundet til sin kørestol forsøgte at kapre et fly. Det er den rigtige Porfirio, der har hovedrollen og på den måde opstår et intimt forhold mellem dokumentar og fiktion. Filmen fungerer på flere måder som et observerende portræt, der uden et egentlig forløb blot følger Porfirios stillestående hverdag i tiden inden flykapringen.

Nej, der sker ikke meget i denne minimalistiske sag. Det er selvfølgelig en pointe i sig selv, at gøre publikum til passive tilskuere til Porfirios daglige anstrengelser og døsige dage. En observerende stil, der med et følsomt nærvær giver et både skrøbeligt og ærligt portræt af en mand, der forsøger at opretholde sit liv og værdighed. Filmens stilstand og repetitive væsen giver dog en smule kald på engagementet undervejs, men aldrig mere end at Porfirios menneskelige tilstedeværelse forbliver intakt.

Og så stod den ellers på herligt udpenslede perversiteter i den voldsomme The Human Centipede 2 – opfølgeren til den ligeledes morbide første film fra 2009. Det groteske koncept tages her til nye højder, for i stedet for blot tre, har den vanvittige Martin planer om at sy hele tolv mennesker sammen – ja, med mund til anus – så de til sidst udgør et grusomt menneskeligt ’tusindben’. En ganske enkelt bizar præmis, der også i denne omgang fascinerer, frastøder og fryder (men smid lige logikken væk).

Selvom her ikke er samme minutiøse dvælen ved og insisteren på at trække pinen ud for de sammensyede ofre, er det bestemt stadig en grum sag. Men de væmmelige indgreb opnår ikke helt samme ulækre nærvær og fysiske ubehag som i den første film. Måske fordi konceptet antager så absurde proportioner og at man ikke rigtigt får et forhold til de mange ofre. Det ændrer dog ikke på, at det er en yderst depraveret rejse, den syge og storsvedende Martin tager publikum med på.

Instruktøren Tom Six har ligeledes gjort det snedige metagreb, at gøre Martin til fan af den første film – det er altså filmen, der inspirerer til hans ugerning. Et morbidt indspark i censurdebatten. Desuden er Laurence R. Harvey et kropsligt trumfkort som underkuet sadist og monstermand, der med ubehagelig upræcished molesterer sine ofre. Den første film er stadig min favorit, men scenariet besidder også her sin egen syge poesi, selvom volden i denne ombæring runger mere hult.

– Læs mere på CPH PIX: The Human Centipede 2 og Porfirio.