Indlæg

CRASHING SÆSON 1: Komisk komedie-serie fra HBO



Komisk serie på Blu-ray: Ja, jeg synes faktisk, at den amerikanske komiker og stand-upper Pete Holmes er ret så sjov. Han er uforudsigelig, vild, god til at improvisere og har naturlig virkelig god komisk timing. Nu har han fået sin egen komedie-serie på det hæderkronede HBO, der som bekendt har mange forrygende serier på CV’et – også komedieserier som ‘Curb Your Enthusiasm’. Serien hedder ‘Crashing’, og nu er første sæson udkommet på Blu-ray.

I serien følger man Pete – ja, spillet af Pete Holmes – der giver den som aspirerende komiker, der flytter til komikkens højborg New York City i håbet om at slå igennem som komiker – at få indfriet sin store drøm. Men der er langt til toppen, og han bliver således nødt til at crashe på andres sofaer for ligesom lige at få det hele til at hænge sammen. Heraf seriens titel.

Crashing Blu-ray 01

Udover, at Pete Holmes selv er med som producer, så finder man også den prominente Judd Apatow som seriens producer. Han er som bekendt manden bag blandt andet de virkeligt forrygende og blot solide komedier så som ‘The 40 Year Old Virgin’, ‘Knocked Up’, og ‘This Is 40’ som blandt andet både instruktør og manusforfatter. Så ja, han kan bestemt sine komedier.

Serien byder desuden på en række komiske gæsteoptrædener fra blandt andre T.J. Miller og min personlige favorit Sarah Silverman. Og den gode nyhed for fans af serien er, at der allerede er en sæson 2 på vej. Desuden indeholder Blu-ray-udgivelsen lidt ekstramateriale i form af blandt andet en behind-the-scenes, videre til mere stand-up med samt interview med Pete Holmes. Så hvis du har brug for en god griner, bør du måske tjekke ‘Crashing’ ud.

– ‘Crashing’ sæson 1 er ude på dvd og Blu-ray den 21. september.
Crashing blu-ray cover